Radiovært på DR, konferencier på Copenhell og meget andet, Carsten Holm, har meget venligt besvaret vores voxpop.

Foto: Anna Márin Schram

Hvorfor tager du til koncerter?

“Det gør jeg af mange forskellige årsager. Som oftest fordi jeg synes, at bandet er fedt, eller jeg er nysgerrig på, hvordan det er live. Jeg tager som oftest også til koncert sammen med andre – for også at få det sociale med i oplevelsen, men jeg har heller ikke noget imod at tage til koncerter alene.

Når jeg er solo, er det udelukkende fordi, jeg vil høre dét band eller dén artist – og så kan jeg godt lide at stå alene sammen med flere hundrede eller tusinder andre for at høre og se, hvad der foregår på scenen. Men jeg vil ligeså gerne dele oplevelsen med venner for at have en hyggeligt aften i byen – eller naturligvis være en del af en festival.”

Hvilken koncert har været den fedeste for dig?

“Det er SÅ svært at bestemme sig for og et umuligt spørgsmål at svare entydigt på. Nu er jeg også virkelig bred i min musikoopfattelse, så det svinger sindsygt imellem Underworld på Northside, Nuclear Assault i Huset, Kbh – da det hed Barbue – Obituary på Voxhall, Aarhus; et lille rockband i en knallertklub, Faithless i Falkonér for en milliard år siden, Zeal and Ardor på en festival i Holland, en masse store eller mindre navne på Copenhell, Invocator, Konkhra eller Eidetic i Odense, Aalborg eller Esbjerg, fra før Fanden fik sko på – og sådan bliver det ved.”

Hvilken koncert var så den værste?

“Da jeg var yngre, var jeg virkelig slem til at vurdere og nedgøre musik, som ikke spillede for mig – enten fordi det ikke lige var min stil, eller fordi jeg ikke var i humør til oplevelsen på det givne tidspunkt. Jeg har oplevet mange bands, der ikke var klar til at præsentere deres musik live – men omvendt, er der aldrig et tidspunkt, hvor man ikke skal spille en koncert – fordi det er lærepenge for bandet. Det skal starte et sted, og selv når det slet ikke spiller, alt går galt, og medlemmerne slet ikke rammer hinanden på aftenen, så lærer de også af det. Så nu vender jeg det rundt og tænker, at det er et privilegie for mig som musikfan at opleve lige præcis dette øjeblik, hvor bandet prøvede at flyve, uden at vide hvordan.

Men dér, hvor jeg stadig kan blive skuffet, er at opleve store professionelle navne optræde, men hvor det siver igennem, at det ’bare’ er endnu en dag på kontoret, eller at de er deciderede uoplagte, selvom der står ti, tyve eller tredive tusinde vilde fans foran dem.”

Er der en artist, som virkelig har fanget din opmærksomhed (for nylig)?

“Jeg synes, der er mange stærke danske navne lige nu, der er et resultat af en stålsat indsats igennem flere år. Jeg synes, at EYES bidrager med en original kompromisløshed, hvor de trækker sig væk fra klichéerne, som altid er den evige slåskamp, som metalscenen har kæmpet i mange år. Der har været for få bands, der har turde stikke næsen frem med et anderledes udtryk, fordi der er enkelte, der har prøvet på det – og blevet banket tilbage i øvelokalet, fordi scenen har sine helte, og der er ingen, der skal ændre på det. Jeg ved ikke, om det giver mening – men heldigvis er der begyndt at komme mange nye tanker, og heldigvis er vi alle blevet mere åbne for at høre de tanker blive ført ud på metalscenen. Dét er tiltrængt.

Men når et band som BAEST stiller sig op og spiller dødsmetal som snydt ud af næsen fra 1988-1992, så har de fanget mig. Men også fordi de stiller sig op og er de fem flotte mennesker, de er – og lysten til at stå lige netop på dén scene for at spille for mig og de andre, der står foran, stråler så stærkt, at det er svært ikke at blive revet med. Jeg har hevet flere med til en BAEST-koncert, der ikke aner noget om, hvad der rammer dem, fordi de ikke kender til noget dødsmetal overhovedet. Men vi går alle derfra opløftet og med fornyet energi og tro på vores medmennesker.”

Hvad er den bedste festival i Danmark?

“Må jeg sige Copenhell? Der er mange – i og udenfor metalverden – som jeg holder meget af. De mindre festivaler, hvor der er de nære oplevelser og man hører musik sammen med en masse lokale, der er stolte af lige præcis denne begivenhed, som er med til at kaste lys på et mindre samfund – udover musikken. Sådan var det i sin tid også med Lienlund Festival i Nakskov. Jeg tog dertil med bus fra København i nogle år henne i 90’erne.

Jeg har også haft fede oplevelser på Roskilde, Northside, Heartland og alle de andre festivaler, der har været – med Copenhell kan jo altså noget særligt. Det tror jeg, at alle, der har været dér, kan skrive under på. For selvom festivalen udvider sig, har årgange på plakaten, der er bedre end andre, og der bliver prøvet nogle ting af, som måske ikke kommer igen året efter, så er der en helt speciel stemning af kærlighed til musikken, kulturen og hinanden. Dét finder jeg også på andre festivaler, men den er ekstra stærkt udtrykt på Copenhell og kommer i sin fuldstændig reneste og ufiltrerede form.”

Hvilket år var Copenhell bedst ifølge dig?

“Det er jo også svært. Alle festivaler har i min optik haft sine opture på hver deres måde. For det er SÅ fedt at opleve de store ikoniske navne have endnu en tur – eller en sidste tur – i manegen sammen med os alle sammen på Refshaleøen. Samtidig er det lige så fedt at opleve mange af de nye danske navne, der shiner på deres første gig på Copenhell.

Men den første Copenhell vil formentlig altid stå som noget særligt – nu hvor jeg også var med til den. Der var to scener, hvor hovedscenen i dag er den, som udgør Pandemonium-scenen. Vi var vel ikke mere end 3000 mennesker, og jeg kan huske, at jeg stod under teltdugen til et øltelt dagen før sammen med direktøren, Jeppe Nissen, og kiggede ud på pladsen. Den del af pladsen vi kunne se i alle fald for regndråberne, der væltede ned på asfalten. Med tanker på de andre store europæiske metalfestivaler kunne jeg godt have mine tvivl, om lige præcis denne festival kunne komme ud over rampen. Men det gjorde den jo, og da jeg satte Deftones på scenen – var min intro meget simpel. Jeg bankede tre gange på mit bryst med mikrofonen, så hårdt, at jeg trykkede nogle ribben i seancen – og jeg havde ingen stemme tilbage, selvom jeg brugte, hvad jeg havde, da jeg råbte ’DEFTOOOOOONES’. Men det var kulminationen på en stor glædesrus – at være med til at se et projekt blive sat i en sø af regndråber, som vi alle vidste, var en succes – ALT på trods. For publikum stod igennem og vi vidste, at publikum ville tage vennerne med næste år. Og selvom det stormer, regner, tordner – så står publikum stolt foran scenerne. Bakker op om deres yndlingsnavne. Suger nye toner til sig. Møder bedste venner – for sammen er vi med til at danne de unikke rammer om Copenhell.”

Hvad er dit all time favorite artist eller subgenre?

“Det er jo også en noget tricky sag. Men i starten af 90’erne røg jeg som en anden Obelix ned i gryden af dødsmetal. Allerhelst skulle pladerne være indspillet i Jim og Tom Morris’ Morrisound i Florida eller i Tomas Skogsbergs Sunlight Studio i Stockholm. Jeg dyrkede virkelig de ’gamle’ dødsmetalskiver fra Cannibal Corpse (Eaten Back To Life var min første oplevelse med død), Obituary, Death, Morbid Angel – og fra Sverige var det uundgåeligt at forelske sig i Entombed, Dismember, Grave eller Unleashed. Bare et par små håndfulde af de navne, der i min bog har lavet de største plader.

I Danmark var jeg helt skudt i demoerne fra Konkhra, Detest og Invocator, Iniquity – og jeg fik naturligvis også fat i pladerne med dem – foruden at være til alle mulige andre koncerter med bands, som også fik lavet nogle vilde demoer – Mortified, Agonize og mange andre navne, som ikke siger nogen noget som helst. Dominus, Dawn of Demise, Denial of God og alle mulige andre navne med D. Hele min væg var fyldt med demoer – men de gik til grunde nogle år efter, at de var blevet forvist til fire eller fem flyttekasser, der stod på et loft et sted, der blev overtaget af regn, sne, duer og rotter. Det kan jeg godt være trist over i dag – for det var en særlig tid, hvor der musikalsk bare blev høvlet det ene eller andet geniale riff afsted, uden at de blev til mere end det.

Jeg har naturligvis også været forbi Metallica, Slayer, Maiden, Pantera, KISS og alt det – foruden en decideret fan-periode af Guns N’ Roses. Men de to plader, jeg måske har hørt mest – eller som jeg i alle fald ALTID skal høre fra start til slut er Megadeths Rust In Peace og Forbiddens Twisted Into Form. Men så er der også Psychotic Waltz’ Mosquito’, Only Living Witness’ Only Living Witness, Incubus’ Beyond The Unknown, The Obsessed The Obsessed, Confessors Condemed. Det er jo umuligt!”

Spiller du selv i et band?

“Nope – jeg gjorde det engang, men fandt også hurtigt ud af, at selvom jeg synes, jeg havde noget at byde på – så var stort set alle andre bedre til at gøre det. Jeg gad godt at have spillet dødsmetal – men Brian Petrowski fra Iniquity havde i forvejen den fedeste growl, og Claus Vedel fra Konkhra havde den sejeste hæse skrigende vokal. Der var intet i verden, jeg kunne gøre bedre end dem.

Og selvom vi prøvede at finde en stil i bandet for at niche os ind i metalscenen, forblev vi alt for ufokuseret. Det var først 15 år efter, at vi stoppede med at spille, at vi rent faktisk satte os ned med en stak plader og en pose øl for at spille den musik for hinanden, som vi egentlig godt gad at have spillet. Dér fandt vi ud af, at vi skød i fem forskellige retninger!
Men det er de bedste kammerater og vi har stadig vores faste aftaler om aftener rundt om bordet og naturligvis til Copenhell, hvor vi altid står og hører koncerter sammen.

Sidste år kom der er fyr hen og spurgte, om det var Beyond Serenity, der var samlet igen. Det var sgu sjovt – når nogle henvender sig til os under koncerterne, er det primært for at skåle med mig, stikke mig en høj femmer eller dele nogle horn. Det har mine kammerater affundet sig med, selvom de egentlig også synes, det er irriterende af og til ikke at kunne have mig helt for sig selv. Men denne dag – på dette tidspunkt – var der sgu én, der spurgte, om det var ’bandet’, der var samlet. Hold nu k**t… den lever vi stadig længe på og tænker på, om det var HAM, der var den ene blandt det publikum, vi har spillet for, som ikke i forvejen var vores ven eller familie.”

Har du nogle musik-relaterede tatoveringer?

“Nej. Men musikken har givet mig godartede ar i sjælen for livet!”

Hvor kan vi finde dig til den næste koncert?

“Jeg har ingen anelse. Jeg mangler overblikket. Men jeg gad godt at opleve en koncert med Nakkeknaekker!”