Anmeldelse af Michael Catton – Point Of No Return. Udgivelse d. 10. november 2023 via Mighty Music/Target Group.

“Debut album from one of the most talented hard rock singers on the scene”. Sådan brandes Michael Cattons album. Det forpligter, men desværre indløses det ikke, heller ikke som sangskriver.

Tilbage i 2019 udgav Tainted Lady albummet Sounds Like Freedom, Feels Like War, og jeg var ikke begejstret, hvilket mest skyldtes sangteksterne. Måske kunne et soloalbum fra forsangeren, Michael Catton, gøre mig mere positiv?

Hele produktionen lugter af Søren Andersens tidligere bedrifter både i Electric Guitars, solo, Tainted Lady og som producer for andre bands for Mighty Music og Target Group. Det er i princippet flot komponeret, det bliver bare alt for forudsigeligt. Jeg kan gætte, hvornår der kommer en episk guitarsolo, omkvæd sat ½ tone op og c-stykke. Det er ligesom Eurovision Song Contest bare uden gakkede elementer, der kan tage brodden af seriøsiteten. Der er heller ikke andre musikalske overraskelser undervejs. Det taler alt for meget til radiovenligt stadionrock-segmentet, der ikke er et hak bedre end radio-pop, selvom det hævder at være det, fordi det er “rock and roll”.

Tidligere har jeg været ret glad for Søren Andersen, men jo mere jeg hører af hans seneste værker, jo hurtigere når jeg mit mæthedspunkt. Det er selvfølgelig ærgerligt for alle parter.

Cattons sange minder også alt for meget om Tainted Ladys poppede rocknumre – i forhold til Jesper Binzers (Dying Is Easy og Save Your Soul), som er blødere end hans oprindelige band (D-A-D), eller Michael Poulsens nye dødsmetalband, Asinhell, der er hårdere end Volbeat. Så virker Cattons soloprojekt mere som et substitut for originalbandet end hans eget.

I “Faith” synges: “…‘Cause I believe in anything can happen if we try…”. Ja, og solen er varm, no shit Sherlock! Generelt er det hele én lang kliché af moraler, som man har hørt mange gange før i andre rocksange. Sådan er det også i “Armageddon Again”, der indeholder strofen og albummets titel: “Armageddon again / Point of no return”, som der leveres mere indifferent end en træt sportsjournalist, og den ufarlige “Hearts In Danger”, der alle er lidt for “ren” og for lidt rock-vrede.

“Brother” er en “klaver-bromance-ballade”, der også har rigelige melankolske guitarsoli og smørtenor. Det er meget politisk korrekt og populært at være en følsom mand i 2023, men det her er simpelthen for meget af det gode. “Never Say Goodbye” bliver også for sukkersød, der lige så godt kunne være en pop-ballade, hvis det ikke var for guitarsoloen.

Untainted Lad?

Catton skuffer måske ikke så meget, fordi mine forventninger ikke var så høje, men han er bare for forudsigelig og klichéfyldt. Derfor får han kun én stjerne/point. Der er generelt meget få rockartister, som jeg ikke kan holde ud at høre på. Michael Catton er åbenbart en af dem. Jeg vil ikke have mere, jeg vil have mindre.

Point Of No Return trackliste:

1. Faith 
2. Livin’ Lovin’
3. Armageddon Again
4. Never Say Goodbye
5. Hearts In Danger
6. Ready For The Takin’
7. Lights Out
8. Gas On The Fire
9. Going Down
10. Brother