Anmeldelse af: Jailbreak 2023. Fængslet, Horsens. 11. august 2023. Dag 1.

Jeg havde aldrig besøgt Fængslet i Horsens, og det skulle også blive min debut på Jailbreak. Disse dage popper det op med metalfestivaler i det danske landskab. Måske næsten for mange? Det er i hvert fald blevet en umulighed at besøge dem alle hverken tidsmæssigt eller økonomisk.

Foto: Amanda Gaarsdal

Jailbreak virker til at gå efter den mere folkelige heavy, hvor fællessang og store omkvæd er mest i fokus, når man kigger på deres line-up. At Arch Enemy er det hårdeste, der er på programmet, siger ligesom det hele.

Men dette har jeg absolut intet imod, da min smag ikke kun er begrænset til undergrunds-pornogrind og War Metal. 

Vil man have mere ekstrem musik, kan det lade sig gøre andre steder i løbet af den danske sommer.

Med bands som Alestorm og D-A-D skulle der nok blive skrålet rigeligt med. Særligt Within Temptation så jeg frem til at se igen. Det er kun andet år, arrangementet afholdes, så spændende er det at være med i Jailbreaks spæde start.

Og efter besøg på gamle kendinge som Viborg Metal Festival, Copenhell, Metal Magic og Wacken Open Air så jeg frem til at opleve en ny festival. Selv om det dufter meget af Copenhell. Jailbreak er da også omtalt som deres søsterfestival. 

Så med højt humør tog jeg tidligt afsted fra København. Beredt på andre indtryk + gamle og nye ansigter i crowded. Større er den danske metalscene trods alt ikke. 

Pladsen er flot bygget op i en cirkel med barer, madboder, og foran ligger den store udendørsscene. Det er værd at bemærke, at den er meget større, end jeg havde regnet med. 

Scenen er nede for enden af en lille bakke, der gør det let at se noget. Jo længere bagud, man befinder sig, jo højere står man og har godt udsyn til koncerterne. Faktisk uanset hvor man står på pladsen vil man kunne se fint. Godkendt opbygning.

Mad udvalget byder på fish n’ chips, Hotdogs (eller en køter i battlevest som det hedder her), nachos, pølsemix og andre delikatesser.

Der er også kaffebod, merchandise og gode toiletforhold. Inde i salen ligger Vesthallen til de mindre bands. En lille parentes omkring den lille sal er, at der blot er kapacitet til 1200 mennesker. Det er forventet, at omkring 3500 mennesker deltager i årets Jailbreak. Ergo vil der være en del mennesker, der muligvis ikke kan se shows i den mindre sal, medmindre man kommer i god tid. 

Det kan minde om Copenhagen Metal Fest, hvor der hurtigt bliver fyldt på BETA og Zebu-scenen. Kapaciteten er jo, hvad den er, men dog lidt ærgerligt, hvis mange skal gå forgæves til f.eks. Glenn Hughes eller Bersærk kl. 23:45 i aften 

Nu må vi se.

Pladsen har en hyggelig atmosfære over sig, og det er alt sammen meget overskueligt og lige til. Opsætningen fejler bestemt ikke noget. Det hele er sat i en rundkreds, så man hurtigt har et nemt og godt overblik over Jailbreak.

Som en lille gimmick kan man få taget billeder i en fotobod, som er formet som et lille fængsel. Her kan man holde diverse skilte op som: “Jeg røg i fængsel for at headbange for dårligt” og lignende. En hyggelig detalje, der passer til omgivelsernes tema. 

Jeg får da lige nuppet et foto med min kollega. At vi ikke er høje nok til at løfte skiltet helt op, uden at det dækker for vores ansigter, er så, hvad det er.

Vejret er lunt med let blæst. En udmærket kombination. Og så er der ingen overlap i programmet modsat større festivaler, hvor man skal spæne rundt for at nå bare 15 min. af det ene band, før man skal videre til det næste. Nuvel, med øl i hånden er det tid til at starte dagens program. 

Artillery: Vestsalen kl. 13:00

80’er-thrash-ikonerne skulle åbne Jailbreak 2023 i Vestsalen indendørs. En omgang med fræsende guitarer skulle nok være en fed måde at starte fredagen på. Jeg har oplevet Artillery et hav af gange siden min første koncert med drengene på The Rock i København. Endnu en koncert med den her bande musikere kan man altid klare. 

En konferencier kommer ind og giver legenderne en kort introduktion. Der er rimeligt med folk i Vestsalen, og til jubel kommer bandet ind. 

Det første, jeg med det samme opdager, er, at dette show har Søren Adamsen på vokal ikke Michael Bastholm Dahl, der ellers har sunget med bandet de sidste par år. Adamsen sang dog på en af mine favorit Artillery-plader: When Death Comes fra 2009. 

Så det er faktisk en fint gensyn. Jeg har ikke set ham med Artillery siden The Rock-koncerten. 

Vi får klassikere som “By Inheritance” “Khomaniac” og nyere bangere som “Turn up the Rage”. Der er fin lyd, og Adamsen virker ikke til at have mistet noget af sin stemmen i årerne væk fra bandet.

Der er ikke meget gang i publikum, men jeg ser mange smil, så der er alligevel ramt rigtigt med eftermiddags-thrash. Da “10.000 Devils” bliver spillet, gibber det i hvert fald lidt i mig, og nakke musklerne bliver sat i gang. 

Man kan for musikerne i højre side af scenen se ud til mere af salen ved indgangen. Adamsen får derfor lige taget sig en tur over til dem, der ikke står foran, og hypet dem lidt hen imod slutningen.

“Terror Squad” lukker sættet, og vi er bestemt varmet op. En altid godkendt præstation fra de danske drenge. 

Mike Tramp – Songs Of White Lion: Mainstage kl. 14:00

En gammel hankat skulle optræde og åbne hovedscenen. Vi bliver lovet, at de her sange er sjældent opført, og at vi er vidne til noget specielt. 

Jeg er ellers stor fan af glambands som Whitesnake, Journey, Europe, Mötley Crüe og lignende. Men jeg har aldrig beskæftiget mig meget med White Lion, selvom de er en del af denne klassiske periode. 

Nu kunne jeg så få fornøjelsen i Horsens. 

Gamle travere som “Hungry” og “Lonely Nights” rammer os fra scenen, og Tramp synger godt samt virker til at have et fint sammenspil band med sig.

Det er 80’er-lettilgængelig rock, som man forventer. Tramp selv er meget charmerende og tydeligvis glad for at være til stede. “Så fik Jylland sin egen Rock Festival”- og “Det er kun anden gang, jeg er i fængsel”-replikker siges kækt fra scenen. Lidt kejtet, men uskyldigt og fjollet nok til at passe ind i stemningen. Med sange som “Cry for Freedom”, “When the Children Cry” og “Broken Heart” kan man efter ét omkvæd nemt synge med, selvom man ikke er bekendt med numrene.

Dog slår det mig igennem koncerten, hvorfor jeg måske aldrig er faldet for White Lion, som jeg er med andre af deres puddelrock-brødre. Der mangler ligesom de sidste 40 % i både deres ballader såvel som deres hårdere sange til, at det bliver rigtig mindeværdigt. 

Det er folkeligt, men desværre kører numrene alt for meget efter samme midttempo-skabelon, og det bliver aldrig rigtig party-uartig. Ej heller perfekt flødeagtigt, som det bør være med denne genre.

Timechild: Vestsalen Kl. 15:15

De to gange, jeg før har oplevet Timechild på Nordic Noise og Næstved Metal Fest, har jeg slet ikke været til deres retrorock. Men ting skal jo have flere chancer. Så jeg indfinder mig med et åbent sind.

Stemningen er rigtig god, og det er tydeligt, at Timechild har opbygget et solidt følge de sidste par år. De har da også været svære at misse i det danske koncertlandskab. Så måske er det blot mig, der ikke forstår hypen?

Forsangeren synger godt, og der er også fin backingvokal fra guitarist og bassist. Men det er svært for mig at ignorere, at man så tydeligt kan høre, at hvert riff er tyvstjålet. Man må gerne inspireres, det er slet ikke noget problem, men det er gjort på en lidt doven måde. Som om man ikke har haft lyst eller energi til bare at gøre det lidt til sit eget. 

Men jeg må give bandet, at de er en gruppe særdeles kompetente musikere, der i høj grad leverer deres retrorock med indlevelse og professionalitet. Salen virker også til at have en fin fest uden min deltagelse. Jeg har aldrig set dem bedre, selvom det ikke er min kop rock og rull.

Wolfmother: Mainstage Kl. 16:30

Jeg må sige, at tidsplanen i høj grad forløber gnidningsfrit. Alle musikere går på præcis på minuttet. Sådan skal det være. 

Nu skal vi til noget forbandet fræk fræser-rock. Jeg har aldrig set Andrew Stockdale og hans kumpaner live. På plade har jeg nu heller ikke det store bekendtskab til Wolfmother. Men det, jeg har hørt, har bestemt været ren fest og no bullshit guitarlir.

Lyden er skarp, da trioen går på. Det hele er tunet perfekt. Der er ikke noget stort backdrop eller gjort noget som helst ud af sceneshowet.

Men når musikken spiller, så er det skam heller ikke nødvendig. Stockdales karismatiske og cool stemme er akkompagneret af et ton guitar, hvor genrer som hard rock, stoner og blues mikses til en cocktail af eksplosiv energi, der fanger publikum og ikke giver slip, før sidste nummer slutter. 

Til venstre for scenen, hvor jeg står, er kombinationen af ubekymret flabet rock, festivalstemning og solskin helt perfekt. Nu er jeg sgu landet rigtig i fængslet.

Der bliver ikke snakket meget til gæsterne imellem numrene, musikken står alene. Men det kan den absolut godt klare. Wolfmother er også et af de bands, der har lånt alt deres materiale fra fortidens giganter. Men de formår at skabe deres eget udtryk med hjælp fra deres inspirationskilder. 

Til højre for scenen er der gang i den store hoppefest. Det her rammer plet midt i programmet. Da “Joker And The Thief” fra debutalbummet slutter showet, er der ingen tvivl om, at det her var et af højdepunkterne denne fredag. Efterfølgende kan jeg forstå, at jeg ikke er ene om denne bedømmelse.

Jeg betaler gerne for at gentage denne her omgang kongerock med de australske drenge.

The Quireboys: Vestsalen Kl. 17:45

Jeg har aldrig hørt om The Quireboys før. Men lidt mere larm kan man vel altid klare. Desværre skal det vise sig at være et ret tamt indslag. 

Det føles som meget standard pikrock, og jeg kan simpelthen ikke finde noget hook eller en tone at hænge fast i. De har nogle langsomme stykker i musikken, der kan en smule. Men meget bedre bliver det ikke. Der er også booket meget hard rock i år, så noget må jo falde igennem. Jeg søger imod kold væske i stedet. 

Alestorm: Mainstage Kl. 19:00

Jeg føler nærmest, jeg er vokset op med Alestorm. Fra debutalbummet, Captain Morgan’s Revenge, fra 2008 til min første koncert med piraterne på Wacken Open Air i 2013 under sol og med rigeligt Captain Morgan under vesten har jeg haft en særlig kærlighed til dette tåbelige, men meget catchy band. 

I Falkoner Salen i januar var de en kæmpe hoppe fest, og i forrige uge leverede de atter på Wacken. Selv nede i midten af infield, hvor jeg stod, dansede folk lystigt i mudderet. Musikken har måske aldrig været stor kunst, men af og til skal man slå hjernen lidt fra og dykke ned på bunden af havet på jagt efter guld og eventyr.

Jeg stod denne dag og skulle for tredje gang se skotterne nu i Horsens. Ville det blive alle gode gange tre? 

Med “Keelhauled” og “No Grave but the Sea” åbner Alestorm deres show. Der er med det samme pit, og det flyver med badekrokodille og badedyrsand samt fans klædt til lejligheden i sørøverkluns.

De er det første store internationale band, der spiller på Jailbreak 2023, og det er tydeligt, at de har været ventet. “Alestorm”, “Mexico” og “Drink” byder til kæmpe fællessang og på trods af løfter til mig selv, befinder jeg mig pludselig i pitten. Rappende hajer og sædvanlige løjer leverer Alestorm til perfektion. 

Den obligatoriske romanøvre skal da også sættes i aktion, hvor tæt på halvdelen af publikum foran scenen deltager. Hvem ved, hvor dette mærkelige stunt er opstået? Men underholdende er det i hvert fald hver gang, og det passer naturligvis ind lige her. 

“Zombies Ate My Pirate Ship” er en personlig favorit fra deres nyere materiale, og jeg får i den grad sunget med. Der er rigeligt med crowdsurfere igennem hele showet, det er togtet på de åbne have, som vi kender det.

Jeg syntes nu alligevel, at Christopher Bowes og co. kørte den lidt hjem på rutinen igennem koncerten. Men når det er den her form for galskab, så kommer publikum selv med festen, hvor bandet måske ikke altid leverer 100 % hver gang.

“Fucked with an Anchor” fra 2017-albummet No Grave but the Sea sætter den sidste skude ud i farvandet, og vi kvitterer med hævede næver og vores lungers fulde kraft. Vi får temasangen fra Ducktales-tegnefilmsserien på dansk ud fra højtalerne som outro. 

Med et smil og en lidt øm krop indrømmer jeg, at jeg sikkert godt kunne se Alestorm igen i år. Alle gode gange fire, ikke sandt?

Glenn Hughes: Vestsalen Kl. 20:30

Når man snakker legender. Glenn Hughes har spillet i et utal af bands herunder Trapeze, Deep Purple, Black Sabbath og Black Country Communion. Han er kendt som The Voice of Rock, og hans karriere er intet mindre end ren rock n’ roll-historie. 

Jeg har mest hørt ham i projektet Voodoo Hill sammen med italienske Dario Morello. Deres Waterfall-album fra 2015 var jeg smask forelsket i, gå hjem og lyt til det, genial musik, to the heavens.

Jeg skal opleve ikonet live for første gang. Lad mig svare på et spørgsmål med det samme: Ja, Glenn Hughes synger godt. Faktisk fuldstændig eminent umuligt godt for en mand på 71 år! 

Fra supersonisk skrig til hæs blæret vokal rammer den her mand simpelthen et register, der virker umuligt.

Musikken er rock i verdensklasse, tungt, melodisk, groovy, og med et top professionelt band med sig på scenen er Hughes ikke til at stoppe; vores egen Søren Andersen på guitar brillerer bestemt også denne aften. 

Flere gange udtrykker Glenn sin oprigtige glæde og taknemmelighed over at stå her i Horsens. Det er tydeligt, at det kommer fra hjertet, og man føler sig lige så taknemlig, hvis ikke mere over at måtte overvære dette rockritual af dimensioner.

Der er skruet gevaldigt op for lyden. Det her kræver i høj grad ørepropper, men, for djævlen da, hvor lyder det dog godt. Hele koncerten går vildt hurtigt, og inden jeg har set mig om, er det slut. 

Der er mange af de gamle rocksangere, der burde pensionere stemmen eller i hvert fald kan se, at den dag er på vej. Glenn Hughes er ikke én af dem. En magtpræstation, hvor musikhistoriens vingesus løftede alle os, der var tilstede.

D-A-D: Mainstage Kl. 22:00

Aftenen er faldet på, da D-A-D skal lukke hovedetscenen. Stemningen har været høj hele dagen. Der er en følelse af solid hygge, og ingen virker vanvittigt fulde. En afslappet første dag. Det skal også bemærkes, hvor meget melodisk og catchy rock, der spilles ud af anlægget imellem bands. Det hele fra Takida, Nightwish og Dizzy Mizz Lizzy er alle bands, der sagtens kunne spille på Jailbreak. En nøje sammensat playliste, altså. 

Scenen er dækket op med den klassiske sofa med tilhørende møbler og tapetvægge fra det klassiske cover til Riskin’ It All og musikvideoen til “Bad Craziness”. Vi får hele albummet fra ende til anden denne særlige aften. Jeg ser frem til endnu en dans med Jesper Binzer, Laust Sonne, Jacob Binzer og Stig Pedersen. 

Har aldrig set dem levere en dårlig koncert, siden de spillede et gratis show til Christianias fødselsdag tilbage i 2009, hvis jeg husker rigtigt. Det var min første liveoplevelse med bandet, hvor jeg også greb mit første plekter nogensinde, der den dag i dag hænger på min væg med alle de andre. 

Med fløjter og marchtrommer ud af højtalerne samles folk foran scenen. Vi er klar. “Bad Craziness” åbner, og så går det i rivende tempo derud af med hele Riskin’ It All fra ende til anden. 

Vokalen er en lille smule for højt skruet op, men ellers er D-A-D toppen af partyrock som sædvanlig. Det er spændende at høre sange som “Down That Dusty 3’rd World Road” live. Mere rolige og jazzede numre, som bandet selv beskriver det. “Makin’ Fun of Money” er en sang, der burde inkluderes på kommende sætlister, og der bliver hylet højt med på “Grow or Pay”. 

Den altid stemningsfulde “Laugh ‘n’ 1/2” lukker den første del af sættet. Der ryger et banner ned med det klassiske kokranie-logo, men der er en fejl, så det kommer til at hænge skævt og ikke falder hele vejen ned. Det må således hives ned med håndkraft. 

En karrusel, der kører rundt med Laust Sonne i midten, er nu centrum på scenen. Nu kan D-A-D spille “lige hvad fanden de har lyst til,” som Jesper Binzer råber. Et af mine favoritnumre fra den nye ære af gruppens diskografi “Burning Star” fra A Prayer for the Loud-skiven fra 2019 får min nakke- og luftguitar-muskler på overarbejde. “Everything Glows”, “Rim of Hell” og “I Want What She’s Got” cementerer igen og igen, at D-A-D er urørlige på enhver scene, de sætter fødderne på.

Laust Sonne skal som sædvanlig “slå de trommer ihjel” med hjælp af vores bifald. Det er en herlig oplevelse hver gang at se dette stunt. 

Publikum kvitterer med fællesklap, horn og bifald, så pladsen ryster. De er en perfekt booking til Jailbreak og til at lukke Mainstage. Da den evige klassiker “Sleeping My Day Away” fra No Fuel Left for the Pilgrims topper koncerten, har Stig Pedersen en hjelm på, der spyr fyrværkeri, og kopunkerne er i sandhed i flammer. 

“It’s After Dark” sender os ud i mørket med endnu en succeskoncert i bagagen. Mange tak, D-A-D.

Bersærk: Vestsalen Kl. 23:45

Da danskerne udgav Mulm i 2015, var jeg med det samme hooked på gruppens helt særlige lyd. Den mørke heavy rock tilsat lidt punk og danske sagn. I 2017 så jeg dem for første gang i Loke’s Kælder i Roskilde. 

På trods af at jeg endte med at skvatte ned i en forstærker og tage på skadestuen efterfølgende, så husker jeg det som en kongeoplevelse. Jeg fik endda grinende fortalt historien til bandet, da de spillede med De Forbandede i Lille VEGA i 2018. 

Det er kun gået fortjent frem for Bersærk siden kælderen, og deres headliner-show i Den Grå Hal i 2021 slog kun dette fast med syv tommers søm + deres optrædener på Copenhell.

De har altid en fed energi og rå attitude, der brænder igennem på scenen. Nu stod jeg så og skulle atter synge med på de sange, man kender. Ville de kunne gribe publikum her sent om natten den første dag på Jailbreak?

Jeg begyndte dog lidt at kunne mærke trætheden efter en hel dag med non-stop musik. Men “Blod & Stål” og mit favorit nummer, “Tordensol”, lokker mig alligevel lidt ind i en hyggepit. Her, hvor vi bevæger os over i lørdag, virker Bersærk en lille smule trætte. De har et højt bundniveau som sædvanlig, men de plejer blandt andet at være bedre til at engagere publikum.

Til gengæld har de så stærkt materiale, at vi gladeligt synger med på “Balders Bål”, “Fimbuls Børn” og “Blodmåne”. Der ryger da også et par crowdsurfere over hegnet, så det rykker sgu alligevel i fængslet her godt over midnat. Bersærk kommer mere og mere i hopla, som showet skrider frem, det er tydeligt, at nu har de spillet sig varme. Jeg må dog indse, at mit eget energiniveau er dalet lidt, og jeg nyder resten af sangene fra venstre side af salen. 

Et udmærket cover af Gasolin’ med “Langebro” slutter koncerten, og jeg vandrer ud i natten imod en kommende dag og et i høj grad godkendt Jailbreak. Førstedagen efterlader mig i høj grad sulten på mere.

Amanda Gaarsdal har et galleri fra festivaldagen her til jer: