Anmeldelse af: Lotan – Angelus Pestis. Udgivet 03. september via UPRISING! Records.
Lotan leverer en udmærket omgang gammeldags og punket black metal på deres nyeste EP, ”Angelus Pestis”
Så er vi her igen. Endnu et nyt skud fra den danske black metal-stamme, denne gang af den mere direkte og gammeldags skole; du ved, dengang hvor der ikke var så meget pis og papir, men derimod smadder, ond vokal, dystre melodier og til tider decideret knusende riffs.
Lotan består af nogle garvede danske herrer, der normalt spiller i det vikingeinspirerede dødsmetal band, Vanir, men har fundet et fælles ståsted i forbindelse med deres kærlighed til blackmetallen. Det er altså et tomandsprojekt fra Martin Rubini og Philip Kaaber, som er henholdsvis sanger og guitarist i Vanir. Live hiver de så en gruppe sessionmusikere med, så musikken kan leveres sådan, som det er tiltænkt, at den skulle lyde.
Det kan hurtigt mærkes, at der ikke har været så mange musikere indover dette projekt. Det er meget tydeligt, at musikken er fokuseret omkring guitarens simplistiske rifferi og melodiøsitet. Der er altså ikke de store ambitioner om at skulle være atmosfæriske på den ene eller den anden syrede måde. Her er blot tale om et råt og intenst udtryk, og det fungerer også glimrende på sin egen simple facon. Riffsne er solide og lyder samtidig også gode. Vokalen er tilpas brølende til, man stadig kan fange, hvad der faktisk bliver sunget, i hvert fald til tider. Der er selvfølgelig også de klassiske blackmetal-skrig, men generelt ligger vokalen i den mere råbende ende af black metal-skalaen. Dette klæder samtidig også det udtryk, som musikken forsøger at komme ud over stepperne med.
Det spiller godt sammen.
Desværre er produktionen udover guitar og vokal også bare lidt vag. Trommerne, der formentlig er rent computerprogrammerede, lyder ikke super fedt, og det kommer tydeligt igennem på de hurtigere og hårdere stykker på EP’en, hvor særligt lilletrommen og stortrommen mangler noget variation og dynamik. Det kommer til at lyde for glat, når alle trommeslag er nøjagtigt ens, især når det slag, man i forvejen benytter, lyder lidt af papkasse til at starte med. Ligeledes føles det soniske rum en kende tomt for basfrekvenser, ja, faktisk er det utroligt svært lige at pinpointe bassen i mixet. Nå ja, hva’, skidt! Det er da en bedre produktion, end man kan sige om så meget andet old school black metal, også af den nyere slags.
Teksterne bliver til tider for banale og klichéramte. Det bliver lidt ensformigt at skulle lytte til en sanger, der blot skal virke ond, fordi det er det billede, man skal have i genren, i hvert fald når det vises så kliché-agtigt som det f.eks. gøres på EPens anden skæring B42-MOAB. ”you were born to die” bliver sgu helt ærligt så klichéfyldt og banalt, at man er ved at spørge, om dette egentlig er en joke. Det er heldigvis også pladens lavpunkt netop dette nummer, der bare ikke helt svinger eller varierer så godt som de andre numre.
Heldigvis er Angelus Pestis da heller ikke helt uden overraskelser. “Invita Lucifer” spiller nemlig fremragende og er på mange måder et dejligt velkomponeret nummer. Særligt godt bliver det, når dynamikken får lov til at brede sig, og der kommer et glimrende klaverstykke ind. Det nummer spiller sgu på trods, eller måske endda i kraft, af klichéerne. Her lykkedes Lotan altså med at skrive et fængende simplistisk og alligevel episk blackmetal-nummer.
“In The Shadow Of A Falling Star” spiller ligeledes ret fedt, om end ikke alle riffs er helt lige fede, så rykker nummeret hårdt igennem på det føromtalte direkte udtryk, og vokalen sidder rigtigt fedt i lige netop dette nummer.
Pladen lukkes af med det Abbath møder Amon Amarth-lydende nummer, Lions And Snakes, der leger lidt med de klassiske flydende blackmetal-akkorder. Det er hørt før, og det spiller ikke helt så godt som lukker til EP’en, som man kunne have håbet.
Der er faktisk flere glimrende ting at hente på Angelus Pestis, hvor særligt det mere dynamiskvekslende er det, der spiller bedst. Lotan formår at lave en EP, der trods sine klichéer og mangler alligevel formår at stå skarpt. Hvis bare fokus for fremtiden kommer til at ligge mere over i det varierende, som bandet har fat i på Invita Lucifer, så vil bandet pludselig blive lige det mere interessant. Produktionen fortjener et nyk opad, særligt i forhold til trommerne og bassen, der begge lider under denne produktion, samt at der måske ikke lige har været nogen til rent faktisk at liveindspille dem.
Alt i alt slipper Lotan dog godt afsted med deres EP og formår alligevel at virke spændende nok til, at man gerne vil give kommende materiale et lyt.
