Alice Cooper

Yderlighedernes floddelta

-

Anmeldelse af: Rivers of Nihil: The Work. 24. september 2021 via Metal Blade Records.

Rivers Of Nihil  prøver nye ting af på deres seneste album, ’The Work’, og selvom det er mindre tech, så er det bestemt et lyt værd.

 

Så er den endelig i hænde: den nyeste skive med det amerikanske tekniske dødsmetalband Rivers of Nihil. Faktisk har dette været et album, jeg har set frem til med både en del forventning, men faktisk endnu mere med spænding i kroppen. Min pre-order lå i hvert fald hurtigt klar på denne. Da chefen så spurgte, om nogen ville anmelde, sprang jeg hurtigt til, thi så kan den jo afbestilles, hvis nu den ikke var noget ved. Det seneste skud fra deres hænder, Where Owls Know My Name, var et fremragende stykke tech-død med sine voldsomme numre, fede riffs og sexede saxofon. Kan bandet virkelig leve op til dette på et nyt album, funderer jeg?

Jeg er ikke den eneste, der har været spændt på denne plade. Min go-to tech-guy, vi kan vælge at kalde ham for Bjarne, har også set enormt meget frem til denne, dog er Bjarne bange for, at den tekniske dødsmetal bliver forfordelt i forhold til progressiv metal. Bjarnes anelser skal vise sig at holde stik, men ikke i så høj grad, som man kunne frygte. Faktisk klæder det Rivers of Nihil, at de skyder lidt med spredehagl og prøver nye ting af.

Der er faktisk enormt meget ren vokal med på The Work, og det spiller faktisk enormt fedt sammen med det hårdere og til tider meget tekniske metal, som bandet er garanter for at levere. Rivers of Nihil formår at få det til at spille igennem hele albummet, der varierer helt abnormt meget. Dynamikken er meget i fokus på dette album, hvor de stille passager får lov til at være sårbare, og de tunge og smadrede passager lige får lov til at sparke lytteren i fjæset. Man skal jo heller ikke glemme, at vi er i gang med at lytte til et dødsmetalband, vel? Faktisk minder flere af de steder, hvor der er ren vokal, ret meget om det britiske doom metal-band Novembers Doom, og det er helt bestemt ment som en stor ros.

Instrumenteringen sidder lige i skabet, nøjagtigt som man, såfremt man er bare lidt bekendt med Rivers of Nihil, ville forvente det. Guitarerne er stramme, tunge og med et enormt detaljerigt spil fyldt med masser af finurligheder i de tunge stykker. Den rene guitar er lækker og lægger en fed stemning og viser en stor alsidighed i bandets udtryk. Trommerne lyder helt perfekte og mudrer ikke, uanset hvor hurtigt eller langsomt de nu skal spille. Bassen får lov til at lege godt med i lydbilledet og er ikke blot en ekstra tung guitar, som skal ligge og gemme sig bag de andre instrumenter blot for at skabe lidt bund.

Bund er der i forvejen rigeligt af, så man kan ligeså godt lege lidt med. Ligeledes spiller bandets brug af effekter enormt godt ind i løbet af albummet, hvor der ofte bruges, hvad jeg i dagens anledning vil kalde for computerlyde, da jeg slet og ret ikke ved, hvad disse effekter ellers skal kaldes. Det skaber en form for rød, digital tråd igennem albummet, og bliver ofte brugt i mere syrede stykker eller i outroer med det formål at lægge op til det næste nummer.

Så kommer det store spørgsmål: ”Hvad med saxofonen!? Er den der endnu, og er den ligeså sprød, som den var sidst?” Svaret er: Ja! Til alle spørgsmål.
Faktisk er brugen af saxofon umiddelbart større her end tidligere, hvilket giver en et håb om, at bandet faktisk hiver en saxofonist med, når de forhåbentlig besøger Danmark den 24. november. Brugen er dog ikke altid så fremtrædende, som mange måske havde håbet på. Saxofonen bliver ofte brugt til stemning og lægger sig rigtigt ofte lidt bag i lydbilledet, hvilket rigtigt ofte klæder stykkerne, når brugen kun er sporadisk. Når den får fuld skrald og fokus, er den dog nærmest konsekvent lækker, og man fristes til at kalde det for en sexofon fremfor saxofon. Et klart eksempel på dette er i nummeret “The Void From Which No Sound Can Escape,hvor saxofonen optræder vanvittigt sexet.

Rivers of Nihil skiller sig ud fra de fleste dødsmetal – og særligt tekniske og progressive – dødsmetal bands ved, at der faktisk nærmest aldrig bliver growlet. I stedet benytter bandets sanger, Jake Dieffenbach, sig af råbe-teknikker, der oftere opleves i hardcoregenren, og sateme om ikke det spiller helt vildt fedt med den tekniske og progressive musik samt som stærk modsætning til de enormt lækre, rene vokaler.

Som nævnt fik Bjarne ret. Dette album er mere progressiv dødsmetal, end det er tech, men hvor Bjarne var bange for denne udvikling, så viser det sig, at den faktisk klæder bandet rigtigt godt. Det er fedt, at det ikke blot lyder som et eller andet standard tech-band (dem har vi mange af), men i stedet forsøger at lægge sig imellem det tekniske, det progressive og det decideret tunge og enormt solide.

Numrenes opbygning emmer af progressiv metal, hvor formen er i konstant udvikling, og man sjældent kan gætte, hvad næste skridt i et nummer bringer en ud på af eventyr. At genlytte albummet er netop derfor også en fornøjelse, da man som lytter konstant opdager små nye detaljer igennem forløbet. Denne progression kan især mærkes og høres på albummets afslutter, som lige pt. også står som albummets stærkeste skæring for mit vedkommende, Terrestria IV: Work, der kommer godt rundt i det landskab, som hele albummet har præsenteret.

Som om det ikke var nok med alle disse sammensmeltningen af genrer, så besidder The Work også elementer fra post metal, hvor der indimellem dvæles ved lange, drømmende og smukke, men alligevel dystre, melodier og passager, der let kunne have været at finde hos bands som f.eks. ISIS, MØL, eller Mogwai; alle tre ret forskellige bands, men med en nogenlunde sammenlignelig tilgang til musikken. Personligt havde jeg ikke forventet dette af Rivers of Nihil, men fandeme om ikke de også overrasker her!

Albummet er derudover spækket med fede soli, der nærmest konsekvent rammer lige der, hvor det kilder allermest hos den kælne guitarist. Der er eddersparkeme mange soli på dette album, der ligger smooth og enormt behageligt. Der er ikke altid fuld smadder på, men det er faktisk lige før, at de rolige og melodiske soli er de, som står allerstærkest på dette album.

Rivers of Nihil begår sig altså her et værk, der står ufatteligt stærkt på den moderne metalscene. The Work rammer nærmest plet på samtlige parametre og er på ingen måde en skuffelse, medmindre man selvfølgelig forventer en plade med ren tech. Når først man kommer sig over, at bandet altså har udviklet sig, så er jeg helt sikker på, at albummet vil åbenbare sig for lytteren med sit enormt alsidige og dynamiske udtryk.

Dette album bør være at finde i de fleste metalelskeres diskografi fremover. Min pre-order er altså på ingen måde blevet afbestilt, men afventes nu med endnu glæde fremfor spænding. Bandet sigter bredt, og akkurat som en flod ofte deler sig ud i floddeltaer, før den ender ud i havet, har Rivers of Nihil spredt deres evner ud og opnået et fuldstændig eminent resultat. De er altså en floddelta af yderligheder rent genremæssigt, som her forenes til en stærk flod, der løber ud i det store metalhav.

Som afslutning vil jeg lige nævne at albummet indeholder et nummer der slet og ret hedder MORE? Og til det spørgsmål kan jeg kun svare med et ord: MORE!

REVIEW OVERVIEW

Rivers of Nihil - The Work

Share this article

Recent posts

Popular categories