Anmeldelse af: Nickelback – Get Rollin’. Udgivet 18. november 2022 via BMG.
Klicheerne står i kø på verdens yndlings-hadebands nyeste album, Get Rollin’, men er det nu også skidt?
Canadiske Nickelback – der meget muligt er verdens mest hadede band – er nu aktuelle med deres intet mindre end tiende album, Get Rollin’. Der er nærmest gået sport i at hade Nickelback i en sådan grad, at man indimellem overvejer, om folk overhovedet har lyttet til Nickelback, du ved – udover “Photograph” og “How You Remind Me”. Bandet er nemlig mere end bare hitsene. Der er skam tidspunkter, hvor Nickelback spiller decideret tungt.
Det er der også på Get Rollin’, som faktisk starter pænt tungt ud. Det swinger faktisk noget bedre, end man med ens forudindtagne holdninger forventede på de to første numre. Chad Kroeger synger ganske glimrende og passer godt ind til de tungere rytmer. Bevares, der er ikke noget originalitet at spore, og flere af riffsene er lige generiske nok, men håndværket er veludført. Det er tungt til den poppede side, men også poppet til den tunge side og lægger sig lidt i et ingenmandsland, hvor man måske håber at kunne fange lidt i begge lejre. Det her passer perfekt til MyROCK-segmentet.
Det tunge groove klæder dog gruppen, omend det engang imellem bliver lige gumpetungt og sløvt nok, til trods for at lide af de samme problemer som resten af pladen. Det kommer vi til.
‘Tungt’ er dog som nævnt ikke det, Nickelback er mest kendt for. De er frem for alt kendt for den mere poppede rock, og den er der i høj grad også meget af på dette album. Bandet flirter en del med nogle ret heftige country-inspirationer igennem albummet, og særligt galt går dette på nummeret “High Time”, der mest af alt lyder som Nickelback, der prøver at spille Metallica, der prøver at spille Lynyrd Skynyrd. Det lander ikke her og viser atter engang problemet med Nickelback, nemlig at deres musik ofte bliver for karikeret og klichéfyldt.
Alt bliver gjort efter forskrifterne, der er ikke rigtigt plads til noget leg i løbet af numrene. Det virker streamlined og som støbt ud af en formel. Der er absolut intet overraskende igennem hele pladens længde, foruden at nogle numre er en anelse tungere, end hvad man måske havde forventet.
Man kan mærke, at der bestemt er en kærlighed, der kræser omkring musikken, men det skinner desværre ikke særligt godt igennem musikalsk. På sin vis virker samtlige numre nærmest parodiske i kraft af deres enorme brug af klicheer og vanvittigt intetsigende 1:1-tekster. Selv de tunge numre har tekster, der bør få lytterens tæer til at trække sig sammen. Det må næsten være bevidst, at det hele skal virke så kikset, som det indimellem kommer til i løbet af dette album, for kikset det er helheden i den grad. Det skinner dog unægteligt igennem, at bandet alt i alt spiller godt, og at de da helt klart også har styr på at skrue den her type musik sammen. På mange måder lyder Nickelback lidt henad Metallicas Load/Reload-periode med en mere moderne produktion og en til tider lige lidt for popper tilgang til musikken på godt og ondt.
De poppede numre ville formentlig kunne klare sig glimrende på adskillige radiokanaler herhjemme, da disse naturligvis også er formfuldendte i en sådan grad, at man får svært ved ikke at trykke på skip-knappen. Flere gange, imens jeg lytter pladen igennem, glemmer jeg, at jeg lytter til albummet og får ved et nyt nummers start spontant lyst til at skifte videre. Det må man bare desværre ikke som anmelder; eller, det må man godt, men hvad er pointen så?
Selv poppen er enormt veludført og måske på mange punkter FOR veludført. Det bliver decideret kedeligt, forudsigeligt og intetsigende dumt i både udtryk og tekst. Albummets sidste nummer, “Just One More”, lyder sågar grangiveligt som et mix mellem Miley Cyrus og Gossip.
Generelt formår Nickelback flere gange igennem albummet at lyde som en knap så overbevisende version af andre bands og kunstnere.
Produktionen på albummet er til den mere moderne side. Der er rigeligt knald på særligt guitarerne og trommerne, hvor især de distortede guitarer lyder tunge og sprøde. Lyden i de akustiske stykker er også behagelige, og albummet har på sin vis en ganske velbalanceret produktion, hvis nu ikke at den samtidig var kompresset lige til den gode side. Lyden er slet og ret ikke synderligt dynamisk på dette album, hvor instrumenterne hele tiden lader til at skulle kæmpe om lytterens opmærksomhed i stedet for at lade den opmærksomme lytter finde dem.
Det bliver til den gode side, og ens ører kan godt køre træt i det ret hurtigt.
Instrumenterne er velspillede igennem albummet, men også på sin vis utroligt intetsigende. Der er masser af soli, og indimellem er de også næsten fede. Trommespillet er igennem hele pladen utroligt standardiseret og kedeligt at lytte til. Havde man leget bare en smule mere her, havde sangene formentlig fået et helt andet og mere interessant liv.
Nickelback viser, at de er et band, der forstår sig på at levere musik, som kan tiltale den brede lytterskare, og som uden tvivl vil kunne vække følelser hos langt de fleste. Om disse følelser så for manges vedkommende vil være had – til trods for den måske ikke altid er helt fortjent – eller kærlighed til den musik, som passer bedst til at blive hørt og ikke lyttet til.
Nickelback tiltaler i hvert fald mange mennesker med den poppede miskmask af en rockplade, som de netop har udgivet. Bandet kommer vidt omkring, men virker mest af alt som en parodi eller en karikatur på andre bands og genrer. Det virker aldrig helt ægte til trods for god udførelse. Musikken udføres som den bør, og måske også lidt for tæt på opskriften for eget bedste. På Get Rollin’ bliver det i hvert fald trægt, og for langt imellem noget, der kunne være et scoop.
