Lyt til anmeldelsen her
Anmeldelse af: Alice Cooper og Michael Monroe. KB Hallen, København. 06. juni 2022.
En guillotine. En tophat. Tre guitarer og en levende legende. Det er mandag og du er til koncert med Alice Cooper.
Foto: Anders Gross Mikkelsen
Michael Monroe – Nitroglycerin i kaffen
Det første, jeg bemærker, er et par ekstremt lange ben iført de strammeste jeans, jeg har set, siden jeg hang ud med emoerne i Kongens Have.
Benene sidder på Michael Monroe, der fra første sekund eksploderer ud over hele scenen i et vanvittigt, uhæmmet kaos af rock and roll.
Derpå følger, hvad der virker som en ustoppelig hitparade i resten af bandets spilletid på KB hallens store scene.
Michael Monroe som frontman er en oplevelse.
Hans band fyrer soloer af med livet som indsats, mens han svinger i vildskab med mikrofonstativet, kaster med vifter og adskillige gange under koncerten går i perfekt spagat hele vejen ned til gulvet til stort bifald fra salen.
Iført kaptajnshat vrænger han ømme saxofonsoloer ud over salen, der får selv de mest hardcore battlevest-bros til at blive en smule varme i kinderne. Musikken er enkel og ligefrem, der er noget primalt og hypnotisk over hele oplevelsen, og det er umuligt at stå stille.
Min første tanke er, at det her føles utroligt amerikansk. På en måde har jeg ret i fornemmelsen, men det er ikke fordi, at her er en 59-årig finne, der vel nok aber efter sine idoler.
Nej, den tidligere Hanoi Rocks frontmand er en levende legende, der har været med til at grundlægge en hel æstetisk bevægelse, har været levende inspiration for Mötley Crüe og skabte røre i andedammens 1980’ernes Hollywood med sit karakteristiske stagelook.
Hele koncerten er super underholdende. Der bliver ikke sagt ret meget, og bandet buldrer derudaf som et en løbsk veteranbil med motoren fyldt af nitroglycerin.
Lyrikken fortaber sig i kaosset, men det er lige meget. Der bliver sunget noget om rock and roll, og essensen heraf skydes direkte ind i årene på publikum. Det er smadret på den helt perfekte, svedglinsende måde.
Her et et band, hvor frontmanden har et ekstremt fintfølende publikumstække, der kun kommer ved at have tilbragt en hel menneskealder på scenen.
Energimæssigt og musikalsk er Michael Monroe et rigtigt godt match til aftenens hovednavn. Salen bliver rusket grundigt i gang, og man får et skud af underlighed på den gode måde, som letter overgangen fra hverdagen ind i Alice Coopers horror-tegneserie-univers.
Alice Cooper – Kongen vender tilbage
To kæmpe øjne, badet i blåt lys, stirrer ud over os fra det kæmpemæssige fortæppe.
Pludseligt vækkes de til live med ildevarslende røde projektører.
“Welcome to Alice Cooper’s Nightmare Castle. You’re all doomed!”
Scenetæppet falder dramatisk med et brag og afslører en scenografi, der er Tivoli værdig.
Et stort, spooky horror-slot komplet med tårne, trapper og en stor port, som Mr. Cooper himself på dramatisk vis kommer ud af, badet i en sky af røg. Hell yeah!!
Iført tophat og stok spankulerer han rundt på den store catwalk, der er sat op i fronten af scenen. Snart befinder han sig på toppen af slottet, hvorfra han dirigerer slagets gang til tonerne af “Feed my Frankenstein”.
Livebandet spiller fænomenalt og især guitarist Nita Strauss er flere gange tæt på at stjæle hele showet med sin enorme karisma og virtuose guitarspil.
Eneste element, der lægger en dæmper på glæden, er lyden. Den er til begge koncerter underligt mudret, som om alle musikkens elementer er alt for høje på en gang, uanset hvor man står i salen. Det virker til at være et generelt problem ved den type koncerter i KB Hallen, hvilket er ærgerligt, for det er et dejlig venue ellers.
Igennem det næsten to timer lange show kommer vi rundt i alle de store hits.
Hver eneste sang har sit eget udstyrsstykke af scenografi, special effects og aktører.
Som i en musikalsk udgave af kult horror-serien “Tales From The Crypt” møder vi et broget galleri af spøgelsesbrude, djævledamer, seriemordere, spændetrøjer og døde babyer.
Apropos sidste punkt, så er vi under “Dead Babies” vidne til den ikoniske guillotine-scene.
Et vaskeægte scenemagi-trick, der blev designet til Coopers spektakulære roadshow af illusionist-legenden The Amazing Randi. I aften bliver den udført af hans kone, Sheryl, der som en shock-rockens Salome danser rundt og kysser Coopers afhuggede hoved.
Vi runder også en flere minutter lang instrumental-jam, der indeholder den længste trommesolo, jeg har hørt i mands minde.
“Hvorfor?” Kunne man fristes til at spørge.
Svaret er: “Hvorfor ikke?”
Dette beskriver egentligt showet og hele Alice Coopers lange og utroligt varierede karriere. Det er hans scene, så han gør lige præcist, hvad han har lyst til.
Det gør han især på ekstranummeret “School’s Out”, hvor Michael Monroe er med som gæst, og hele scenen er badet i regnbuefarver, konfetti og balloner på størrelse med en mindre personbil.
Det er kun Alice Cooper, der kan slippe helskindet afsted med den slags.
I hele showet er detaljegraden ekstremt høj, og der er ikke hoppet over, hvor gærdet er lavest.
Til trods for det massive udstyrsstykke er der ikke en finger at sætte på samspillet, produktionen eller nærværet for fra Alice Cooper og de mange aktører, der er på scenen den aften. Uanset hvor man står i salen, kan man mærke musikken og energien, der gang på gang magnetisk trækker din opmærksomhed op på scenen.
Det eneste univers, hvor konfettispyende kæmpedæmonbabyer, giga-balloner, simuleret drab på teenage-fans på scenen af Jason Vorhees, sæbebobler og casual nekrofili-temaer kan forenes og tryllebinde et helt publikum, det er på scenen til et Alice Cooper-show!
Gennem sin 54 år lange karriere har han prøvet alt og er en absolut levende legende.
Manden pionerede fusionen af horror og rock – et stilistisk valg, der har haft altafgørende indflydelse på hele rockens og metallens genretræ.
Alice Cooper er ikke kun et samtidigt musikhistorisk casestudy. Han en af de sidste ægte rockstars af den gamle skuffe, og gammelt guld ruster ikke.
Han kan alt, og han må derfor alt. Så overgiv dig til tegneserieuniverset og de døde baby-jokes. Det hele er jo ment med et glimt i øjet.
Galleri af Mikkelsen-Photo:
