Som en supernova fra det tabte paradis

Kl. 10:00 stod jeg af Oslobåden, og kl. 19:00 åbnede dørene til næste koncert. Jeg kender ikke til konceptet at stå stille. To dage på Copenhell Metal Cruise havde sat sine spor, men da jeg gik til køjs tidligt om lørdagen, så havde jeg energi til at glæde mig til turen til Falconersalen. 

Blind8

Det ukrainske band er en helt ny størrelse for mig, men vi er da samlet et par stykker i salen. Med kun ét album fra 2022, More Than One, er de sikkert ukendte for de fleste, men lad os se, hvad det kan.

Fra første nummer er det klart, at vi har at gøre med meget poleret metalcore i skæret fra de røde lamper. Min veninde bemærker endda, at forsangeren ligner Beau Bokan fra Blessthefall. Det har alle elementerne, vi kender fra genren: breakdowns og kombinationen af ren sang og growl. Dette klarer deres vokalist i øvrigt ganske fint, selv hans semi-rap slipper han ok fra. 

Problemet ligger dog i, at det hele er hørt så mange gange før og bedre. Det er forudsigeligt, og bandets forsøg på at få liv i gæsterne har ingen synderlig effekt. Der præsenteres en QR-kode, man kan scanne, for at hjælpe Ukraine, og de taler om tragedien i deres land. Der er vist ikke nogen tilstede i salen, der ikke føler sympati med Blind8 i det øjeblik.

De får små 20 minutter at gøre godt med; det er ikke nok til at overbevise publikum, og opfordringen til at hoppe bliver atter mødt at stille respons. Bevares, det er nogle gange hårdt at være support, men måske der kunne ske mere på en mindre scene, for der var spor af hooks i sangene. De rungede blot lidt tomt ud i Falkonersalen denne aften.

Annisokay

Dette post-hardcore band blev dannet i 2007 og har kastet fem albums af sig. Det nyeste er Aurora fra 2021. Jeg husker det som en udmærket metalcore-skive, men det var med Arms (2018), at jeg selv blev fan, særligt nummeret “Sea of Trees”. Dette album var med deres tidligere screamer, Dave Grunewald. Disse dage er det Rudi Schwarzer, der håndterer growlen, og på clean vokal og guitar har vi Christoph Wieczorek, samt Peter Leikhardt på bas. 

Fra første note er det tydeligt at høre, at vi har at gøre med et langt hårdere indslag end forrige band. Det er både langt tungere og aggressivt, og så er omkvædene i sange som “Throne of the Sunset”, “Ultraviolet” og “Like A Parasite” større og meget mere fængende. Under sidstnævnte nummer kommer Sharon Den Adel (Within Temptation-sangerinden) og låner sin prægtige stemme til sangen. Jeg har også hørt flere tale om at se frem til netop dette supportband. Bifaldet er også væsentligt højere under tyskernes show. 

Dette er gruppens første danske show, og det slipper de faktisk hæderligt fra. Med et cover af “One Step Closer” med Linkin Park er vi flere, der bouncer. Men når man kun har 30 minutter at lege i, så havde jeg foretrukket et af deres egne numre. “Human” og “Calamity” og den vrede “STFU” lukker koncerten. Dette var i øvrigt sidste gang, man kunne opleve trommeslager, Nico Vaeen, på trommer, da han forlader Annisokay efter denne del af deres tour. 

Jeg fik ikke et eneste nummer fra Arms, men jeg tror, at flere blev fans i aften, selv om størstedelen tydeligvis stadig var kommer for headlineren. 

Within Temptation

Fra Valby Hallen til Wacken Open Air og til Horsens hvor min sidste oplevelse med det hollandske band fandt sted på Jailbreak i 2023. Dengang fik de topkarakter for et mildest talt imponerende show. Hvor ville de lande denne søndag på deres Bleed Out Tour 2024.

Der er sat søjler op på scenen samt lysekroner, og ind kommer Jeroen Van Veen (bas), Martijn Spierenburg (keyboards), Ruud Jolie (leadguitar), Mike Coolen (trommer), Stefan Helleblad (rytmeguitar) og naturligvis Sharon Den Adel. Forsangerinden er iklædt en slags gotisk maske, og netop med scene-setuppet rammer bandet lige ned i netop den stemning. Men før vi kan vinde blikket og ørene imod det musikalske ophav, der afspejler kulisserne, skal vi ud i en bunke sange fra Bleed Out (2023).

“We Go To War”, “Bleed Out” og “Ritual” er udmærkede numre, men det er først på “Shed My Skin”, at de nye skæringer vokser for alvor. Annisokay er med på sidstnævnte, og det fungerer rigtig godt live, det er en tung og vred salme. Der er skærme imellem søjlerne, der viser forskellige billeder, som en statue, der græder blod, og lignende dramatiske billeder. “The Reckoning” fra Resist (2019) er en favorit hos mig, og med sin aggressive opbygning og groove begynder koncerten at løfte sig.

Efter et par dage til søs er min stemme lidt medtaget, men jeg må alligevel udfordre den til rockende “Shot In the Dark” fra The Unforgiving (2011) og symfoniske “Stand My Ground” fra The Silent Force (2004), hvor der vises voldsom regn på skærmene. Publikum får sunget med, men en stor del vælger også at observere røgsøjlerne og det dramatiske metalteater stillestående. Måske var der mere knald på inde i midten end ude i venstre side, hvor jeg stod med mine veninder. De to følte den heldigvis lige så meget som mig.

Men uagtet publikums deltagelse, så kommer man ikke udenom, hvor mange velskrevne sange Within Temptation har. “Supernova” dedikeres til Sharons far, der ikke er her længere, og vi opfordres til at tænke på vores egne kære. Jeg sender omsorgsfulde tanker af sted til min egen mor, der forsvandt til demens. De mange opfordringer til fællesklap bliver dog en smule enerverende i længden. Det bliver lidt for meget one trick-pony-syndrom til sidst. 

Dog er “Angels” et kæmpe højdepunkt, da jeg ikke har oplevet dem spille den nogle af de tre gange, jeg har set deres optrædener. Det var lige netop det nummer, der introducerede mig til bandet back in the days. “Faster” lever i sandhed op til sit navn, og hele gruppen har den udadvendte attitude på, og en giga HEY-chant ryster salen.

Sharons stemme er som sædvanlig fabelagtig varieret, episk under “Paradise (What About Us” fra Hydra (2014) og farlig “Our Solemn Hour” fra The Heart of Everything (2007) og skrøbelig følsom til “All I Need”. Netop det stille og smukke nummer er perfekt placeret på setlisten, og armene og mobilerne er i luften, imens vi alle bliver rørte sammen i salen.

“Mother Earth” er den evige lukker, og den kan ingen vist beklage sig over. Den fremstår lige så kraftfuld, som da den udkom på Mother Earth i 2000.

Vi kom godt rundt i diskografien, selv om der måske var lige nok nyt materiale, men det er jo alligevel forventet, når det er det, der skal promoveres. Jeg fik sunget (efter bedste evne) og dyrket nostalginerven. De fik ganske vist ikke gjort kunsten efter, som de gjorde i Horsens, men mindre kan også gøre det, når man har at gøre med et så professionelt band med et så stjernespækket bagkatalog.

Se hele galleriet af Tommy Skøtt herunder: