Anmeldelse af: Alestorm + Heidra + Vansind + TROLD. VoxHall, Aarhus. 21. november 2023.
Alestorm sejlede ud i den blå horisont på de bølger, der styrer deres skæbne.
Foto: Rolf Meldgaard / www.rolfrawphotography.dk
Hvad er federe end at tage til koncert på en tirsdag? Tage til koncert på en tirsdag og blive forsinket af DSB, så man misser store dele af første supportband. Det er i hvert fald det, der sker for os i aften. Vi ankommer dog i fin tid for at se den sidste halvdel af TROLD.
Vikingefest i Valhalla
“En Kiste Fuld Af Minder” er i fuld gang ved vores entré. Sidst, undertegnede beskæftigede sig med TROLD, var det en ganske fin oplevelse. Vi lavede ovenikøbet et interview af bandet (Faktisk kun guitarist, Jesper Myrup) der ikke landede hos bandet som tilsigtet, grundet interne vandproblemer.
Siden det interview har Trold ændret deres lineup. DET INTERVIEW LAVEDE BJØRN BAVNGAARD KUN FORDI, METAL A DAYS REDAKTØR, ANDERS LUNDTANG, TVANG HAM TIL DET (SEND HJÆLP, DETTE ER IKKE FOR SJOV) (bemeldte anmelder er sendt i skammekrogen for at afsløre redaktionelle hemmeligheder. red.).
De har smidt tidligere vokalist, Astor Palsson, ud og fået Jardén Schlesinger fra Sylvatica på vokal. Og allerede fra start er det tydeligt, at TROLD har mistet en af de vigtigste komponenter. Det musikalske er, som det plejer: lumsk, drilsk og med et glimt i øjet, når der bliver sunget om skattejagt og troldefest. Men det føles ikke lige så autentisk som andre gange, vi har set TROLD.
Selvom vokalen ikke er i top, så er de fremmødtes feststemning bestemt. Man skal ikke skue længe for at få øje på koncertgængere i fuld udklædning. Pirathatte og klap for øjet er ikke underligt at få øje på. Troldene på scenen er ligeledes klædt ud og har en lige så stor fest som publikummet. Guitarist Jesper Myrup synger morsomt med på omkvædet i “Sensommernat”, og vokalist, Jardén Schlesinger, hopper tegneserieagtigt rundt på scenen og gestikulerer drilsk under nummeret “Trolden og Jomfruen”. Man kan håbe på, at han til en anden gang er blevet lige så god til at huske teksterne, som han er til at danse.
TROLD er ikke det eneste folkemetalband, vi får lov at se i aften. Aftenens andet navn, Vansind, beskæftiger sig også med genren. I modsætning til TROLD spiller Vansind folkemetal med vægt på det historiske. Der er mere om sagaer, vikingehistorier og blodhævn. Det er ikke fjollet på samme måde som TROLD. Det blæsende vikingehorn, der bliver spillet ved bandets entré, vækker kampånden i de blodtørstige koncertgængere på forreste række.
Normalt har folkemetalbands lyd lige så tragisk som ragnarok, men Vansind formår det uopnåelige. Vansind formår nemlig at have god lyd – som et folkemetalband! Det er altså sjældent, det sker. Der er mange ting, der skal tages højde for. Især med Vansind. Først og fremmest er der to vokaler, der ikke skal overdøve hinanden. Rikke Klint Johansen skal også have plads i lydbilledet, om hun spiller sækkepibe, blokfløjte eller klaver. Alt dét oveni Danni Jelsgaards vanvittig kompetente trommespil, som ikke skal drukne resten i lydbilledet.
Det er en fornøjelse at se Vansind live. Man får helt lyst til at sejle til England og plyndre en stakkels landsby. Hvis vores bestialske viljekraft var lige så god som Vansinds spilleglæde, kunne det være, at vi fik plyndret en landsby før eller siden.
“Den Farefulde Færd” fungerer, som den altid gør, men allerstærkest i aften står nummeret “Håbet Er Sort”, der musikalsk får Vansind til at skinne som en nysleben økse. Vansind har læst formularbogen for folkemetal lige så grundigt, som de gamle islændinge har læst Eddaen. Men så godt som det er, jo trættende kan det også hurtigt blive med sækkepibe-hurlumhej og diverse komponenter.
Vi går glip af Heidra, da vores udsendte må bedrage sig ud i Aarhus’ mørke gågader for at forsyne sig selv med en velfortjent omgang aftensmad. Naturligvis er vi tilbage til den store piratfest og klar til at se Alestorm sætte sejl og tage os med på en vaske ægte eventyrrejse.
Sejltur med de gale pirater
Alestorm er sådan et band, som alle har set mindst én gang efterhånden. Nogen kan lide det, mens andre tager sig på panden og får grå hår af Alestorms fjollede tematik og underlig sangtekster. Heldigvis er vores udsendte ikke sidstnævnte, så det er med åbent sind, vi bevæger os op foran scenen, inden koncerten går i gang. Da alle i aften er kommet for at se de skøre pirater, er der efterhånden begyndt at være lige lovligt fyldt i koncertsalen. Både med de normale koncertgængere, men også dem, der er gået all in med piratkostumer og badeænder.
Alestorm sætter sejl med deres sædvanlige åbningsnummer, “Keelhauled”. Det hurtige nummer føles som et sus over de syv verdenshave, og moshpits i massevis bryder ud på dansegulvet, som om publikum slås om et skibs sidste flaske rom på en piratekspedition, der har varet længere end forventet.
En ting, der bekymrede undertegnede, var det faktum, at vokalist og keytarist, Chris Bowes’, far døde få dage inden dette danske show. Trods de tragiske omstændigheder udstråler Bowes stadig en enorm glæde for, at folk er mødt op – også selvom man godt kan mærke, at alting ikke er okay indimellem. Det er specielt tydeligt på det følelsesladet havskruenummeret “Nancy The Tavern Wench”, hvor Bowes ender med at græde på scenen, mens han skråler teksterne ud. Vi håber alt ender godt for Bowes, og at han er okay.
Alestorm har på forhånd lovet nogle ældre numre på denne tour. Der bliver spillet “Walk The Plank” og glimrende “Wenches & Mead”, som skaber en fin kontrast til alle de sædvanlige numre. Yderligere bliver både “1741 (The Battle of Cartagena)” og “Captain Morgan’s Revenge” spillet, som indiskutabelt er nogle af deres allerstærkeste Alestorm-numre.
Det er Alestorm, som man kender dem, især hvis man ser dem for fjerde gang, som undertegnede gør. Hvis man har mod på at pakke fordommene om folkemetal væk og finde skattekort og kanonkugler frem i stedet, så skal man nok have en god oplevelse med Alestorm. Det var også vores oplevelse i aften med Alestorm, der – som sædvanligt – hæv os med på en spændende piratekspedition over verdenshavene.
