Alice Cooper

Støjende kraut i skrøbelige omgivelser










  • Farfars Tobak










  • 10 000 Russos

3.3









Anmeldelse af: 10.000 Russos, Underwerket, Støberiet, 09. juni 2017.

Hurtig spoiler: Portugisiske 10 000 Russos er ikke metal. Men så igen: De er stadig langt fra det mindst metal’ede, vi har beskæftiget os med her på matriklen.

I stedet er de en kriminelt overset, massivt støjende krautrocktrio, der efterhånden har gjort det til en vane at leve livet på de europæiske landeveje – og på en regnvåd fredag ramte de så København igen. Egentlig skulle koncerten, der var et led i Magisk Stats lange række af forskellige aktiviteter, havde fundet sted på Underwerket i Valby, men af uvisse årsager blev arrangementet rykket til det klart mindre koncertvenlige Støberiet på Indre Nørrebro. Jeg havde tidligere oplevet 10.000 Russos i 2015 i et gammelt fryselager i Kødbyen, hvor deres enorme lydflader også havde svære arbejdsbetingelser, så det var i hvert fald med visse forbehold, at jeg ud på aftenen ramte Blågårds Plads.

Til at sætte en eller anden form for stemning var københavnske Farfars Tobak blevet tilkaldt som opvarmning, hvilket var første gang, jeg fik mulighed for at stifte bekendtskab med det nyeste skud på den danske syrerockstamme.
Det stod ret hurtigt klart, at langt størstedelen af de omkring 30 fremmødte var kommet for at opleve ungersvendene, hvis debutkoncert kun lå to uger tilbage i tiden. Som så mange før dem, var inspirationen var slut-60’ernes udsyrede, psykedeliske bølge bestemt tilstede i bandets musik, og man kunne hurtigt drage paralleller til de ligesindede aktører i både Fribytterdrømme og Elevatorfører – omend Farfars Tobak stadig lyder, ligner og føles som en klar light-version af de i forvejen etablerede syrerocknavne herhjemme.
Der skal dog næppe herske nogen tvivl om, at bandet med tiden helt sikkert har mulighed for at blive endnu bedre, vildere og større, men lige netop dér på Støberiet rakte den ungdommelige vildskab og en kedsommelig jam-afslutning ikke nævneværdigt langt.

Omvendt er 10 000 Russos et band, der ikke selv behøver at ty til kropslige udskejelser på scenen – nærmest stik modsat. Jo mere mekanisk musikken føles, og jo mere statiske de tre senhores på scenen fremtræder, desto større er effekten. Badet i sort/hvide, flimrende visuals i et ellers mørklagt rum, angreb trioen først og fremmest vores ører med et lydniveau, der næppe kan have været godkendt i det ellers så stille forsamlingshus.
Anført af numre fra deres to fuldlængdeudgivelser, den selvbetitlede debut fra 2015 og så dette års “Distress Distress”, leverede 10 000 Russos lynhurtigt en sonisk tæppebombning på det sagesløse publikum. Og selvom de overordnede strukturer i de enkelte sange, som eksempelvis de marchlignende rytmer i ”Usvsus”, var det, der bandt koncerten sammen, var det ikke mindst, når bandet forlod strukturerne og udvidede de i forvejen omfattende 6-7-minutterskompositioner til kalejdoskopiske krautrockeskapader, at det støjende og repetitive scenarie for alvor kom til sin ret.

Fra “Distress Distress” var numre, som det knap så opløftende ”Europa Kaput” samt ”Tutalitarian”, der giver associationer til islandske Dead Skeletons, blandt de klare højdepunkter, men først og fremmest er det bandets samspil og indbyrdes forståelse for den musik, der fødes heraf, der er den egentlige succeshistorie. Den begrænsede (nonverbale) kommunikation og selvsikre leverance af de individuelle numre vidner om et band i absolut kontrol midt i sit maskinelle lydunivers. Ethvert lydmæssigt bidrag blev trukket helt til grænsen og lidt over i sådan en grad, at det maksimale lydniveau såvel som spilleforbuddet klokken 23.00 på Støberiet vist nok heller ikke slap for at blive brudt.

Til et ellers oplagt koncertarrangement som dette i hjertet af København havde jeg dog nok forventet større opbakning fra det lokale psych-miljø, der ellers møder trofast og talstærkt op til både Copenhagen Psych Fest og lignende events. At 10 000 Russos derudover også måtte nøjes med så skrøbelige rammer, som det var tilfældet, hjalp bestemt heller ikke deres sag – det kan selv ikke det faktum, at de leverer bundsolid, udsyret kraut som få andre her på kontinentet, ændre på.

Avatar
Daniel Niebuhr
Redaktionens anti-metaller, korrekturtype og ordfetichist. Skriver også en masse for Undertoner. Ved mere om Eurovision end dig.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

Discover

Latest

Copenhell ’21: Syv skarpe skud!

Ligesom sidste band-annoncering fra Copenhell (11. juni '20) har Copenhell også denne gang genbestilt navne fra 2020-programmet og et enkelt ny.   Arkivfoto: Mark Stoumann Der er...

Carach Angren – Franckensteina Strataemontanus – anmeldelse

Anmeldelse af: Carach Angren - "Franckensteina Strataemontanus". 26. juni 2020 via Season of Mist. Det brutale hjørne giver dig en anmeldelse af en dyster satan! Vi...

Groove Metal med politik til dessert

Anmeldelse af: Lamb of God - "Lamb of God". 19. juni 2020. Nuclear Blast. Med deres selvbetitlede plade leverer amerikanske Lamb of God en festlig...

Velkommen til Junkyard Drive-in

Anmeldelse af: Junkyard Drive. Dyrskuepladsen, Roskilde. 13. juni 2020. Så skulle konceptet med en drive-in-koncert afprøves, og hvem bedre at gøre det sammen med end...

19 “nye” navne til Copenhell 2021!

Copenhell 2020 havde et fænomenalt godt lineup. Heldigvis har bookerne været gode og gen-erhvervet nogle af de bands, mange havde glædet sig til at...