Anmeldelse af: Hatesphere m .fl. Forbrændingen, Kbh. 06.10.2023.
Koncert nummer tre ud af fire denne uge. Ja, han kan stadig, den gamle hankat. Særligt når Death Thrash-veteranerne i Hatesphere spiller alle dem, jeg kan synge med på.
Foto: Tommy Skøtt
Men Aarhusianerne er ikke alene om at levere vild underholdning denne fredag. Med sig har de Chronicle og Persecutor. En aften med støjende dansk pigtrådsrock ude i Albertslund er lige den fredag, jeg trænger til.
Chronicle
Chronicle har en længere karriere bag sig. Med tre EP’er og tre fuldlængde udgivelser, hvorfra den ene Where Chaos Thrives er fra maj i år, er de i den grad et etableret navn på scenen. Jeg har desværre ikke haft den store fidus til bandet. Efter to liveoplevelser med dem på Aalborg Metal Festival 2017 og på Raise Your Horns 2021 kan jeg sagtens høre og se, at de har noget at byde på. Både teknisk og energimæssigt, men ellers er jeg ikke fanget. Men måske det kan ændre sig i aften.
Til at starte med var jeg forvirret, da jeg troede, at Persecutor spillede først. Jeg ankommer, to minutter før “de skal gå på” og kan fra entreen høre en intro over højtalerne. Men så brager det løs, og jeg er med det samme nysgerrig på, hvad det dog er for noget cool musik.
Imagine my surprise, da det er Chronicle, der står på scenen og spiller mega fed Death Metal. Jeg kommer vist til at ændre mine tidligere holdninger omkring bandet i aften.
Vokalen fra guitarist og bassist ligger godt op ad hinanden med skrig og brøl, enormt effektivt og selvsikkert samt varieret. Det er gumpetung død uden de store dikkedarer, men det er virkelig velspillet. Der er synkron-headbanging og stor entusiasme fra gruppen, og flere i publikum må da også nikke mere og mere med.
Deres trommeslager er et bæst bag tønderne, der holder stramt styr på løjerne, så de andre kan gøre deres bedste for at være så udadvendte som muligt. Der er samlet flere børn til koncerten. Lige der passer det nok fint, at der ikke er proppet i aften. På trods af at vi får rykket os rundt, så bliver det aldrig helt slås pit-agtigt som til feks. Thy Art Is Murder i mandags. Det er meget sikkert og hyggeligt at være med denne aften.
Vi er i sandhed taget ud til Forbrændingen i alle aldre. Det skaber en sej samhørighed for hele herligheden, vi passer på hinanden og nyder den musik, vi har tilfælles. Temposkift, toner og brøl er tydelige, props til lydmanden for en kongeindsat.
Der bliver sat i løb fra scenen ud i publikum, og “Where Chaos Thrives” får sat et solidt punktum på, at jeg har fejlbedømt Chronicle. Det her opfinder ikke den dybe tallerken, men når det er leveret med så meget glæde og godt håndværk, behøver det heller ikke være det nye Cannibal Corpse.
Det var faktisk alt for hurtigt overstået, folk var lige blevet rigtig varme, og jeg undrer mig kort over, om jeg kom for sent, eller at de muligvis startede tidligt. Men, nej, vi får ikke mere for den 25-øre. Jeg må se en headlinerkoncert med Chronicle snart.
Persecutor
Next up på scenen er Thrash-gruppen Persecutor. De blev dannet i 2012, dengang hed de Bloodline, skiftede navn til Desecrator, men er altså til sidst landet på det nuværende navn, under hvilket de også udgav deres debutalbum, Rebirth, i 2019.
Album nummer to, Vendetta, udkommer d. 13 oktober. De er fløjet under min egen musikradar, men jeg er heller ikke den mest ivrige Thrash-lytter. Jeg lagde faktisk først mærke til dem, da min veninde spurgte, om vi skulle ind og se deres releasekoncert på Urban 13 denne måned med Être og Rambuk. Nu tog jeg altså forskud på glæderne.
Der er solidt groove og nogle gedigne retro-toner over den her omgang metal. Spilleglæden er også i top hos denne gruppe og deres frontmand, der ligner heavymusikkens svar på Freddie Mercury, får bevæget sig godt rundt imellem de tre mikrofonstativer på scenen. Lyden er atter god, og alle instrumenter står stærkt.
Med deres festlige tråd og naturlige charme på scenen får Persecutor endda sat gang i en fin wall of death. Det er meget sing along-venligt, særligt på sange som “Sand of Sahara” og “Old School Thrash Metal”. Det her er et stensikkert fest-soundtrack. Der er ikke de store overraskelser i musikken, men når trommeslageren circle-headbanger, imens han tæsker sine tønder, så tæller det da også for noget. Persecutor er her for at tænde op under os uden så meget pis, og det lykkes i høj grad.
Der er mere pit, og vi synger med på melodien til “Legacy”. Forsangeren får da også lige crowdsurfet sig en tur. Sådan skal det simpelthen gøres, lige til stålet, boys. Jeg glæder mig allerede til at anmelde dem på Urban 13, hvor de får et længere set. Igen føles det som om, de spiller for kort tid. Men hellere sulten på mere end for mæt.
Hatesphere
Puha, min historie med Hatesphere strækker sig helt tilbage fra min første tid med det dersens Heavy Metal. “Serpent Smiles and Killer Eyes” udkom i 2006 og blæste mig bagover. Det var aggressivt, catchy, velskrevet og flabet på den rigtig fede måde, og siden da har jeg fulgt aarhusianerne trofast, igennem adskillige udskiftninger i line-uppen og fra den ene udgivelse til den næste.
De var en del af den nye bølge af DK-bands, der kom godt ud over landets grænser i 00’erne sammen med blandt andet Mnemic, Raunchy og Mercenary. Alle kunstnere, der betød meget i min Heavy Metal-opvækst.
Jeg har set flere koncerter med Hatesphere, end jeg kan tælle, og jeg kommer op på tre indtil videre alene i år: På Copenhagen Metal Fest, i aften og i morgen til Køge Metal Fest. De er på tour med det nye album, Hatred Reborn, fra marts i år; en udmærket banger. De skuffer aldrig på en scene, og deres semi-nye frontmand, Mathias Uldall, virker til, at han er landet godt i bandet. Så nu skulle Forbrændingen tæskes igennem med gamle klassikere og nye skæringer.
Der er røg på scenen, og “Hatred Reborn Tour Part 2” på Forbrændingen lægger ud med titelnummeret fra det nye album. Det er fedt at se, hvor mange der kan ordene.
De ældre får rystet håret, de unge ligeså, og dem, der er midt imellem (undertegnede), får smidt trøjen omkring, da “Resurrect With A Vengeance” opfordrer os til at bevæge hele ryggen. Det er livsbekræftende at se, at Hatesphere kan samle generationerne og bestemt ikke har mistet deres relevans.
Der kommer flere pits, og Mathias har god kontakt til publikum. Han mister pusten af og til, når han skal synge, men så meget, som han hopper rundt og skaber sig i glæde på scenen, så må det jo næsten ske. Forsangeren forstår at imødekomme sit publikum. Denne anmeldelser får sunget med på “Lies and Deceit”, og Uldall tager min telefon med en tur på scenen.
På gulvet synger vi med på intromelodien til “Drinking With the King of the Dead”. Desværre spiller bandet forkert og får hylet dem selv lidt ud af den. De finder dog rytmen igen, og “Forever War” klemmer mere bevægelse ud af os. “Hvad fuck er det?” udbryder Uldall med et grin, da nogen stikker ham en gummistøvle i hånden. Svaret er vist, at det er folk, der har det sjovt.
Det er ikke fordi at Hatesphere overrasker så meget på en scene de her dage, men med så meget erfaring som professionelle musikere kan de aldrig fejle helt, og de opper sig i aften for os, der har taget turen herud. Mathias kommer helt ned til de yngste fans til højre foran scenen, og effekten er tydelig. At høre et nummer som “Heaven Is Ready to Fall” i aften er guf for en halvgammel voksen som mig selv.
“Sickness Within” får lagt op til en glædesfyldt Wall of death, og vi lukker med masser af smil, både fra band og publikum. Min kæreste henter mig i bil, og jeg sidder på vejen hjem og glæder mig til at se Hatesphere igen om et par timer til Køge Metalfest 2023.
Imens denne anmeldelse bliver skrevet færdig, har de også offentliggjort et show med Mercenary og Lightchapter på Hotel Cecil d. 09.03.24. Mathias Uldall, Peter “Pepe” Lyse Hansen, Kasper Kirkegaard, Mike Park Nielsen og Jimmy Nedergaard skal nok sætte fut i os igen, vi ses!
Oplev billeder fra koncertarrangementet. Billederne er taget af Tommy Skøtt:
