Anmeldelse af: Rammstein. Odense Dyrskueplads, Fyn. 02. juni 2023.
Odense – og meget mere af Fyn også – var på den anden ende, fordi de tyske industrial-giganter var i byen. Det var blevet tid til Rammstein!
Foto: Mark Stoumann
Præcis 13 år er der gået, siden jeg sidst så mægtige Rammstein, hvor de dengang spillede til arrangementet Copenhagen Live.
Utroligt nok kan jeg ikke huske meget af koncerten trods ædruelighed, men stort set alle mennesker, jeg kender, har et forhold til Rammstein, og det kan derfor trække mange mennesker til, når tyskerne indtager landet (denne gang på en positiv måde).
Så derfor glædede jeg mig da eminent til, at jeg skulle opleve giganterne igen, hvor de over to koncerter denne weekend skal underholde næsten 95.000 publikummer(!).
Den lokale radio havde angiveligt ikke snakket om andet end de kommende koncerter hele fredagen, trafikmeldingerne nævnte specifikt begivenheden, hvorfor man skulle overveje sin færdsel forud og efter koncerten.
Hele Odense – og sikkert også andre steder med – have små koncertevents hele dagen, der var en pop-up-butik med merch, og generelt emmede byen af tysk feber, hvilket fik Væddeløbsbanen, hvor vi parkerede, til at minde om en mindre festivalplads.
Inde på selve Odense Dyrskueplads var der ikke tale om en scene, bandet skulle spille på: Det var en fabriksbygning i sig selv at se på, og jeg har aldrig set noget lignende.
Opvarmningen var Duo Abélard med piano-udgaver af Rammstein-sange. Det sagde mig ikke så meget, og for min skyld kunne anlægget godt have spillet mere Rammstein over anlægget.
Og SÅ blev det tid til Rammstein!
Som en lokal eksistens sagde, da vi provianterede tidligere på dagen: “Jeg gad godt se showet. Musikken siger mig ikke noget!”
Dét siger noget om Rammsteins liverygte, og selv hvis man ikke er fan af hver eneste sang, så er der lidt til øjnene – og lidt ild til at svitse de små hår på armene af, hvis man stod for tæt på scenen – så man kan blive underholdt uanset hvad.
Og det er så her, at jeg bliver nødt til at henvise til mine reportage-elementer i starten af denne anmeldelse, for det startede for mit vedkommende ikke så spændende ud.
Ikke fordi de spillede nogle sange, jeg ikke var så bekendt med, men fordi lyden simpelthen ikke var særligt god, den var faktisk en anelse mudret.
Guitarlyden er umiskendelig Rammstein på plade og live, men denne aften var det svært at samle elementerne, og værst var det næsten, at forsanger, Till Lindemanns, vokal kun i sjældne perioder gik rent igennem, så man kunne opfange den tyske lyrik.
Rammstein er så velsmurt en maskine, at de kan kopiere/indsæt, hvad de laver, og så fungerer opskriften næste gang. Og man behøver endda ikke have publikumskontakt med ord eller påpege, hvor man er i verden.
Jeg er sikker på, at folk havde en euforisk aften, og jeg skal da ikke lyve, når jeg siger, at alt spillede på scenen med deres effekter, også selvom man har set det før live eller på video.
Vejret var godt, selskabet var godt og… dér var de reportageelementer igen, for selvom jeg skrålede med på “Sonne”, dræbte stemmen til den obligatoriske “Du Hast” og så videre og så videre, så forlod jeg ikke den odenseanske dyrskueplads med en følelse af, at jeg havde set et eminent show; jeg følte mere, at det havde været en helstøbt dejlig dag, der gav en forsmag på, hvad man har i vente på Copenhell rent stemningsmæssigt.
Og så var Rammstein på en måde omdrejningspunktet.
Jeg skal lige slå fast med det samme: Folk havde en fest, og jeg overhørte flere personer, der sagde, at de havde oppet den gevaldigt, men for mig bliver det lidt bedaget, når man HAR set Till bruge alskens ildudstyr til at “brænde” keyboardspilleren, Flake, i en stor gryde flere gange, eller der bliver skudt fyrværkeri af over scenen, blæst konfetti over os publikummer, men… den slags sker også nytårsaften, og der sætter jeg alligevel mest pris på festen den dag.
Men Rammstein behøver IKKE ændre formularen, for den holder, og der er altid nye fans, der skal/bør opleve det, og ældre fans, der valfarter lande og riger rundt for at se de samme gimmicks – de bed bare ikke på mig denne aften.
Så det var en festdag, hvor Rammstein endte med at blive samlingspunktet for en fed oplevelse, men hvor jeg stadig gik derfra med minderne om vejret, vennerne, turen og alle de andre ting omkring koncerten.
Mark Stoumann bringer dig flere billeder fra koncerten her:
