Endnu engang var det blevet tid til den årlige Roskilde Festival. Alkohol, fest, farver og fed musik, var ugens menu og sikke et måltid.
… og grænser bliver der brudt mange af. Det kan man ikke undgå på en festival, hvor man ligger i sprit syv dage i træk og fester til langt ud på morgenen hver dag. Men hvad er efterhånden vigtigst på Roskilde festival? Er det selve festen eller musikken? For mange vælger meget musik fra for kun at feste, og for et musik-hoved som jeg selv kan det være svært at forstå.
Roskilde festival har de senere år fået en del konkurrence fra andre festivaller, som også prøver på at have et så bredt musikprogram som muligt. Derfor er det med glæde i øjnene at vidne, at festivallen har så meget rock og metal at byde på i år, ja faktisk, så meget at man ikke kan nå at opleve det hele. Det er simpelthen bare at gå på opdagelse i den store musikalske jungle.
Jeg tager i hvert fald hatten af og takker for det flotte program, som Roskilde festival kunne præsentere i år.
Anmeldelser:
Bersærk 3,5 / 5, Rising scene
Bring Me The Horizon 4 / 5, Arena (29. juni) Metalcore af bedste skuffe! Om publikum var kommet for at se hele bandet, eller om de var kommet for at kigge på forsanger Oliver Sykes’, skal jeg ikke kunne udtale mig om. Men han er absolut frontmand i Bring Me The Horizon. Ikke desto mindre er bandet en liveoplevelse værdig, og Oliver Sykes’ veksling imellem clean vokal og growl er noget af det bedste indenfor genren. Så der skal kastes horn og fuck fingre i luften for dette band.
Thrash metal bandet Slayer massakrerede Roskildes Arena scene onsdag aften. Jeg stillede mig ind i pitten i højre side sammen med min kammerat. Så min notesblok er ganske tom for stikord. For mægtige Slayer hviler ikke på laurbærrene, og det gør deres fans heller ikke. Vi væltede rundt i pitten og moshede til “Angel of death”, “South of Heaven og “Raining Blood”. Forsanger Tom Arayas smil bevidner bare, at folkets vildskab bar frugt, og man følte, at man havde kommunikeret med bandet uden at snakke sammen. Fantastisk følelse.
Red Hot Chili Peppers 3 / 5, Orange (29. juni) Et band, der virkelig havde noget at bevise på dette års Roskilde, var funk/rock bandet Red Hot Chili Peppers. Efter en skandaløs koncert på orange i 2007 fik de chancen for at genopfinde sig selv i 2016. En chance de desværre ikke greb til fulde. Ingen tvivl om at stemningen var fantastisk under de gamle sange, men bandet nåede aldrig at give en underholdningsværdi på 100%. Holdbarhededatoen på disse chili peppers er snart overskredet. Det var dog markant bedre end 2007, men desværre slet ikke godt nok.
Tenacious D 4 / 5, Orange (30. juni) De midaldrende mænd Kyle Gass og Jack Black leverede et morsomt og velspillet show på orange scene torsdag nat. Hvis man gik og troede, at disse musikere kun var sjove på film og CD, kan man godt tro om igen. Bandet skal opleves live, da de her leverer lige så godt på scenen. Masser af humor og fede sange. Ikke mindst sangen “Dio” som hylder sangeren Ronnie James Dio, men også den mere hårde “The Metal”, som hylder metal musikken generelt. “You can’t kill the metal!”