Anmeldelse af: Peter Gallagher – “Decades: Kiss In The 1970s”. Release d. 25. November 2022 via Sonicbond Publishing.
På Copenhell 2022 leverede Kiss et festfyrværkeri af en afskedskoncert med glimmer, glamour og galskab. Denne bog fortæller historien om bandet i 70’erne, da de fik deres gennembrud og blev de legender, som de er i dag.
KISS In The 70s-bogen starter ud med en introduktion og præsentation af de daværende originale medlemmer: Peter Criss (The Catman, trommeslager), Ace Frehley (The Spaceman, leadguitarist), Gene Simmons (The Demon, bassist) og Paul Stanley (The Starchild, rytmeguitarist). Criss og Frehley er sidenhen blevet skiftet ud flere gange, men mere om det senere.
Forfatteren, Peter Joseph Gallagher, dedikerer bogen til vennen Bill McFarlane (1968-2022). Gallagher går kronologisk til værks, år for år og album for album med den selvbetitlede debut og Hotter Than Hell fra ’74 og deres ottende(!) studiealbum, Unmasked, fra ’80, plus to livealbums og fire soloalbum (en fra hver af dem, alle fire i ’78). Derudover også et opsamlingsalbum, Double Platinum fra ’78, men det er ikke med i denne opgørelse. Men det er stadig en imponerende produktivitet – næsten for meget af det gode.
I slutningen af 1960’erne og starten af 70’erne var musikbranchen præget af traditionel popmusik, som man i dag måske kan genkende fra Marvels Guardians Of The Galaxy-soundtracket (fra 2014). Men der var samtidig noget nyt i røre i Storbritannien: Deep Purple udgav deres første to albums i 1968, Led Zeppelin udgav deres første to albums 1969, Black Sabbath udgav deres to første album i 1970 og i USA udgav Grand Funk Railroad deres to første albums i 1969. Det var specielt sidstnævnte, som KISS blev inspireret af, og de videreudviklede den kommercielle succesmodel, som Grand Funk “opfandt”, bare med KISS’ “riff-heavy brand of boogie”.
Året for KISS’ debut og gennembrud, i 1974, startede ud med en mindre “identitetskrise” for Paul Stanley: Pladeselskabsbossen for Casablanca Records, Neil Bogart, besluttede, at Stanleys stjerne på højre øje skulle være en Zorro/vaskebjørns-lignende maske/makeup i stedet, fordi stjernen muligvis kunne være en seksuel tvetydighed. Men indenfor en måned var stjernen tilbage, fordi Stanley syntes, at den passede ham bedre, og han var helt komfortabel med den androgyne rolle, “Starchild” fik. I 1982 døde Bogart af lymfeknudekræft kun 39 år gammel, og KISS dedikerede samme år deres tiende album, Creatures of the Night, til hans minde.
I 1980 forlod trommeslageren, Peter Criss, KISS. Han blev erstattet af Paul Caravello/Eric Carr (The Fox) indtil sin død i 1991. Carr blev erstattet af Eric Singer, som har været trommeslager on/off siden. Frehley forlod også bandet tilbage i ‘82, og blev erstattet af Vinnie Vincent (The Ankh Warrior), Mark St. John, Bruce Kulick og slutteligt Tommy Thayer, som har været leadguitarist siden 2002.
Decades er en del af en serie fra forlaget Sonicbond, om musikere/bands i forskellige årtier bl.a. også Black Sabbath, Van Morrison, Faith No More, Status Quo og The Bee Gees. Jeg har ikke læst nogle af de andre i serien, men jeg har læst Jesper Binzers selvbiografi, I Won’t Cut My Hair, fra 2012, Marco (Nightwish) Hietalas selvbiografi, Stainless?, fra 2017 og Johnny Cashs selvbiografi, Cash, fra 2011, så KISS er knapt så personlig rammende, for jeg har tættere relation til D-A-Ds og Hietalas musik, men bogen er stadig meget velskrevet. Hvis jeg var barn af 50’erne/60’erne, var det måske en anden historie.
Der er en masse af namedropping og slang, så man skal som minimum have styr på sine 70’er-referencer, for at holde styr på, hvem der er hvem. Det er en fornøjelse at dykke ned i denne tidslomme af nostalgi.
En talemåde lyder: “never judge a book by its cover” – men det må man gerne med KISS – bedømmelsen/fordømmelsen af deres musik er en del af deres DNA. På den gode måde!