Mesterlig 70er prog af svingende kvalitet

Yes er en af mine personlige favoritter, når det kommer til den progressive rock, særligt på grund af deres 70er-albums som f.eks. The Yes Album, Fragile, Close to the Edge og Going for the One.
Det er derfor også med en vis begejstring, at jeg har begivet mig ind i de vante rammer i Store Vega for at fange den ene af to versioner af Yes. Den, der ledes af den originale sanger, Jon Anderson, sammen med Trevor Rabin på guitaren og Rick Wakeman på keys. Jeg fangede i 2014 det Yes, der p.t. får lov til at benytte navnet Yes, og gik fra koncerten enormt imponeret. Kan denne version af Yes med AWR mon overgå den oplevelse, jeg havde i 2014?

Svaret er både og – men overvejende nej.

Denne aften imponerer særligt Jon Anderson med sin højpitchede og yderst behagelige vokal. Den sidder ikke altid helt skarpt, men når den gør, bliver man med det samme sendt tilbage til første gang, man hørte Yes på deres albums. Manden har en helt unik stemme, som ikke rigtigt kan gengives ordentligt, omend Jon Davison, der for tiden synger i Yes, gør et glimrende arbejde.

Hvad der til gengæld, særligt i starten af koncerten, viser sig som et problem, er guitaristen, Trevor Rabin, der simpelthen bare ikke evner at spille særligt fedt her til aften. Han forsøger sig med at shredde nogle soli af, som ikke rigtigt passer så godt ind i resten af musikken. Desuden rammer han alt for ofte sine toner skævt og spiller generelt utroligt sloppy; en ting, der virkelig river ned på musikken, når man taler om Yes.
Han forbedrer sit spil løbende igennem koncerten, men formår aldrig rigtigt at komme ind i rytmen på trods af, at manden da helt tydeligt er en dygtig guitarist. Desværre er det som om, at han til tider får lidt for meget af scenelyset, og der er lavet nogle mærkværdige ændringer i flere af de klassiske sange, således, at guitaren får lov til at overdøve dynamikken fra de andre instrumenter.

Wakeman spiller fremragende på sine keyboards og sit hammondorgel. Der er ingen tvivl om, at manden stadig kan sit shit. Til gengæld virker det til, at han kun har taget halvdelen af sit showtøj på, nemlig sit lange karismatiske kappe, hvor han indenunder har valgt at iføre sig Joggingtøj, der lidt ødelægger hele det fede ved at have sin gamle kappe på. Det giver et lidt mere fjollet udtryk, end et der egentlig virker passende for bandet, og ødelægger derved helhedsindtrykket en smule.

Sammenspillet med de hyrede medlemmer, på henholdsvis bas og trommer, fungerer. Bassisten og trommeslageren får lov til at hygge sig lidt i baggrunden, men har tydeligvis et teknisk niveau, der snildt matcher de gamle drenge.

Lyden er nuanceret og lækker på trods af, at guitaren får lidt for frie tøjler til at hæve sig over den ellers fede bas, der netop er kendetegnende for rigtigt mange Yes-sange. Særligt er lyden helt mærkelig i klassikeren “Perpetual Change”, hvorimod den nærmest er perfekt i afslutteren, og det muligvis mest populære Yes-nummer, “Owner of a Lonely Heart”. Desværre er vi tilbage, hvor der ikke rigtigt bør svømmes i ekstranummeret, “Roundabout”, hvor bassens rolle ligger alt for langt tilbage i lydbilledet, og Trevor Rabin, atter engang, forsøger sig med at spille noget, han ikke burde. Det føles forkert, når en af verdens absolut bedst basgange bliver reduceret til at være baggrundsstøj til en guitar, der sloppy spiller den samme melodi.

Det er sgu en ommer.