Reportage/anmeldelser fra Copenhell Metal Cruise 2024, dag 1 d. 25.10.24.
I 2017 satte Oslobåden ud fra København på den første færd med Copenhell Metal Cruise. Succesen er vendt tilbage, og i år deltog jeg for første gang.
Foto: Magnus Karms Blichfeldt
En lille smule træt efter Russian Circles og REZN dagen før sagde jeg på gensyn til den skønneste kvinde i verden og cyklede imod Amager for at pakke min sparsomme taske. Det er trods alt kun to dage, jeg skal være væk i, og min nakke har det heldigvis bedre.
De andre år har det været lidt for pebret med prisen for hele affæren (og er det måske stadig). Men nu, hvor man var blevet presse for dette medie, og line-uppen faldt lige i min smag, så var det på tide at få strukket mit træben på det åbne hav. Jeg cykler ud til kajen og åbner en Harboe-øl med min veninde, imens jeg venter på min fotografkollega, der er en mere erfaren metal-matros ned mig.
Kl. 15.00 stævner vi ud på bølgen blå
Vi går om bord og finder vores kahyt. Dækket summer af spænding, og jeg mærker en helt særlig stemning og sammenhold fra de gæster, der har været med flere gange. Der er da også så rigeligt at mødes over. Fra banko til tatovør, escape room, growling-workshops samt arcade- og brætspil. Og hertil følger diverse drikkemuligheder som Den Synkende Skude og andre barer.
Flådens Friske Fyrer synger sømandsviser rundt om på skibet. Der er DJ, og vil du have nettet Amon Amarth-skægget og Peter Steele-håret, så sørger Salon Til Søs for pleje af dit smukke headbanger-ydre. Openhell-karaokekonceptet er også kommet med på skibet.
Dæk 2, 7, 8, 9 og 10 rummer mildest talt med mere underholdning, end der kan nås på to døgn, men dette overflødighedshorn kan man vist kun klassificeres som et luksusproblem. Og vi er ikke engang nået til musikken, der kan findes i lokalerne Club Moonlight og Columbus.
Mig og min kammerat åbner hver en lille flaske champagne og skåler på fremtidige gode oplevelser. Kort efter får jeg lakeret mine negle lilla, en lille hilsen til min hjertenskær på fastlandet, da dette er hendes favorit farve.
Swartzheim: Columbus kl. 16.00
Dannet i 2018 i Aarhus har bandet nået vidt omkring, det har i hvert fald været svært at undgå deres navn på plakater til koncerter rundt omkring i landet. Dette skal dog blive denne anmelders første møde med Niels Kasule (rytmeguitar), Ebbe Rask (bas), Sebastian Vestergaard (trommer), Joe Timmins (leadguitar) og Jeppe Halse Fugleberg (vokal). Tidligere er der blevet udgivet debutalbummet, Clinical Nightmare (2021), og EP’en Sympathy (2023). Op til krydstogtet er alt bandets materiale dog blevet fjernet fra streamingtjenester for nylig. Hvad dette valg skyldes, skal jeg ikke kunne sige.
Columbus-scenen er i gulvhøjde adskilt af en lille barriere, man let kan stå på, dog er der lidt lavt til loftet. Der er bløde siddepladser og sofaer rundt om i lokalet og naturligvis en bar at hente væske i. Alt sammen meget overskueligt. Lad os finde ud af, hvad de unge knægte har at byde på.
Et par minutter forsinket går Swartzheim på. Der en fin groove i deres thrash, og en legende solo finder da også vej i støjen. Der findes også en fin tyngde, og de unge herrer gør da også, hvad de kan for at opildne publikum. En enkelt crowdsurfer demonstrerer, hvor tæt der er til loftet, og en lille moshpit kommer da i gang.
Dog er musikken på mange måder ikke videre interessant. Bevares, det er godt at hamre bajere til, men ikke så meget mere. Der er ikke noget hook eller særlige dele af sangene, der sætter sig fast hos mig eller giver mig lyst til at gå hjem og lytte videre, hvis jeg kunne. Det er også en ok mission at have, at man blot vil spille noget simpel metal, man kan gå amok til, men jeg tror faktisk, at potentialet hos jyderne er til mere end det.
Fugleberg leverer nogle gedigne skrig og også ren vokal fra sangeren, får vi hørt. Der bliver klappet fint, men det er ikke fordi, at rummet ligefrem er tryllebundet. Der kommer circle pit, og jeg kan godt godkende det her som en fin start på heavy metal-jollen, men heller ikke mere end det for denne gang.
Pallbearer: Moonlight Club kl. 17:30
Det amerikanske doomband er et indslag, der skiller sig ud på programmet ved ikke at være lige så feststemt, som de andre navne. Men derfor kan de stadig overraske positivt. Ud af fem albums udkom det nyeste, Mind Burns Alive, i år. Jeg har kendt til gruppens navn i lang tid, men aldrig hørt dem på plade eller set dem live.
Rummet, hvor Brett Campbell (vokal, leadguitar), Josep D. Rowland (vokal, bas), Devin Holt (guitar, backing vokal) og Mark Liery (trommer) skal optræde i, er lidt af en anden størrelse. Scenen er højere, og udover gulvet, der bringer en tæt på artisterne, så kan man vælge at stå lidt højere oppe på det næste plateau eller sætte sig på på balkonen, hvor der er stole. Der er også pyntet mere op, og det hele har auraen af at være lidt mere ekstravagant.
Da Pallbearer begynder at spille, er det fedt at høre, hvor meget prog der er i deres doom. Guitaren har flere fængende toner i den instrumentale start. Når vi rammer de tunge sektioner, kan det helt minde mig om sludge nu og da. De tre stemmer hver især får sin tid i spotlightet, rammer nogle flotte vokalharmonier og fungerer rigtig godt sammen med hinanden og alene for den sags skyld.
Som de brusende bølger flyder vi ud imod noget stort og ukendt, imens musikken tager os i sin favn. Det her er introvert metal, men derfra emmer der også en styrke, som jeg bestemt kan spejle mig i. Det er som at drømme vildt om sin egen vrede. Desværre tror jeg, at amerikanerne er et lidt for modigt valg til festaberne om bord. Flere vælger at forlade rummet, og bandet selv gør ikke meget for at holde på folk. Det er også svært at opfordre til den vilde energi, når ens genre mere balancerer mellem melankoli og katatoniske tilstande.
Derfor er det stadig en skam, da det flere steder er smukt, lyden er lidt mudret i mixet, men måske er det meningen, at vi skal føle os lidt fortabte? Lysshowet er ej heller med til at fange de flestes opmærksomhed, det er faktisk temmelig uinspirerende og akkompagnerer ikke Pallbearer særligt meget.
Men blev man der, var der imponerende soloer og en bas, der slog hårdere end Tritons trefork. Det kunne være fortryllende voldsomt, men det sank desværre mest til bunds i denne omgang for de fleste.
Junkyard Drive: Moonlight Club kl. 19:30
Aha, en semi-gammel kending, der har for vane at levere en god rockfest. Speederen skal hamres i bund uden større omtanke. Dette blev der sandelig også gjort. Med flabet attitude og drengerøvscharme er Junkyard Drive mestrer i den catchy melodi og frække riffs.
Der kan danses og hoppes, og det får jeg gjort på første række med det største smil. Det er nogle gange så forfriskende at være vidne til et band, der med så stor lethed kan spille op til dans i en storm af fokuserede gak og løjer. Desværre udebliver den helt store episke Los Angeles-præstation. Ikke fra bandet, men fra gæsterne. Dette skyldes udelukkende, at netop denne koncert støder sammen med en af headlinerne. Den er svær, og de fleste er trukket i retning af den hårdere metal end glam-orgiet.
Lige dette show er ellers alt det, jeg ville forbinde med Copenhell Metal Cruise, men man skal jo have lov at vælge ting fra. Jeg lover dog mig selv at næste gang, jeg ses med de herrer, så skal det være til en headliner-koncert, og så skal jeg nok vise, hvor danseskoene skal stå.
BAEST: Columbus kl. 20:00
Jeg må komme lidt inde i showet, genremæssigt er det at gå fra én yderlighed til en anden, men dødsmetal på en gyngende båd må man ikke snyde sig selv for. Særligt når det er alles favorit inden for DK-death. Hvor mange gange har jeg set de herrer? Jeg har helt sikkert tabt tal på det, men, nøj, hvor har jeg glæder mig til at growle med på alle favoritterne.
Der må være en simpel konsensus på dette punkt i BAESTs karriere: de er uovervindelige på en scene. Simon Olsen er en af de mest rutinerede og brutale frontmænd på den danske metalscene, og han har os alle i sin hule hånd, som salen svedende forvandles til et kærligt kaos. Lasse Revsbech og Svend Karlsson er herligt legesyge, hver eneste gang de optræder. Der er tætpakket, og vores energi får vi direkte tilbage i fjæset med ubønhørlig styrke.
Nye sange som “Misfortunate Son” og “King of the Sun” lover forbandet godt for et nyt album og komplementerer de klassiske skæringer godt i setlisten. Jeg kommer helt foran og brøler med på “Necro Sapiens”, som jeg plejer; en tradition, jeg altid holder fast i. Min t-shirt er for længst forsvundet, og i min Black Veil Brides-vest sveder jeg med resten af de dedikerede fans.
Endnu engang var vi vidne til en rendyrket eksplosion, der sendte alle vores nakker i headbanger-eksil. Tak, det er en kæmpe godbid, at jeg skal se BAEST igen i morgen.
Opsummering af fredag
Det har været en lang dag, og foruden de mange skønne venner og veninder vil jeg rose den excellente aftensmadbuffet. Fra skaldyr og pomfritter til indisk er der nærmest ikke noget her, maven ikke begærer. Her kunne jeg have skafning hver dag, hvis det skulle være.
Lucifer må jeg lidt slidt springe over, og Gloryhammer skriveriet gemmer jeg, så der også er noget at læse om omkring dag to. Ja, de optræder af flere omgange. Hvor heldig kan man være?
Når man går mellem dækkene og udenfor, når man skal fange en smøg, er der en skøn følelse af minifestival. Til natteravnen er der Red Bull Afterparty, før man lægger sig til at sove. Personalet på skibet er meget venlige, og kundeservicen er i top. Man har det i sandhed som om, at man bliver forkælet.
Første dag er næsten gået for stærkt, men man kan jo ikke brokke sig over at have det sjovt. Vi ses i morgen til en ny dag i oceanet med distortion og højt humør. Jeg skal have endnu en til tørsten.
Se hele galleriet af Magnus Karms Blichfeldt herunder:
