Når man måske er ved at toppe?

Det var fredag, der var en vigtig landskamp ikke så langt fra spillestedet Pumpehuset, hvor fotograf og undertegnede anmelder havde indfundet sig denne aften, så der var rigeligt med grunde til, at det kunne blive en festlig aften – for vores vedkommende skulle det være qua ukrainske Jinjer i et udsolgt Pumpehuset.

Koncerten blev annonceret allerede tilbage i maj, hvorefter der ikke gik længe, før alle billetter var revet væk.
Taget i betragtning af, at vi skulle bare to og et halvt tilbage (læs HER.), hvor bandet dårligt kunne falde det lille spillested Lygten Station op, var det utroligt, at de nu kunne melde udsolgt et ret så større spillested.

Imellemtiden er bandet blevet et fænomen på specielt nettet, hvor forsanger, Tatiana, har overrasket den ene YouTuber efter den anden under forskellige fraseringer af udsagnet: “Det kan da ikke være hendes stemme hele vejen?!”

Jo, det kommer åbenbart bag på mange, at kvinder kan skifte mellem skønsang og grum growl, selvom det ikke er noget nyt fænomen – overhovedet.
Ikke desto mindre er det min tese, at det er årsagen til, at bandet kunne melde udsolgt så hurtigt med denne koncert og have hele tre opvarmnings-bands med, hvor deres eget sæt havde den flotte opsætning med lysshow og andet gejl til slut.

Men kunne de så stå distancen musisk?

Det kommer vi til, når vi lige får taget en slavisk gennemgang af de mange opvarmningsbands:

Space of Variations
Lidt overraskende – og så alligevel ikke, taget det sene annoncerings-tidspunkt i betragtning – begyndte Space of Variations en halv time før ventet, men deres scenetid blev så sandelig ikke spildt!

Bandet – også fra Ukraine – betegner sig selv som elektro-metal, og det var noget nær også den samme oplevelse, jeg fik af dem, da jeg så dem denne aften.
Det er ikke industrial a la Fear Factory og heller ikke i den lette ende som Rob Zombie, men det er tydeligvis en slags sammensmeltning af progressiv metal, metalcore og elektroniske virkemidler, hvor sidstnævnte heldigvis aldrig blev hverken dominerende eller fortabte sig i baggrunden.

Men, for pokker, hvor formåede bandet at udnytte den sparsomme tid til at vise, at de GERNE ville spille og vise, at de kunne udnytte den ligeså sparsomme sceneplads til at fægte sig igennem deres numre med en frådende performance!

Ofte lader første opvarmning ud af mange til at skulle have tjansen overstået, fordi der dårligt nok er mødt særligt mange mennesker op, og de frygter, at de er hurtigt er glemt bagefter – bare rolig, drenge, jeg har ikke glemt jer!

Khroma
Jeg glemte at sige, at lyden var god under Space of Variations.
Hvorfor gemmer jeg så det til nu? Fordi det blev tydeligt, at der enten var en anden lydmand på under finske Khromas forestilling ned ved bandet før, eller også var der blevet skippet en lydprøve.

De første par numre hørte jeg kun nogle irriterende trigger-pedaler ved trommerne, og en fraværende guitar, som gjorde, at jeg bare synes, jeg var til bas-fest – for det var det eneste, jeg kunne høre det meste af tiden.

Det gjorde det så ikke bedre af, at bandet også inkorporerer elektroniske virkemidler, når jeg kun kan høre bas og en mærkelig vokal.

Heldigvis blev dette da rettet op løbende, men når Khroma kun havde kort tid at spille i, så blev det aldrig en særpræget oplevelse, når man først finde lydbalancen, så sent i sættet. Der var dog heldigvis gode takter at spore, og kunne man koncentrere sig nok og spore sig ind på del-elementerne i musikken, så var det også anden brug af elektroniske virkemidler, end hvad Space of Variations gjorde det.

Men det kan da kun blive bedre for det næste besøg fra disse finner.

The Agonist
Canadierne her er nok (desværre) mest kendt for at være leveringsdygtige i den nuværende forsangerinde i Arch Enemy, som blev kapret herfra, hvorfor bandet her er blevet nævnt i lige så mange sammenhænge, og når det som bekendt regner på præsten…

Bandet har dog aldrig været væk og skaffede sig næsten med det samme en ny forsanger og fortsatte ufortrødent deres ridt med at levere metalcore-inspireret melodisk dødsmetal.

Jeg overhørte da flere blandt publikum, som enten udelukkende var kommet for at se The Agonist eller som i det mindste glædede sig lige så meget til at se dem, som de så frem til at se Jinjer.

Og dette helt forståeligt, for det var også mit første møde med bandet, og sikke da en skarpskåret lyd og et sammenspil, som bandet fik eksekveret! Hvis lyden var god under Space of Variations, så var den decideret suveræn under The Agonist!

Alt blev leveret så fabelagtigt fra scenekanten, og selvom det var sparsomt med interaktion mellem band og publikum, så er det jo musikken, vi er kommet for at opleve.
Jinjer havde en performance at leve op til – så lad os komme videre til dem:

Jinjer
Nedtællingen på tre minutter begyndte på back-droppet, hvor der hele vejen igennem koncerten blev sat forskellige visuelle “installationer” på her til at akkompagnere Jinjers performance, uden man så tit fangede sammenhængen, end at det så fedt ud.

Da nedtællingen var slut, sprang bandet på scenen og gik i gang med deres relative korte sæt, hvor jeg personligt fik flere af de sange, jeg havde set frem til, allerede i starten af sættet: “Sit Stay Roll Over” og “I Speak Astronomy”, der er blandt mine favoritter.

Performance-mæssigt var de gode, lyden var rigtig god, og vokalen – som mange nok havde glædet sig til at se fremført live – var lige, som man forventede. Faktisk så god, at det blev lidt forventeligt og uinspirerende, og man mistænkte meget for at være playback (Det tror jeg ikke er sandheden, men man kunne få mistanken).

Reelt set er bandet bare dygtige musikere, og selvom der ikke er nogle oprindelige medlemmer tilbage i bandet, så er det tydeligt at se, at dem, der er der nu, formår at skrue nogle gode sange sammen, så hele sensationen med vokalen ikke bare bliver det primære fokuspunkt – man kan faktisk nyde kompleksiteten i mange af numrene og hvis ikke det, så i hvert fald hvor sammenspillede de respektive musikere er.

Men måske havde jeg sat forventningerne for højt, for jeg fik, hvad jeg havde forventet – og det var (som sagt) højt – men jeg forlod ikke stedet med den der ud af kroppen-oplevelse, som jeg havde forventet.

Jinjer lader til at være blevet katapulteret ind til at være et hovednavn og være heftigt omtalt, før de har været mellemstadiet igennem igennem, hvorfor de kører på det sikre uden at føre store udskejelser med sig.

Koncerten på Copenhell til sommer skal nok samle et stort fremmøde, er jeg sikker på, og måske også en koncert mere i DK, men hvis ikke bandet opper deres liveshow eller gør noget andet særegent, så frygter jeg bare, at de bliver endnu et eksperimenterende prog-metal-band, hvor man langsomt glemmer, hvad der gjorde dem store – for metalfolket ved godt, at kvinder kan growle.

Her er et galleri fra Mark Stoumann herunder fra koncerten: