Alice Cooper

Sidste dag bag tremmer

-

Anmeldelse af: Jailbreak 2023. Fængslet, Horsens. 12. august 2023. Dag 2.

Lørdag og sidste dag var oprandt, og jeg havde til at starte med mere chili con carne-morgenmad på programmet end musik. Til alt held boede jeg hos min fotografkollega fra Metal A Day. Hvilket gjorde, at jeg befandt mig meget tæt på mad og musik inde på pladsen.

 

Foto: Amanda Gaarsdal

Gårsdagen havde budt på flere musikalske guldkorn i form af Wolfmother, Alestorm, Glenn Hughes og en super koncert med D-A-D. I dag var Arch Enemy, Saxon og Within Temptation de store udenlandske sværvægtere. Men jeg glædede mig også meget til at se danske Skullclub igen samt klassiske Metal Church. 

Allerførst noget i skrutten, en eftermiddags-Tuborg, og så stod Pectora til at åbne dagen i Vestsalen. 

 

Pectora: Vestsalen Kl. 13:00

Jeg mener at have set dem en gang før på Nordic Noise, hvor jeg slet ikke var med på deres musik. Men søreme om ikke alt skal have flere chancer. Så jeg befandt mig mæt og klar ved scenen.

Der er færre mennesker end til Artillery i går. Men mon ikke det har noget at gøre med, at folk sover tømmermændene ud. Der er lidt lydproblemer i starten og skratten ud af højtalerne. Jeg oplever også, at deres forsanger lige skal synge sig varm.

Dog på trods af disse skønhedsfejl så må jeg indrømme, at Pectora overrasker mig positivt. Jeg hører mange flere velspillede soli og catchy melodier i denne omgang. Det er klassisk Heavy tilsat lidt Power Metal-elementer. Lige noget for mig.

De opfinder ikke den dybe tallerken, men det er godt skåret, og særligt er jeg glad for, når deres vokalist udsender sine høje skrig. Der samles flere gæster foran scenen, som koncerten skrider frem. Det giver mening, da showet er en god festlig måde at starte dagen på.

Det er lettilgængeligt og minder en om, hvor sjovt metal kan være. Hele gruppen giver den gas på scenen, og det smitter bestemt af på publikum. Lidt synkron-hoppen hen imod slutningen giver endnu mere en aura af, at Pectora er her for at have det skægt, men bestemt også tager deres musik seriøst. 

De får lige et like på Facebook. Jeg skal holde mere øje med dem her i fremtiden. Hvor er det også fedt at blive positivt overrasket og ændre holdning til ting. En rigtig god start på lørdagen.

 

Skullclub: Mainstage Kl. 14:00

Jeg har en lidt skæv historie med Skullclub. Jeg opdagede dem vist nok omkring 2019. Med det samme var jeg hooked på deres gakkede og hårde bøllerock. En koncert på Tapperiet med Bersærk i 2019 slog kun fast, at det var vildskab, skabt til mig. 

Jeg skulle have set dem igen til en mega fest på det nu hedengangne High Voltage. Men beklagelige hændelser gjorde, at jeg måtte forlade showet meget tidligt.

Siden da har jeg desværre ikke gjort mig meget i hverken deres musik eller fanget dem på en scene. Det skulle der i den grad rodes bod på nu.

En kvinde i bikini og skimaske går på scenen og vifter med et flag, inden showet starter. Skullclub var også på programmet sidste år. Det må have kunnet noget, siden de atter er at finde på plakaten. Nu på Mainstage.

“På En Knækket Gren” minder mig om de gamle tekster, og jeg er tilbage i tiden med Skullclub. Ro-manøvren er atter i gang nu to forskellige steder. Men det er nok lige lidt mere beskidt vand, det her band sejler på, end selve Alestorm. 

“Så er vi rykket over i den store skolegård,” lyder der fra Troels Bjorholm på vokal. Ja, det er de bestemt, og de lever godt op til det ansvar. Flabede, fulde, grove og sjove sange som “Mig & Stanley”, “Thailand Takeaway” og “Ama’r Halshug” sætter gang i både moshpit og fællessang. 

“Er I klar til dødsbal?” spørger Troels. Ja, for pokker, vi er.

Vi får da også et nyt nummer fra det kommende album, “Kaptajn Overdrive”, det lyder bestemt lovende.

De får midt i sættet selskab af en kvindelig vokalist. Der er godt nok problemer med hendes mikrofon til at starte med som i, at den ikke er tændt, i hvert fald kan man intet høre. Dette bliver dog fikset, og hun synger også “Dirty Old Town” fra Smækhugger-albummet på scenen.

“Knæk Nak Skipper” er sidste sang og mit favoritnummer, og den er ellers svær, da de har dejligt meget beskidt piratpunk at vælge imellem. Skullclub går af scenen, men kommer lige ind til et ekstranummer, og “Den Kolde Å” lukker koncerten. 

Det her mindede mig i høj grad om, hvad der gør kranieklubben til et skønt, groft indskud på rockscenen herhjemme. Når det nye album udkommer, og de skal på tour, skal der ikke gå lige så længe igen, før jeg fanger dem på en scene. Det sværger jeg på, ama’r halshug, baby!

 

Metal Church: Vestsalen Kl. 15:15

Old school må være ordet for næste musikalske ret. De har en karriere bag sig, der strækker sig over 40 år. Det er imponerende nok i selv, og på trods af flere udskiftninger i line-uppen igennem årene står de nu her på Jailbreak for at spille deres Thrash Metal/Speed Metal for os. 

Kurdt Vanderhoof på guitar er eneste originale medlem, og med sig på scenen har han Steve Unger på bass, Rick Vandt Zan på leadguitar, Stet Howland på trommer og sidst, men ikke mindst, Marc Lopes på vokal. Han blev en del af Metal Church så sent som i februar i år. 

Han får sat nogle hurtige fraseringer i værk, da musikken begynder at spille, og både hans skrig og mere rene vokal sidder lige i skabet.

Stet Howland er en solid trommetæsker og danner en god rygrad for nyt såvel som gammelt materiale. Der sniger sig flere fængende melodier ind, end jeg havde troet om deres musik. En behagelig overraskelse.

Folk bevæger sig ikke meget under koncerten. Måske publikum bare skal se elefanten? Det er ellers synd, for det her er klassisk metal-historie, der absolut intet fejler. Der er rigeligt med indlevelse fra scenen og kommunikation med publikum til, at det burde give en større respons, end gruppen får.

“Pick A God And Pray”, “Fake Healer” og sidste nummer, “Beyond the Black”, overbeviser mig om, at jeg skal hjem og høre mere Metal Church. Folk strømmer lidt fra koncerten imod slutningen. Ærgerligt at bandet ikke får fat i gæsterne i dag. Det var ellers fortjent.

Du ved, hvad du får efter første nummer med Metal Church, men det smager af talent og dedikation til genren, og så behøver man måske ikke altid det mest innovative musik oven i. De vandt uden tvivl én ny fan i dag.

 

Arch Enemy: Mainstage Kl. 16:30

Igen et band, der har fulgt mig i min Heavy Metal-opvækst. Særligt albummene med Angela Gossow som forsanger sidder stadig på rygraden. Og jeg nåede da også at se dem med den tidligere frontkvinde på Wacken Open Air i 2010; en episk oplevelse, der stadig står stærkt i min erindring. Siden da har de smidt flere albums ud med Alissa White-Gluz, hvor jeg var vild med War Eternal fra 2014. 

Desværre har de efterfølgende to skiver, Will To Power (2017) og Deceivers (2022), ikke imponeret mig. Den største skuffelse har dog nok været, at de har fået Jeff Loomis fra hedengangne legendariske Nevermore med på guitar, men simpelthen virker det til, at de ikke gør brug af ham i sangskrivningen. En stor skam. 

Jeg har oplevet Arch Enemy live et utal af gange, sidst spillede de et nogenlunde show i Forum i 2022 på The European Siege Tour sammen med Behemoth. De leverer for det meste på en scene, men jeg håber at se lidt mere pep fra svenskerne i dag. Hvor ville de lande på Jailbreak?

På scenen er der et kæmpe backingbanner og flag med deres logo i hver side af trommepodiet, og med stor selvtillid går Arch Enemy på scenen. Alissa er med det samme i hopla. Der bliver sparket i luften, skreget brutalt igennem, og hun har godt fat i publikum. 

Nyere numre som “Deceiver, Deceiver” og “War Eternal” griber folk næsten lige så meget, som når “My Apocalypse” fra “Doomsday Machine” bliver spillet. Den sang er fra 2005, så føler man pludselig tidens gang. Selv om nummeret holder 100 %. Det er måske blot denne anmelder, der er ældet lidt værre.

Men ødelagte korsbånd og dårlige fingre, be damned. Jeg bevæger mig imod den store moshpit. Som regnen begynder at sile sagte ned, passer det på en måde meget godt til det tungeste indslag på årets Jailbreak.

Crowdsurfere flyver i luften, og der pumpes masser af røg op fra scenen. Arch Enemy har oppet sig i dag. Der er mindre teater over dagens optræden, og fokus er på Melodic Death Metal, som de gør det bedst. 

“The Eagle Flies Alone” rammer plet, og da de spiller “We Will Rise” fra Anthems of Rebellion-pladen fra 2003, har jeg for længst joinet mine headbanger-brødre og -søstre i megapitten. “Nemesis” lukker som sædvanlig koncerten, men folk var sultne på mere, og to, tre numre til havde vi i hvert fald energi til.

Fedt at se Arch Enemy lægge Fængslet ned. Fedt at se dem så fokuserede og fedt, at der er så meget musik tilbage i dag.

Lidt øm bevæger jeg mig indenfor. Regnen bliver kraftigere.

 

Skargarack: Vestsalen Kl. 17:45

Der er samlet masser af mennesker indenfor, da regnen nu tæsker ned ude på pladsen. Det er vist kun til bandets fordel. De havde deres storhedstid tilbage i 80’erne, hvor de skrev hit på hit; nu står de om lidt i Vestsalen. For mig er de et nyt bekendtskab, selvom jeg da er stødt på deres navn et eller andet sted før.

Lidt forsinkede kommer Skargarack ud, og næsten fra første tone kan jeg godt forstå gruppens kultstatus. Det er virkelig nogle ørehængere, gruppen har skrevet, og med gode detaljer fra keyboardet.

Der er også glimrende backingvokal fra guitarist og bassist til at akkompagnere deres forsanger. Det her rammer præcist ned i min flødesmag. 

Desværre kan jeg mærke, at mine ømme fødder hiver i mig, og jeg må finde noget frisk luft, en smøg og en pause. Intet at gøre med musikken. Jeg vender tilbage, og det hele lyder lige så godt som før. Men jeg har ikke overskuddet lige nu til at tage det hele ind. Jeg er vist lidt flad.

Da de spiller “I’m Alone”, vækker keyboard og guitar mig dog lidt. Skøn guitar og storladent omkvæd. Jeg kommer mere og mere med, og “Angel Eyes” fra A Slice of Heaven fra 1998 ryster den sidste træthed ud af mig for denne gang. “Hungry For A Game” ryger direkte ind på min personlige playlist over store 80’er-hits. 

Jeg var måske lidt udfordret af mig selv under Skagarack, og de havde måske fået en højere karakter, havde jeg kunnet sætte mig ind i mere af koncerten. Men på trods af dette så er jeg blevet fan af Skagarack, og de tog vist flere med storm denne lørdag.

 

Saxon: Mainstage Kl. 19:00

Et af de der store klassiske Heavybands, jeg altid har formået at misse på festivaler og til shows herhjemme. Fremragende Unleash the Beast” fra 1997 var min indgangsvinkel til briterne, og sikke et album. Siden da har jeg lyttet on and off til gruppen, men manglede simpelthen at få oplevet dem på en scene. Det kunne Jailbreak jo så hjælpe mig med. 

Først skal der dog købes et regnslag, da det på nuværende tidspunkt tæsker ned med vand. Ville dette lægge en dæmper på briternes koncert eller slet og ret ødelægge den? 

Jeg finder frem foran scenen i venstre side og venter på ikonerne. Med det samme bliver mine bekymringer gjort til skamme. Saxon og særligt forsanger, Biff Byford, er top-entertainere, der har en livserfaring i at stå på en scene i Heavy Metals tjeneste. 

Kontakten til gæsterne er ærlig og humoristisk. Vi glemmer regnen, og humøret stiger og stiger hos os. Saxon samler næsten alle aldersgrupper, et tegn på deres store betydning for vores genre.

“You got some nice british weather here,” bemærker Biff Byford tørt og smilende. Intet kan slå Saxon ud, og scenen bliver brugt godt af alle medlemmer og grimasser, og smil er overalt ud til folk. 

“Crusader”, “Denim and Leather” og “Wheels of Steel” er metalhymner, der vil leve for evigt. Publikum udbryder flere gange spontant i fællesråb af bandets navn. Det her er virkelig, hvordan man headliner en festival og samler folk om musikken og kernen i vores kultur. Jeg er mildest talt imponeret. 

På trods af at regnen nu er stoppet, tømmer Biff en hel vandflaske i håret “Now we are all wet,” griner han. Sikke en legende.

“Princess of the Night” er sidste nummer for denne gang. Saxon erobrede Jailbreak og reddede en regnfuld aften for os alle, så vi glemte alt andet det eminente band, der viste os, hvorfor de har fortjent deres status som koryfæer hos os alle. Jeg skal aldrig misse en koncert med Saxon igen. Et plekter fra koncerten hænger på min væg, så jeg aldrig glemmer den dag i Horsens, hvor jeg så en af de bedste koncerter i mit liv. 

 

Danko Jones: Vestsalen Kl. 20:30

Jeg kommer lidt senere ind til canadiernes koncert, da naturen kalder + sulten skal jo også passes på en festival. Jeg har altid tænkt, at Danko Jones var så tåbeligt et bandnavn, at musikken måtte være lige så dårlig. Så jeg har pænt styret udenom trioen hele livet. Men nu kunne det altså ikke udskydes længere. 

Efter min aftensmad overrasker det mig derfor, hvor godt det faktisk lyder. Danko har en klar og stærk stemme, og musikken emmer af fed, moderne rock. Det er tydeligt, at flere har ventet på den her koncert. Der er gang i den hos publikum, og jeg rykker tættere på scenen.

Det er fængende og bekymringsfri musik, der kan sættes på til enhver fest og løfte stemningen. Den nye single, “Good Time”, går rent hjem, og jeg synger selv med på det lette omkvæd, “I came here to fuck shit up and have a good time”. Det er ikke de dybe refleksioner, der præger universet hos Danko Jones, men den stemning, de tager med sig på scenen og giver til folk, er ikke til at hugge eller stikke i.

Der skal danses og drikkes øl til de her toner, så jeg må i baren efter en Tuborg. Folk råber bandets navn, og humøret i Vestsalen koger, der er en gedigen fest i gang på gulvet.

Jeg hygger mig gevaldigt i selskab med bandet, det her skal bare høres højt, og det taler ret godt til min indre teenager, der rockede til amerikansk Rock og NuMetal i 90’erne og 00’erne. 

Jeg har taget fejl af Danko Jones, og efterfølgende meldte jeg mig til at anmelde deres koncert i Pumpehuset tirsdag d. 21 november. Det må vist betegnes som en sejr til canadierne. 

 

Within Temptation: Mainstage Kl. 22:00

Det absolutte hovednavn for mig her i Horsens. Lige siden jeg hørte The Silent Force fra 2004, har jeg været kæmpe fan af hollænderne og deres storladne Symphonic Metal. Jeg har trofast fulgt med i alle deres udgivelser, og selvom de disse dage er mere moderne rock med færre symfoniske elementer og flere elektroniske krydderier her og der, så skriver de stadig catchy omkvæd og melodier i vanlig høj kvalitet.

Mine liveoplevelser med bandet har været i Valby Hallen med Beyond the Black i 2018 samt på Wacken Open Air i 2019 på den store Harder-scene. Begge gange har jeg været revet med, og nu tæller uret ned til deres headlinerkoncert i Fængslet.

Natteluften er lun, en smuk himmel med spredte skyer er over os. Settingen er perfekt til episk og følelsesladet musik. Der er en interaktiv kæmpeskærm bag bandet, der kører musikvideoklip og andre visuals igennem koncerten. Meget flot sat op. 

Med Sharon den Adel i sprudlende front åbner Within Temptation med “See Who I Am” fra netop The Silent Force. Den tonsertunge “The Reckoning” fra Resist-skiven følger efter. 

Der er et fantastisk lysshow, der gør det hele ekstra storslået. Kæmpe ildsøjer springer op fra scenen under numre som “Faster” og “Paradise (What About Us?)”, det hele går rent hjem hos både garvede og nye fans. Men et stort anlagt show kunne ikke alene holde sådan en koncert på benene. Så er det godt, at bandet optræder med liv og sjæl. Sharon guider os igennem kæmpeshowet, imens resten af bandet rammer hver note i “Entertain Us”, “Raise Your Banner” og “In the Middle of the Night” perfekt. Der flettes både nye og ældre numre ind i en godt varierende sætliste.

With Temptation er nu engang også et af den slags bands, der har skrevet så mange hits, at det halve kunne være nok. “Stand My Ground” beviser, hvor sublim en vokalist Sharon er, imens “Supernova” skruer om muligt endnu mere op for flammerne på scenen. Det er topprofessionelt, og selvom det her mega metalopera-show sikkert er nøje planlagt, så virker det på intet tidspunkt forceret. Der bliver da også moshet, og mængden af crowdsurfere vil nærmest ingen ende tage. Jeg vil næsten tro, at de slog Alestorm i denne kategori på Jailbreak.

Publikum ved, at festivalen lakker mod enden, så den skal have ekstra smæk, og i symbiose med hollænderne ryster vi det gamle fængsel helt ind i betonen. 

“Our Solemn Hour” tager mig direkte hjem i teenageværelset, dengang en ung Gabriel for alvor var begyndt at udforske alt det der Heavy Metal-larm.

Vi får et lille afbræk i alt storheden, da der skal spilles et stille nummer, bestående af kun akustisk guitar og Sharons stemme. Det tager lidt pusten ud af Within Temptation, selvom jeg godt kan se, at en lille kunstpause måske heller ikke er en dum ide.

“Mother Earth” fra albummet af samme navn er sidste nummer, og alle hænder er i vejret. Jeg havde nok personligt valgt et nummer som “Angels” eller “What Have You Done” som afslutningssang, men man kan jo altid kræve flere specifikke sange af et band i en uendelighed. 

Når Jailbreak er blevet en ældre festival, er det her uden tvivl en af de koncerter, der vil stå skarpt i hukommelsen hos os, der var der, som et show, der definerede de tidligere år af det her arrangement. Det var en genial headliner til at lukke Mainstage.

På trods af mine personlige præferencer i forhold til valg at de sidste to sange må jeg simpelthen kvittere med topkarakter til Within Temptation for en episk forestilling, der vil gå over i Jailbreaks historie. Og nu til noget helt, helt andet.

 

Red Warszawa: Vestsalen Kl. 23:45

At anmelde dem her efter Within Temptation er nærmest en fornærmelse imod det kæmpe show, jeg lige har set. Men det er jo nok pointen med Red Warszawa. Talk about a weird shift. Jeg er slet ikke fuld nok til at nyde dem. Eller i humør. Men, ak, anmeldertjansen kalder, og jeg må begive mig ind i Vestsalen. Men havde jeg ikke skullet skrive, havde jeg helt sikkert valgt dynen og lidt mere søvn.

Der åbnes med Celine Dione “My Heart Will Go On” ud af højtalerne, før bandet starter, ja, så er tonen sat, og jeg må trække lidt på smilebåndet og synge med. Jeg tænker, at det nok var højdepunktet på koncerten. Dog er der godt proppet foran scenen, så folk er klar på mere her kvart i 00, og der er smuglet porrer ind i rigelige mængder. Suk, ja, lad dog børnene, de er jo også dumme og grimme. 

Den her musik er som sædvanlig en meget plat joke, om den er blevet for gammel, må være op til den enkelte. I dette tilfælde virker det dog til, at pokkers mange mennesker får den fest, de er kommet for. Med sange som “Hurra skolen brænder”, “Metadonmix fra Maribo” og “Den sorte garderobe” er der dømt fjolledans, til den sidste øl er tabt på gulvet. 

Det skal dog siges, at Red Warszawa faktisk er ret meget i deres es her denne nat. Der bliver gået til den fra scenen med deres særegne energi. Særligt Matthias Pedersen på bass er i strålende humør. Det smitter tydeligvis af på folk. 

Som “Analfabet” og “Hævi mætal og hass” tæskes igennem, må jeg jo nok komme til den anerkendelse, at det her er den bedste Red Warszawa-koncert jeg har set. Hvad det så end betyder. 

“Skal vi ikke spille den med satan?” spørger Lækre Jens fra scenen. Naturligvis skal de da det. “Skinboi” laver en hoppefest, og der bydes op til stor fællessang med “Brøndby Strand”. Jeg må overgive mig og skråle med. De får lov til at spille et ekstranummer: “Tror Du Det Er For Sjov Jeg Drikker” fra Tysk Hudindustri fra 2000 er sidste sang på årets festival. Sikke en afslutning. Eller noget.

Så det var en lidt ufrivillig koncert med Red Warszawa, som alligevel gik ret godt. Selv ude fra venstre side, hvor jeg stod og nød alle andres fest. Det behøver jeg ikke opleve igen, det kan kun gå ned ad bakke herfra.

 

Konklusion: 

Jailbreak er en vildt hyggelig og afslappet omgang folkelig Heavy Metal, der alligevel vil kunne spænde bredt inde for Thrash Metal, Power Metal, Folk Metal, Speed Metal, Glam Metal og diverse Hard Rock-genrer de næste par år. Stemningen var høj hele vejen igennem, og vejret var næsten med os hele vejen, og da vi endelig fik regnen, så reddede Saxon os jo.

Jeg glæder mig til at se, hvilke veje arrangørerne tager konceptet. Der er masser af muligheder og også et publikum, der vil festen i Horsens. 

Det kan varmt anbefales at besøge Fængslet, når de slår dørene op for Jailbreak 2024 d. 16. og 17. august næste år. Jeg overvejer i hvert fald at kigge forbi igen. 

Sommerens festivaler er slut, og jeg tager imod København kl. 08:14. Sikke nogle måneder.

 

Her følger et galleri fra andendagen. Alle billeder er taget af Amanda Gaarsdal:

 

 

REVIEW OVERVIEW

Pectora
Skullclub
Metal Church
Arch Enemy
Skagarack
Saxon
Danko Jones
Within Temptation
Red Warszawa

Share this article

Recent posts

Popular categories

Anmeldelse af: Jailbreak 2023. Fængslet, Horsens. 12. august 2023. Dag 2. Lørdag og sidste dag var oprandt, og jeg havde til at starte med mere chili con carne-morgenmad på programmet end musik. Til alt held boede jeg hos min fotografkollega fra Metal A Day. Hvilket...Sidste dag bag tremmer