Anmeldelse af Sunken + Slyngel, d. 12.04.24 på Loppen, Christiania.

Det er sket meget på Christiania den sidste tid. Dog er aftenens koncert på Loppen det mest spændende, der sker i min verden på Fristaden.

Foto: Gabriel Leikersfeldt Rasmussen

Da jeg tog til Pest Fest i Pumpehuset sidste år, blev jeg mindet om, hvor godt et band Sunken er. Dengang var de aftenens første kunstner, og selv med kort spilletid var de imponerende, så en headlinerkoncert med gruppen kunne jeg alligevel ikke stå for. Men først et nyt skud på den danske black metalstamme.

Slyngel

Deres interessante udvalg af merchandise, der inkluderer pornofilm og sexlegetøj, lægger i hvert fald op til noget musik med særlig attitude. De blev dannet i 2022 og har en EP bag sig Wrath of Olympus (2023). Chris Rostoff (guitar), Mathias Selin (vokal), Jonas Hansen (bas) og Dusty (trommer) er med Slyngel ikke et projekt, jeg har hørt om før i aften. Men med erfaring fra bands som Shamash, Engraver og Steel Inferno er der ikke mangel på erfaring i line-uppen.

Musikken er rå og flabet black metal med hints af crust punk. Det hele går satans hurtigt, og allerede inde i det første nummer får Slyngel gjort det tydeligt for alle, at de er kommet for brænde hele lortet ned.

Energiniveauet er højt hos alle medlemmer. Særligt hos Selin, der med sit højt opsatte, sorte hår og nitter kommer godt rundt på scenen. Hans grimasser of gestikuleren kræver opmærksomhed, og vi er flere, der headbanger kraftigt. “Cerebus” og “The Last Son” er musikalsk cirkelsparkopvisninger i, hvordan man ikke kan stå stille. 

Midt i infernoet af black er der også plads til solide grooves og midttempo-sektioner, der tilføjer den helt rette variation til musikken. Dusty på trommer er en sand maskine, der får leveret en hensynsløs rytme-sektion med blast beats. 

Der bliver ikke snakket meget, men det gør ikke noget. Musikken er mere end rigeligt; en lussing af vildskab. “Nu sprænger vi en atombombe i luften,” siger Selin, inden “Nuclear Tower” spiller. Den sang lever virkelig op til sit navn.

Hvor meget tid, medlemmerne i Slyngel har til bandet uden for deres andre musikalske outputs, ved jeg ikke. Men skulle de bruge yderligere tid på at promovere og spille med Slyngel, så tropper jeg glædeligt op igen. Det her kan gå hen at blive stort.

Sunken

Tre blå lysstænger ligger på gulvet, og stilheden er faldet på, og forventningens glæde ligger i luften. Sunken træder ind, og røgmaskinen blæser en så voldsom masse ud i rummet, at medlemmerne bliver til silhuetter på scenen. For nogle bliver det for meget. Jeg har derimod følelsen af, at mystikken og det teatralske funkler via dette stunt.

Lyden er massiv. Den fylder rummet og gør atmosfæren levende, imens hver enkelt melodi og sørgende passage fremgår perfekt i lydbilledet. Man bliver ramt af en lyst til fordybelse, når man bliver præsenteret for Sunkens musik. Så mange følelser er lagt ind i sangene, at det til tider bliver rørende at stå i tågerne med bandet og give sig hen til det melankolske univers.

Langsomme opbygninger og de længere instrumentale stykker gør, at jeg må lukke øjnene for at få alle detaljerne med. Det er overvældende, hvor meget sorgen og desperationen i musikken og tekstuniverset formår at transformere sig til glæde og håb, når man står i den soniske storm. “Foragt” er ikke blevet spillet siden 2021, siger Martin Skyum Jensen. Det er en sand forkælelse af få spillet denne sang fra Livslede–albummet (2020). 

Vokalistens smerteskrig går lige i sjælen, og det kan virke helt berusende. Som publikum får vi headbanget, men ofte er vi henlagt i en mindre trance over, hvor majestætisk tragisk koncerten formår at være. “Departure” er en rejse, hvor magtdemonstrationen er komplet. Når black metal er mest effektivt, er, når den storladent omfavner de sværeste, mest vrede og selvdestruktive følelser, vi har, og på sin egen terapeutiske måde healer os. 

Det var en milepæl for Sunken, og jeg må placere dem som det bedste danske black metalband i Danmark i min bog efter Loppen-koncerten. Det var en kaskade af talentfuld, voldsom musik, hvor de af os, der var til stede, kom ud på den anden side med en oplevelse, der kommer til at tage tid at fordøje. Sådan er det med de store og smukke tragedier, de hænger fast og giver ikke slip. 

Lad mig holde fast og ikke glemme.

Se billeder fra Gabriel Leikersfeldt Rasmussen herunder: