Sort som solen, hvid som svanen

Få band har opnået samme status og omtale, som Swans har. Faktisk er der nok ingen andre bands overhovedet, der har samme omtale som Swans. Og af gode grunde. Man kan næsten sige, at Swans har formået at opnå det uopnåelige musikalsk. Alt fra misantropisk no-wave til atmosfærisk neo-folk til monumentalt post-rock; Swans har lavet det, og de har gjort det med en nidkærhed, der ikke skjuler deres genialitet. “Deres genialitet” er bredt sagt, da den ubetvivlelige drivkraft i bandet er Michael Gira, der stiftede bandet i 1982 og i dag er det eneste originale medlem.

Meget kan siges om Michael Gira. Historierne om Gira, der i løbet af 1980’erne hopper ned fra scenen og overfalder publikum, hvis de headbangede, er historier, der er uundgåelige at støde på, er man fan af bandet. Den aggressive opførsel er han holdt op med nu, men hans sindsforstyrrede og maniske tilgang til musik er noget, han har vedligeholdt gennem årene – og noget af en sindssyg omgang får vi også i aften.

Allerede da bandet går på scenen, og Gira træder frem, kan man mærke en kollektiv respekt og frygt for ham udbrede sig i koncertsalen. Gira begynder med det samme at rette på lysmanden, så alting er præcis, som han vil have det. Vi ender faktisk med at stå i et helt oplyst Store VEGA i sammenligning med andre koncerter, hvor lyser bliver slukket.

Bandopstilling er heller ikke, som man normalt kender den fra andre bands. Gira synger og spiller akustisk guitar, Christopher Pravdica spiller udelukkende bas, Dana Schechter spiller skiftevis bas og lap steel guitar (hawaiiguitar), Kristof Hahn spiller udelukkende lap steel guitar, Larry Mullins spiller skiftevis lap steel guitar og percussion, og sidste medlem, Phil Puelo, spiller trommer, percussion og ganske vist også noget så særligt som en “hammer dulcimer”. Og hver gang der er en lap steel guitar i brug, så bliver den brugt til at skabe øredøvende støj i lydbilledet. Mange af de ting, som Swans implementerer i deres musik, er ting, der ikke umiddelbart ville fungere på papir. Men med Giras vanvittige musikalske indspark har han over årene gentagende gange formået at få det til at fungere.

Allerede ved den 15-minutters lange intro, der hovedsageligt består af langsomt opbyggende støj og forvrængede lydmurer, er det klart, at det bliver en intens omgang i aften. Jeg håber, hver eneste fremmødte i aften har sørget for nogle ordentlige ørepropper, fordi, herre jemini, hvor er det højt. Swans er kendt for deres larmende liveshows, og i aften er bestemt ikke en undtagelse.

Under det støjede intronummer rækker Gira hånden op i været og ryster den voldsomt, som om han er ved at få et anfald. Det bliver han ikke ved med længe, eftersom han lægger guitaren fra sig, rejser sig op og begynder at gå rundt og dirigerer med de forskellige bandmedlemmer. Han hæver og sænker hånden og signalerer til, hvornår resten af medlemmerne skal spille, og hvornår de ikke skal. Det er koordineret, det er ekstremt, og det er ikke særlig håndgribeligt, men det er stadig monumentalt.

Swans benytter sig af repetition i deres numre. Mens man står og oplever ensartede numre som “The Hanging Man”, føles repetitionen mere som en tilgang end en tilpasning. Især når man kombinerer repetitionen med Giras monotone og langtrukne vokal. Det er, som nævnt tidligere, noget, der fungerer, fordi det er Gira, der har sammensat det på manisk vis. Men manden får det til at virke.

Man kan ikke indkapsle et Swans’ show i blot én anmeldelse. Numre som “Cathedrals of Heaven” og “Birthing” føles som om, man har fanget et lyn i et bæger og skrevet numrene ud fra den energi, lynet udsender. Energien skaber den tordnede intensitet, mens repetitionen skaber en beroligende atmosfære i den fuldstændig øredøvende støj af instrumenter og den voldsomme vokal.

Swans spredte vingerne og udførte højdramatiske musikalske kraftslag mod publikum, så det susede om ørene på os. Vi håber ikke, at denne tour er Swans’ svanesang – de må gerne blive ved længe endnu og komme tilbage til Danmark.