Reportage fra: Wacken Open Air 2023. Wacken, Tyskland. 02. til 05. august 2023.

Til Wacken Open Air 2023 havde vi sendt en enmandshær til festivalen, der næsten regnede væk, før den var startet. Apropos start begynder vi en dag før festivalstart

Foto: Magnus Karms Blichfeldt

Tirsdag d. 1. august

Min dag begynder egentlig stille og roligt. Jeg har nogle ting, jeg skal pakke, men det stresser jeg ikke for meget over, da jeg næsten lige har været på ”camping”-tur med de mennesker, jeg faktisk skal afsted på Wacken med. Jeg havde tjekket Google Maps dagen forinden OG rejseplanen for at være sikker på, at jeg står op til ordentlig tid, da jeg havde købt en busrejse via firmaet Festivalbussen. Men, ak, beregningerne skulle vise sig at tage fejl.

Da jeg har fået pakket, børstet tænder, taget et bad etc. og er kommet ud ad døren, tjekker jeg lige Maps for en sikkerheds skyld. Og gudskelov for det, for det viser sig, at jeg faktisk slet ikke kan nå mit tog fra Ølby St. til Roskilde. Heldigvis boede jeg på dette tidspunkt hjemme hos min far, og han var vågen. Så i lynets hast får han noget tøj på og hjælper mig med at få befordret mig til Roskilde.

Da vi ankommer til Roskilde, har jeg stadig lidt tumult i hovedet over, at det var lidt kaotisk at gå glip af sit tog osv. Jeg får hevet alle tingene ud af min fars lille grønne C1’er (også kaldt for den forklædte Ferrari) og får hilst på mine kammerater. Men i næste nu bliver jeg så også lidt ufrivilligt introduceret til resten af de mennesker, der står og venter på bussen, da min far råber ud ad et nedrullet bilvindue ”Magnus! Magnuuus!”. Smådøv som jeg er, hører jeg det ikke, og det kræver, at hele flokken ved busstoppestedet råber i kor ”MAGNUS! DIN FAR KALDER PÅ DIG!”. Min far får så spurgt, om jeg har husket alt, og jeg svarer blot ”Ja, det har jeg” tilbage. Så er turen ligesom startet.

Da bussen ankommer, får vi at vide, at vi ikke alle kan komme med den store bus, da der ikke er plads, så nogle af os skal køre med en minibus til Jylland og så køre videre med den bus, der kører derfra. Vi spørger, om hvor mange der er plads til i minibussen og får at vide, at der er plads til otte. Dette passede super, da vores vennegruppe talte syv personer (udover dem, der allerede var med den store bus, hvor de har steget på i Kbh.). Så vi melder os til at køre med denne minibus. Lidt VIP har man da lov til at være.

Turen til Jylland forløber ganske stille og roligt. Vi hygger alle sammen og får også snakket en del om det ,vi glæder os til og deler historier fra tidligere ture til Wacken.

Da vi er kommet en smule syd for grænsen, er det selvfølgelig blevet tid til lidt grænsehandel. Dette forløber ganske stille og roligt, dog når min vennegruppe desværre ikke at få noget at spise. Godt, at der er mulighed for at grille, når vi ankommer til Wacken. Hertil havde jeg selvfølgelig købt pølser. Mere om det senere.

Da vi sidder i bussen igen, er næste stop Wacken. Eller… vi var nødt til at lave et stop på vejen. For ude på en af de mindre landeveje, var der sket et stort trafikuheld, som både betød, at vi måtte holde stille for at vente på, at vi kunne vende bussen og så derefter køre en mindre omvej. Men dette var som sådan intet problem, udover det er trist med en trafikulykke.

Derudover fik vi også nyheder om, at Wacken bad folk, der kom i bil, at blive væk fra festivallen, og senere bad de simpelthen folk i biler om at blive væk. Dette skyldtes store mængder af regn, som har gjort de store græsmarker til en ordentlig omgang muddersjap. Man kom da lidt til at frygte, at man ikke kunne komme ind. Men vi var jo heldigvis med bus, som sætter os af ved at busstoppested med løse brosten, så vi skulle ikke være bange for hverken at sidde fast eller slet ikke komme ind.

Da vi ankommer til Wacken, var det som altid lidt en stressfaktor at sørge for at få al sit eget habengut med sig ud af bussen. Én ting, som Wacken dog havde gjort anderledes dette år, var, at man kunne få festivalarmbånd på ved busstoppestedet. Dette var en kæmpe hjælp i forhold til forgangne år, hvor man først fik et midlertidigt papirarmbånd, så man kunne komme ind på campingområdet, og så skulle man ned i den anden ende af campingområdet for at få et rigtigt armbånd på. Dette var en stor luksus… for folk der ikke var presse.

Grundet, at jeg ikke skulle have et normalt festivalarmbånd på, måtte jeg gå en længere tur ned gennem selve Wacken-landsby for at komme ned til Check-in-området for så herefter at stå i en kø, der tog en god mængde tid, og så skulle jeg selvfølgelig tilbage. Men her følte jeg mig ret smart og spurgte om vej, hvilket ledte til, at jeg kunne gå næsten igennem festivallen. Jeg kom lige igennem backstage-området, ned forbi en sti ved siden af hovedscenerne og stille men sikkert ned til campingområdet.

Heldigvis havde mine venner i campen sørget for at bære mine ting, så nu skulle jeg blot slå mit telt op, grille de pølser, jeg havde købt med, og så ellers bare slappe af og få drukket lidt af al den alkohol, jeg havde købt ved grænsen.

Da jeg sidder og spiser sammen med mine venner, starter der simpelthen en lille (og meget nem) quiz, hvor jeg så vandt en fed Wacken-kop.

Resten af aftenen er der ikke så meget at skrive om. Vi hyggede os i campen, drak lidt, fortalte sjove historier og besøgte vores nabocamps. Alt, stort set som det plejer.

Onsdag d. 2. august

I min camp er der tradition for, at vi bliver vækket kl. 9 til tonerne af ”Thomas Tog”-temaet i to/tre versioner. Først den helt almindelige og så som minimum en symfonisk-metal-version. Så er vi ligesom i gang. Vi alle er en smule morgentrætte, men dette går hurtigt over efter en bid mad og lidt at drikke. Samtaleområdet denne morgen falder dog hurtigt på, at Wacken havde besluttet for at lave totalt forbud mod at lukke flere gæster ind, hvilket resulterede i, at godt og vel 35.000 gæster aldrig kom ind. Vi blev enige om, at det var virkelig ærgerligt for alle dem, der ikke kunne komme ind, og priste os virkelig lykkelige over, at vi var kommet tirsdag.

På trods af at jeg stod op så tidligt, havde jeg ikke synderligt meget tid til bare at nulre rundt. Troede jeg. Jeg skulle jo nå op til festivalområdet, for at se danske Swartzheim spille. Troede jeg. For pga. mudderet måtte Wacken simpelthen udskyde åbningen af hele festivalområdet. Dette skulle vise sig at være første tegn på denne dags hovedpiner. Wacken havde først annonceret, at de i hvert fald ville vente mindst en time med at åbne for festivallen. Men dette blev hurtigt til halvanden time, og så vidt jeg husker også to timer. Dette resulterede i, at syv, otte bands, der skulle have spillet til Wacken Metal Battle, simpelthen fik aflyst deres koncerter deriblandt danske Swartzheim. Dette var uden tvivl en kæmpe ærgrelse, men heldigvis har de fået lov til at spille deres helt egen koncert på næste års Wacken.

Da jeg er kommet ind, mødes jeg af en parade til ære for selveste Lemmy Kilmister. Lemmy holdt meget af Wacken, og derfor var det også blevet tid til, at Lemmy kom hjem igen; dog i en ikke så korporlig form blot i askeform (jeg ved ikke, om det var al hans aske, men i hvert fald noget af det) (Det var det ikke. red).

Og, ja, mudderet var noget værre møg; næsten bogstaveligt talt. Wacken-festivallen bliver jo holdt på nogle store græsmarker, hvor kvæg opholder sig, så lidt af lugten af komøg kunne anes fra jorden. Gennem den sjappede jord fik jeg dog trosket mig hen til Louder-scenen. Et eller andet var jeg simpelthen nødt til at opleve, efter at have stået og ventet i næsten to timer på at komme ind på festivalpladsen. Her så jeg bandet Skew Siskin spille. Et hardrockband i gammel maner. Ikke rigtig den store oplevelse, men i hvert fald ganske fint at opleve. Da de havde spillet lidt, gik jeg ned til en bod, der solgte kødspyd, for lige at få lidt næring, og så var det tid til en dejlig fadøl og døds-thrasherne Nervosa!

Man kunne tro, at publikum måske ville tage den lidt mere med ro ovenpå det dårlige vejr, mudderet og det faktum, at en god tredjedel af publikum sådan set manglede. Alt andet var sandt, da Nervosa spillede op til dans på Louder-scenen. De seje brasilianske kvinder gav den også alt, hvad de havde. Der blev spillet tight og med en nerve, der var lidt savnet efter Skew Siskins mere old-school tilgang. Lidt har jeg lyttet til Nervosa derhjemme, men deres energi og sygt fede riffs var lige det, jeg havde brug for på denne kolde onsdag. Efter Nervosa gik jeg ned til presseområdet for lige at tjekke det ordentligt ud og blev næsten helt lykkelig, da jeg fandt ud af at man kunne få 0,4L rødvin skænket op. Det var sgu lækkert.

Da jeg er i presseteltet, finder jeg ud af, at der var mulighed for, at man som fotograf kunne komme ind til hovedscenerne lidt før tid, så man kunne tage billeder af gæsterne, der kom ind. Men dette var selvfølgelig blevet udskudt i sidste øjeblik. Jeg fik at vide, at der ville gå ca. en time, men den havde jeg ligesom hørt før, så jeg gik tilbage til min camp.

Et band, jeg virkelig havde glædet mig til at se, var britiske Skindred. Men dem gik jeg så desværre glip af. Der var blevet rykket rundt i spilleplanen, så de skulle spille kl. 18 i stedet for omkring kl. 00 natten til torsdag. Dette var jeg egentlig klar over, men jeg ventede lidt på, at få tidsplanen bekræftet a,f at hovedscenerne skulle åbne osv.

Da jeg så sidder i campen, finder jeg ud af, at de sender live på Facebook, og jeg så mig slået. Jeg var virkelig træt både fysisk af at gå igennem mudderet, ventetiderne osv. så jeg valgte at blive tilbage i campen.

På vejen op til Wackinger-området for at se Finntroll kl. 20, får jeg så en mail om, at fotografer kunne komme ind til hovedscenerne lidt før tid, hvor man så skulle mødes kl. 17:45 i presseteltet… Ja… det var så liiidt for sent.

Lidt slukøret kommer jeg sammen en god del af min camp til Wackinger-scenen. Nu var det blevet tid til noget god finsk folk-trolde-metal sunget på svensk.

Finntroll bliver modtaget med masser af varme. Uden for meget tøven går de også ganske stærkt i gang. Håret svinges, øl drikkes, og fællessangen går så småt i gang. Det eneste, der ikke rigtig starter, er pitten. Her foran Wackinger Stage virker det til, at der enten stadig er for mudret, eller at folk blot er for trætte til at sætte den helt store metalfest i gang. Men her vælger publikum blot at give den gas med alle midler, de har. Der er endda et par crowdsurfere under koncerten. Finntroll spiller helt igennem vidunderligt. Der er stort set ikke en eneste finger at sætte på deres optræden. En ret stor forløsning for mig efter al det bøvl, der har været i løbet af dagen. Der er bare næsten ikke noget bedre end at opleve noget god musik sammen med de mennesker, man holder kær.

Men efter Finntrolls fantastiske folkefest var det nu blevet tid til noget, jeg ikke som sådan havde set frem til.

Doro Pesch skulle jo holde 40årsjubilæum. Mit forhold til Doro er… meget blandet. Jeg har rigtig meget respekt for, hvad hun har opnået; det faktum, at hun har spillet i 40 år, og hvor meget hun har gjort for den kvindelige repræsentation i metalverdenen. Når det så er sagt, så er Doro også lidt en del af en intern joke i min camp. Os i campen har været på Wacken før og ved, hvilket show Doro typisk ville sætte på scenen, som blandt andet indebærer, at hun åbenbart altid skal have en medalje, når hun spiller på Wacken. Derudover så har jeg det lidt svært med at have en solokunstner, som næsten udelukkende synger covernumre. Jovist, nogle af dem er numre fra hendes tid i bandet Warlock, men dertil og ikke længere går originaliteten altså også.

Nå, hvad kan hun så til dette jubilæumsshow? Er det mere af det samme?

Både ja og nej. Doro har aldrig været bange for at hive gæsteoptrædener med ind på scenen; især ikke på Wacken. Men her blev der hevet så mange forskellige artister ind, at det nærmest blev til et ”who’s who” af metalverdenen. Hansi Kürsch (Blind Guardian), Sammy Amara (Broilers), Joey Belladonna (Anthrax), Mikkey Dee (Motörhead), Phil Campbell (Motörhead), Michael Rhein (In Extremo) og Uli Jon Roth var alle gæster under denne to timer lange koncert. Meget andet var der egentlig ikke så meget ved showet. For det meste var det gæsteoptrædenerne, der gjorde koncerten interessant. Sangene, der blev spillet, havde man hørt før, ikke så meget nyt under solen. Jeg var dog alligevel stadig en smule underholdt. Det var i hvert fald slet ikke så kedeligt/pinligt, som jeg havde regnet med.

Under koncerten blev der da også kippet med hatten til Lemmy et par gange, hvilket kan virke en smule ”pandering”, men var som sådan egentlig ganske fint.

Da Doro havde spillet det sidste nummer, inden det der skulle vise sig at være ekstranumrene, valgte jeg at gå tilbage mod min camp. Jeg nåede dog heldigvis lige at få et glimt af det droneshow, som Wacken havde stablet på benene. Desværre nåede jeg ikke få nogle billeder af det. Men de blev også ved med at bruge dronerne hver aften til headlinerne. Så glæd dig/jer til den sidste del, hvor du/I kan se lidt af, hvad de droner kunne.

Jeg kommer tilbage til campen, og der sidder et par stykker, der stadig er vågne, resten er gået til køjs. Os, der er vågne, sætter os i et par campingstole, får lige snakket om vores forskellige oplevelser i løbet af dagen og omkring kl. 1 får vi alle børstet tænder og går ind i hvert vores telte.

En frustrerende men hyggelig dag. Det skulle vise sig at være lidt temaet for dette års festival.

Fortsættes…

Vores forfatter af denne artikel har flere billeder til jer af denne del 1 fra årets Wacken Open Air: