Alice Cooper

Svensk satanisk sejr

-

Anmeldelse af: Necrophobic. Wacken, Headbanger’s Stage. 01. august 2019.

Når man snakker svensk black/death fra start-halvfemserne, falder tankerne ofte på Dissection, men der findes et andet band under de kriterier, som endda har otte plader bag sig og har holdt kvaliteten overraskende høj hele vejen igennem karrieren. Bandet hedder Necrophobic, og de spiller den med Satan.

 

Foto: Amanda Gaarsdal

Necrophobic har været gennem en periode med drama, som startede i 2013, hvor de så sig nødsaget til at smide vokalist Tobias Sidegård ud, da han blev dømt for vold mod sin kone. Året efter fandt bandet en erstatning i Anders Strokirk, som var vokalist på den første plade, The Nocturnal Silence, fra 1993. På guitarfronten så bandet også gamle medlemmer vende tilbage, og resultatet af denne ”nye” besætning var sidste års, Mark Of The Necrogram, som blev yderst velmodtaget.

Det var da også et band med blod på tanden, som gik på scenen og gjorde et satanisk alter ud af Headbanger’s Stage. Scenen var badet i rødt lys og dækket til i bannere og pentagrammer, og bandet var klædt i corpsepaint, læder og nitter fra top til tå.
Til lyden af ”Awakening…” fra debuten fra 1993 gør bandet det klart, at der bliver lagt 100 % i dette show. Hele bandet er ude over deres monitors med grimasser, som ville gøre Abbath stolt, og der headbanges hele vejen til helvede.

Strokirks vokal er præcis som den skal være, og der er kun mindre tegn på den manglende erfaring, som han måske mangler et par år til at opbygge. Sætlisten er velbalanceret mellem debutalbummet, den føromtalte plade fra sidste år samt Hrimthursum og min personlige favorit, Death To All, fra 2009.

Det 30 år gamle band spillede en rigtig underholdende koncert, og jeg gik derfra og tænkte, at Necrophobic uden tvivl har mange år tilbage endnu.

 

Amanda Gaarsdal har lige et par billeder mere til dig fra koncerten her:

 

 

REVIEW OVERVIEW

Necrophobic

Share this article

Recent posts

Popular categories