Anmeldelse af. Joe Satriani. Amager Bio, Kbh. 03. april 2023.

Mandag aften gav Amager Bio sceneplads til én af de største guitarister verdenen endnu har set.

Foto: Anders Groos Mikkelsen

Solen kaster lange skygger i gården ude foran Amager Bio. Foråret har velsignet os med et smukt vejr, som sætter stemningen for, hvad der er i vente for det udsolgte spillested, Amager Bio.

Spillestedet er propfyldt og summer med spænding. 20.02 bliver spændingen forløst, da guitartroldmanden Joe Satriani indtager scenen.

I sort t-shirt og kæmpesolbriller sætter Satriani øjeblikkeligt stemningen for koncerten. Sangen “Nineteen Eighty” giver en glad melodi, som projekterer publikum ind i Satrianis soniske univers.

Publikum er langsomme til at komme i gang, der kan ses en del rokkende hoveder blandt publikum, men moshpits skal man lede længe efter; det er ikke den slags koncert, vi skal overvære.

Satrianis projektorskærm fungerer som en delt udstilling af hans filmografi af musikvideoer og delt 3. semester kunsthistorieudstilling. Der er ingen tvivl om de æstetiske valg, der er blevet truffet forud for touren. Dette visuelle fokuspunkt giver publikum en mulighed for at kunne fokusere på andet end Satriani og band.

Der hersker ingen tvivl om, hvem målgruppen er for Satriani. Gennemsnitsalderen faldt betydeligt ved anmeldernes ankomst til Amager Bio. Dette viser Satrianis fans dedikation til ham og hans kunst samt hans status som en levende guitargud blandt dødelige.

Er man ikke til guitarcentrisk musik, er man klart gået forkert. Der er ikke set så mange guitarentusiaster samlet ét sted siden Kulturnat i 4Sound, da de stadig havde åbne døre.

Der findes en gammel tro blandt guitarister: hvis man ikke skære ansigter, mens man spiller, så har man ingen feeling med den musik, man laver. Denne overbevisning lever Satriani til fulde. Mængden af ansigter, han formår at lave gennem hele koncerten – for ikke at tale om antallet han laver i løbet af én enkelt sang – er forbløffende udover al forståelse.

Satriani viser på ingen måde, at han er blevet gammel, tværtimod. Indtil der bliver holdt pause midt i koncerten. Pauser er som regel forbeholdt kunstnerskift eller klimaks i teaterforestillinger, men ikke når det kun er ét navn, som står på listen. Pausen bliver markeret slut ved trommeslager, Kenny Aronoff, som prompte starter en trommesolo. Sveden pibler frem på hans kronragede isse, mens Aronoff får frit lejde til at gøre præcis, som han har lyst til bag trommesættet, i hvert fald indtil Satriani har lyst til at spille igen.

Der hersker ingen tvivl om den tekniske virtuositet, som Satriani og band besidder. Sonisk, såvel som visuelt, er dette en oplevelse, man skal lede længe andetsteds. Dette burde ikke komme som en overraskelse for nogen; Satriani har trods alt gjort dette i snart 40 år.

Hans betagende guitarspil og den manglende bevægelse blandt publikum giver en fornemmelse af, at denne koncert havde været bedre tjent ved siddepladser fremfor ståpladser. Publikum opnår en trancelignende tilstand, som fuldstændig fjerner krop fra sind, mens man flyder på en sky konstrueret af Satrianis melodier.

Satriani behøver ikke at skulle bevise noget overfor nogen som helst. Dette frisind giver ham mulighed for at kunne puste et liv ind i sin koncert, som sjældent ses i nyere populærmusik.

Satriani udstråler, at han spiller guitar ligeså meget for sig selv, som han gør for publikum, og dette er forunderligt at overvære.

Koncerten havde været bedre tjent med siddepladser, da dette var mere kunstudstilling end moshfest. Var man kommet for at lytte til sublimt musisk håndværk, blev man i hvert fald ikke skuffet. Aftenen havde det hele fra trommesolo til keyboardsolo og ikke mindst guitarsolo.

Satriani er klart en koncert, man kan tage til flere gange, da det er en fornøjelse at se, hvordan han tryllebinder publikum gennem sit magiske guitarspil.

Anders Groos Mikkelsen giver dig flere billeder fra aftenen her: