Svedige danserytmer i arenaen

Anmeldelse af: Jeff Lynne’s ELO. Royal Arena, København. 16. september 2018.

Jeff Lynne’s ELO (Electric Light Orchestra) lagde Royal Arena ned, med et show bestående af fantastiske sange, spillet til nået nær perfektion.

Billy Lockett
Vi starter ud med en lidt besynderlig opvarmning. Billy Lockett fra England har scoret sig opvarmningstjansen for Jeff Lynn’s ELO og forsøger med sin pop at tryllebinde det gammeldags rockede publikum, der befinder sig inde i Royal Arena her til aften.

Lockett er bevæbnet med en god vokal, et keyboard, en trommeslager samt en bassist/guitarist (ja, man kan godt spille begge dele) samt et sæt, bestående af triste popmelodier. Musikken føles bekendt på trods af, at jeg ikke kan mindes at have hørt den før. Dette resulterer i, at det hele føles kønsløst og anonymt. Som at få et måltid, som burde være spændende, men i virkeligheden bare smager af kylling. Tør kylling, med udkogte kartofler. Øv.

Lockett selv virker dog både ganske sympatisk og charmerende, som han nervøst fortæller korte anekdoter i løbet af showet. Ligeledes synger han sgu godt på trods af, at det føles som noget, man har hørt mange gange før på P3 eller endnu værre: i X-Faktor. Netop sådan et program passer musikken også virkelig godt til. Det er ret kedeligt, temmelig intetsigende og ufatteligt nemt bare have i baggrunden. Musik for de, som ikke vil udfordres.

Det mest spændende i løbet af koncerten bliver et, egentlig okay udført, cover af nummeret “Wicked Game”, som oprindeligt er skrevet af Chris Isaak. Det er egentlig sjovt, hvordan Locketts bedste nummer ikke er hans eget. Bevares, Lockett og hans band spiller glimrende, og musikken er veludført, men det er så kønsløst og blottet for original værdi, at koncerten slet og ret føles som en ting, der blot skal overstås fremfor at nydes.

Lyden formår at virke lovende. Der er måske lige lidt for godt knald på trommerne, særligt stortrommen, og keyboardet er en kende for lav. Dette rettes der heldigvis lidt op på igennem sættet, så man formår faktisk at få forventningerne op for aftenens hovedret, der helst ikke skulle smage af tør kylling.

Jeff Lynne’s ELO
Lidt over en halv times changeover inden vi kan få det, som vi har fået fyldt Royal Arena ud for. Ja, der er sgu udsolgt her til aften.
Det første, der rammer en, er, hvor skarpt lyden står. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet så god lyd til så stor en koncert. Det eneste lydmæssige problem er, at der til tider er nogle vokaler, der skal skrues lidt op eller lidt ned, samt at Lynnes egen vokal af en eller anden grund ikke går helt klart igennem. Bevares, han kan høres, men lyden er lidt grynet af rumklang. Vokalen dog veludført.
Selve bandet lyder intet mindre end fantastisk, og man fornemmer i sandhed det ufatteligt velfungerende sammenspil, der mildest talt er imponerende. Publikums klapsalver giver i øvrigt en smuk genklang inde i arenaen her til aften. En dejlig førstegangsoplevelse af Royal Arena for mit vedkommende.

Musikken er spændende, og alligevel ret lettilgængelig. Jeg skal indrømme, at mit kendskab til Electric Light Orchestra er meget begrænset, og alligevel kan jeg igennem koncerten ikke lade være med at føle, at jeg har hørt en god del af sangene før. Det swinger næsten for godt, og jeg tager mig selv i at konstant begynde at sidde og smile for mig selv blot ved bandets sammenspil samt musikkens struktur og sammenhæng. Det er ikke bare velspillet, det er også enormt velkomponeret.

Musikken spiller så godt at, på trods af, at det er en siddende koncert, adskillige publikummere rejser adskillige sig op i løbet af koncerten og begynder at danse til de poppede rockrytmer. Det er ufatteligt svært ikke blive grebet totalt af den super lækre musik, særligt når den til tider går hen og bliver helt disco-agtig.

Lysshowet er intet mindre end fantastisk og storslået. Man kan ikke undgå at blive imponeret over den generelle brug af lys samt det enormt fede scenesetup, der i sandhed løfter showet ekstra højt. Da der i enkelte numre bliver luftet lasere (på den bedst tænkelige måde i forhold til musikken i øvrigt), spreder glæden sig nærmest i hele kroppen. Blandingen imellem et old school syreshow, men med nyere teknikker og forbedret teknologi, går rent ind her til aften.

Det er et enormt band, som Lynne har med sig. Jeg tæller intet mindre end 13 mennesker, Lynne inklusivt, på scenen, alle med hver deres rolle i formidlingen af Electric Light Orchestra. Samtlige musikere er on-point med deres roller. Særligt fedt fungerer det, at have violinen samt de to celloer med, der virkelig får lov til at skinne igennem, når behovet er der. Desuden er samtlige af de ekstrasangere intet mindre end formidable, ikke kun som harmoni og kor, men i sandhed også som lead. Særligt ofte lander den kvindelige vokal lige der, hvor hjertet begærer.

Sætlisten består udelukkende af gode sange. På intet tidspunkt føler jeg, at jeg keder mig. Der er masser af variation, uden at den røde tråd går tabt. Da der midt i sættet lige bliver tid til et nummer fra Lynnes dage i The Traveling Wilburys, stiger gensynets glæde hos mig. “Handle With Care” er et dejligt nummer, og det tager også kegler her til aften, så selv den afdøde George Harrison formentlig ville have været stolt.

Bandets lyd er helt vildt fed. De klassiske instrumenter går rent igennem, en ting der, som hovedregel ellers er ufatteligt svært med et rockband. Selve guitarlyden er ligeså dejligt rockende, som man kunne håbe på, og lead-guitaren skærer igennem det ellers store lydbillede, som en varm kniv skærer igennem smør. Det er ufatteligt, at det kan lade sig gøre i dette omfang, men Jeff Lynne’s ELO formår nu at gøre netop dette i Royal Arena.

En fast problematik, der dog opstår, når man spiller for et dansk publikum, er, når man gerne vil have dem til at klappe, således, at det passer sammen med musikken. Dette kan vi danskere som hovedregel ikke finde ud af, og i aften er da bestemt heller ikke en undtagelse. Bandet forsøger ellers bravt, men de taktdøve danskere formår ikke helt at være med på noderne.

Bandet spiller et glimrende sæt på lige godt halvanden time, før de går af til enorm jubel fra publikum, ja, klapsalverne formår faktisk ikke på noget tidspunkt at dø ud, førend bandet kommer ind igen.
Dette er egentlig imponerende i sig selv, da bandet faktisk tager et stykke tid, før de vender tilbage. Da de så vender tilbage, er det med et cover af Chuck Berrys “Roll Over Beethoven”, og hvordan starter man den bedst, når man har strygere i ens band? Ved at spille de første strofer af Beethovens femte symfoni, selvfølgelig! Dette gøres naturligvis til enorm jubel fra publikum og endnu et kæmpe smil på mine læber. Showet slutter efter dette nummer, men vil for evigt være printet ind i sindet på samtlige mennesker, der deltog denne aften.

Jeff Lynne’s ELO har lagt Royal Arena ned med en helt fantastisk koncert, der i øvrigt også talte gæst nummer 1 million indenfor arenaens døre, siden Metallica åbnede arenaen tilbage i februar 2017. Dette er en aften, som arrangørerne, såvel som publikum og band, godt kan være stolte af.

Vores udsendte fotograf, Anders Groos Mikkelsen, tog følgende billeder fra aftenen: