Anmeldelse af: Unseen Faith – Prodigal Sons. Udgivet 17 marts 2023 via Prime Collective.

Efter fuldlængden ”Evoke”, der kom på gaden i 2020 og ligesom så mange andre udgivelser i den tid ikke fik lov til at få nær det liv, den havde fortjent, er aarhusianske Unseen Faith nu klar med nyt materiale – denne gang i form af EP’en ”Prodigal Sons”.

Udgivelsen består af fire sange, der alle er udkommet som singler over en periode, så lad os tage dem i kronologisk rækkefølge.

Første nummer, der blev udgivet, er ”Deadly Potential” med en feature af Mirza fra bandet Siamese. Sangen spilder ikke tiden og sparker lytteren i ansigtet med nedstemte guitarer, energiske trommer og råben og skrigen efter alle kunstens regler alt sammen smurt ind i, hvad der lyder som en disharmonisk synth, der fuldender kaosset. Efter en kort bro kommer vi så til omkvædet med førnævnte gæstevokal, og her studser jeg som lytter hurtigt over, at det på en eller anden måde føles en anelse malplaceret. På papiret burde det virke, da både bandet er dygtige komponister, og Mirza er en fremragende sanger, men skiftet i sangen forekommer en kende brat. Dette er synd, når stykkerne hver for sig fungerer fint, men inden man tænker for længe over det, er sangen i fuld gang igen med at mose mine trommehinder med først et breakdown og så endnu et, hvor tempoet liiige får et nøk ned. Sangen har alle elementer, jeg forventer fra Unseen Faith med chugs, breakdowns og melodier, og udover den lidt forvirrende fornemmelse med en ellers på papiret stensikker feature holder nummeret absolut.

Næste single er ”Hindsight”, der lægger ud med en synthintro, der nok skal gøre sig godt live til at få gang i publikum. Hvor “Deadly Potential” angriber lytteren med kaotisk energi, er Hindsight langt mere groovey og læner sig i et enormt dystert lydbillede. Her forekommer også en ret interessant akkordprogression, der er et dejligt afbræk fra genrens tendens til ellers at holde sig ret fast på grundtonen (som er nede og rode omkring et dybt drop-z), eller som vi siger i Jylland: ”at høwle på den dywe”. Sangen lader også bassen få mere plads i et vers, og især denne har fået en mere fremtrædende plads i lydbilledet på denne udgivelse, hvilket bidrager til de auditive mavepustere i de tungere stykker. Sangen viser også noget mere vokalvariation både i form af stykker med mere melodiøs råbesang og staccato-scream i et breakdown – efterhånden et signature move fra vokalisten, Alexander. Sangen slutter af med en kaotisk nedsmeltning, der forudsiger kommende ømme nakkemuskler for alle involverede.

Man må sige, at Unseen Faith formår at gøre sangene individuelt genkendelige fra første sekund, for tredje sang ”Love Hunger” lægger ud helt stille og roligt med en ren guitar, der et kort sekund kunne lede ens tanker hen mod Diablo. Inden man får tænkt længere over det, eksploderer sangen så i blastbeats og episk dystre leads. Igen viser vokalen lidt ekstra variation med en vekslen mellem growls og hardcoreråb. Som med Hindsight er der også en god portion groove i “Love Hunger”, der bidrager til dynamikken. Hen mod slutningen skifter sangen meget elegant over i en 3/4-taktart, hvilket desværre slutter alt for hurtigt – det stykke måtte de hjertens gerne have svælget mere i!

Sidste sang på EP’en er titelnummeret ”Prodigal Sons”, der lægger ud med en nærmest industrial intro, der dog hurtigt går videre til et dystert og melodisk tonstungt hook. Bedst som man tror, det vil blive en Unseen Faith-sang, som man kender den fra tidligere udgivelser – og ingen indvendinger herfra, havde dét været tilfældet – bliver “Prodigal Sons” så absolut det nummer, hvor der bliver leget mest med genrer. Alexanders vokal, der ellers generelt har en ret ligefrem kvalitet af kraft og præcision, får virkelig lov til at vride sig og spytte konsonanter på en måde, der giver den en langt mere ondskabsfuld karakter. Det orkestrale er også skruet helt op i dyster undergang, der straks bliver indfriet i et ækelt kromatisk breakdown, der bare bliver langsommere og langsommere. Generelt er hele sangen bare stykke efter stykke af velskrevne genremæssige overraskelser og så absolut den mest spændende af EP’en lille håndfuld numre.

Unseen Faith formår endnu en gang at vise international kaliber med deres blanding af deathcore og metalcore. EP’en lader ikke lytteren være i tvivl om, hvem der har skrevet den, samtidig med der kommer friske ideer til kompositionerne, således at det ikke udelukkende er ”mere af det samme”, omend det for nogle fans garanteret havde været acceptabelt nok. Sangene er lette at kende fra hinanden, og selvom de måske ikke alle har lige høj ørehængerkvalitet, er udgivelsen så absolut en fornøjelse. Nu håber jeg bare, den får mere vind i sejlene end sidste udgivelse, for drengene fra Aarhus fortjener det i dén grad.