Tourette-piraterne og venner

Rumahoy

Hvis man er et piratmetalband, hvad er så mere logisk at tage med på turné end endnu et af slagsen? Især når forsangeren alligevel er en person, man også normalt har med på tour?

Helt logisk lyder det, umiddelbart, men bandets størrelse taget i betragtning, så når man ser på tour-plakaten, kan man ikke undgå at lede tanker hen på, at der nok er en smule tale om nepotisme. Så mine forventninger var så sandelig skruet ned.

Det er ikke fordi de forventninger, blev gjort til skamme, men det var mere underholdende, end jeg havde regnet med. En god portion selvironi og nogle omkvæd, man hurtigt og nemt kunne synge med på, så var stilen ligesom sat.

Rumahoy spillede ganske fint, men det var heller ikke den helt store oplevelse. Ganske forladeligt og fint som første band på aftenen.

Wind Rose

De små-latterlige subgenrer i metal vil nærmest ingen ende tage. Vi har pirat- vikinge- og dinosaur-metal (smid evt. gerne lige den populære Ghost-sviner Abba-metal ind for en god ordens skyld). Wind Rose spiller så dwarven-metal (dværge-metal), en gang power-metal med udklædning og et tekst-univers, der er meget inspireret af Tolkiens beskrivelser af dværge.

Her havde jeg ingen fornemmelse af, hvad det var, jeg skulle forvente. For mig er Wind Rose et band med én sang, jeg kender, nemlig coveret af Yogscast-sangen ”Diggy Diggy Hole”. Dog havde jeg hørt fra mine Wacken-kammerater, at de faktisk leverede et kompetent show på Wacken i 2022. Så jeg så en smule frem til at se, hvad det her kunne.

Lad mig sige det her: Musikalsk er det ganske meget den gængse powermetal. Men indlevelsen fra musikerne, selvtilliden og viljen til at levere en fed koncert med masser af energi er noget, jeg sjældent har set fra et band af denne størrelse (pun not intended). Fra start til slut forsøgte bandets forsanger altid at inddrage publikum på den ene eller anden måde. Samtidigt med at resten af bandet bare så ud til at nyde det at spille på en scene foran et ret så stort publikum. Det var simpelthen en fornøjelse at se Wind Rose spille.

Til sidst kom selvfølgelig ‘det store hit, ”Diggy Diggy Hole”. Det var hér, koncerten for alvor mødte sit højdepunkt. Jeg har set ro-pits og alt det der. Men den her aften var der pits af folk, der gravede huller. Hold kæft, hvor var det fedt! Den største overraskelse her var dog, da nummeret egentlig er færdigt, for der har bandet valgt at lige lade selvironien skinne igennem ved at lige lade backingtracket spille en dakkedak-version af nummeret. Så lige pludselig, for en kort stund, var koncerten blevet til et rave. Næsten helt Electric Callboy-agtigt.

Gloryhammer

Efter at have leveret en af de, for undertegnede, sjoveste og mest hyggelige koncerter på sidste års Copenhell, var det atter blevet tid til at skråle med på sange om en krig i det futuristiske år 1992. Det var simpelthen blevet tid til gode gamle Gloriehammer.

Gloryhammer er endnu en lille genialitet, som Christopher Bowes, forsangeren fra Alestorm, har været med til at starte op. Der, hvor Gloryhammer adskiller fra Alestorm, er deres storladne, nosse-knusende og imponerende vokaler, et ekstravagant sceneshow og et tekstunivers, der baserer sig på en selvopfunden saga om intergalaktisk krig.

Da Gloryhammer går på, er der ingen tvivl om, at publikum godt ved, hvem Gloryhammer er, og folk er fandme klar. Der var fest og fællessang fra start til slut (med en enkelt lille pause i fællessangen, da der blev spillet et nummer, der ikke er udgivet endnu), og nogle af aftenens første rigtige moshpits kom i gang.

Gloryhammer spillede som en fuldstændigt velsmurt maskine. Måske endda en smule for velsmurt? Til tider kunne koncerten nemlig godt komme til at virke lidt for indstuderet. Det føltes lidt som om, spontaniteten var helt væk, og alt var planlagt til punkt og prikke. Dog skal det siges, at det ikke var fordi, koncerten var kedelig. Næsten tværtimod. Alle musikere gav den alt, hvad de havde, indenfor rammerne af, hvad de havde aftalt, og de spillede stort set helt uden fejl. Jeg håber at næste gang, Gloryhammer kommer til landet, bliver det med et show, der er lidt mere frit.

Alestorm

Hvad er der at sige om Alestorm, som ikke er blevet sagt før? Hver gang, man ser dem, bliver der simpelthen bare leveret en kæmpe fest, og denne aften var bare ikke nogen undtagelse. Fra start til slut var der bare nonstop mosh, hoppen og skrålen fra publikum, som også gav en masse god energi til musikerne på scenen.

Dette var jo Christopher Bowes’ anden koncert denne aften, men det kunne man så sandelig ikke mærke på ham. Han var konstant underholdende og ramte samtlige ‘toner’, han skulle. Koncentrationen røg bare aldrig og var stort set altid på at få leveret så underholdende en koncert som muligt.

Det fede ved Alestorm er også, at de ikke er bange for at tage lidt pis på sig selv. Som indledning til nummeret ”Tortuga” snakker Bowes om, hvordan de lige vil ødelægge stemningen lidt ved at spille en sang, som ingen kan lide. Der er heller ikke rigtig nogen tvivl om, at fans af det tidligere Alestorm har en hang til at synes, det er et underligt (og måske endda dårligt) nummer. Men stadig formåede Alestorm at holde det underholdende og interessant.

Dermed var det også rart, at det meste af aftenens sætliste holdt sig til de lidt ældre sange i bagkataloget. Det er i og for sig det, folk mest er kommet for at høre, og når man hedder Alestorm, er der efterhånden så mange sange, man bare ikke kan gå udenom til en Alestorm-koncert.

Det skal dog siges, at denne koncert, selvfølgelig, ikke kunne matche det vanvid, der var at finde til deres koncert på Copenhell 2022 (endda til trods for en opfordring fra Bowes om at smadre den nye crowdsurf-rekord, der kom der, mest for at få lidt gang i folk). Men det ville også være fjollet at forvente i et venue som Falkoner Salen, som ikke liiiige kan huse godt og vel 20.000 tilskuere.

Jeg har efterhånden set Alestorm et par gange, og de skuffer bare aldrig. Aldrig musikalsk super imponerende, men derimod skide underholdende. Tusinde tak, Alestorm, for et mega fedt punktum på en ret fed aften.

Her er flere billeder fra aftenen, taget af Anders Groos Mikkelsen: