Turen i Latinamerika fortsætter i 2022.
Det er slet ikke sikkert, at i har bemærket det, men på et øjeblik var jeg inde og ude af Danmark igen uden at blinke. Jeg dyppede lige tæerne i minusgrader vand og fik 90-kroners fadøl på Nyhavn samt dertilhørende coronarestriktioner, og så tænkte jeg: fandme nej! Jeg må tilbage til et af de eneste grønne lande, der er tilbage i den her verden nemlig Mexico.
Foto: Laura Fjord Hansen
Så kun 14 dage blev det til, før jeg satte mig på endnu en 18-timers flyvetur og fløj over Atlanten endnu en gang. Her landede jeg så i varmen og fugtigheden for igen at forsvinde ind i mit latinamerikanske liv.
Efter endnu en mexicansk bytur endte jeg sammen med mine veninder hjemme hos en eller anden person, som viser sig til min store overraskelse at være forsanger i et band. Ikke længe efter sidder jeg med en stak af hans albummer i den ene arm og en fjernbetjening i den anden: “Vis mig noget godt musik, sæt et eller andet på!” Det her er min fucking chance tænkte jeg, nu skulle han få.
Jeg lagde hårdt ud med alt det bedste jeg kunne komme i tanke om: Dynazty, INK, dEmotional, Eskimo Callboy og alt der imellem. Manden var alt andet end begejstret. Måske var jeg ikke den rigtige til at introducere ham til min musikverden… til gengæld havde han så noget at vise mig i form af endnu et bud på mexicansk metal:
Megaton – old school metal søger ny producer
Megaton er et mexicansk heavy metal-band, som startede helt tilbage i 80erne. De brød dog op i en længere stund og var genforenet så sent som i 2011, hvor de ellers har kørt hårdt på lige siden. Bandet er fra den vestlige stat Jalisco nærmere bestemt byen Guadalajara, som i dag er kendt som en af landets finansielle centre.
Megaton er som et oldschool arvestykke fra den mexicanske heavy metal-scene. Det er tydeligt, at der her er tale om et band, som har sine rødder tilbage i 80erne. På trods af deres noget langstrakte pause fra 1989-2011, så har Megaton en enorm og dedikeret fanskare, hvilket får en til at tænke: Hvad har dette band dog gjort for at fortjene sådan en lovprisning af folket? Hvordan var et par singler og et enkelt fuldlængde album tilbage i 80erne nok til at inspirere sådan en dedikation?
I mit møde med Megatons musik var det tydeligt, at de havde fundet deres tilgang til heavy/speed-metallen. I den her artikel vil jeg omtale sange fra det eneste album, som er til at finde på Spotify: Niños del 2000. Der er ingen tvivl om, at vi har at gøre med noget old school-metal.
Når man sætter dette album på er lyden elektrisk, spillevende og hurtig fra start til slut. Sangene er til min store glæde på spansk, som, jeg synes, omslutter præcis, hvad mexicansk musik bør være omkring. Hvis man har læst mine tidligere reportager, så ville man vide, at jeg også foretrækker det spanske, selvom jeg sparsomt snakker det endnu.
Sangen “Vida despues de la muerte” disker op med alt lige fra numetal-klassiske hooks til pludselig falset-agtige ørne-skrig fra vokalisten, Salvador Aguilar. Der bliver smurt tykt på med rock’n’roll-riffs, som smukt sammenflettes med dramatisk sang i allerhøjeste register.
Hør selv her og læs videre bagefter:
Desværre er Megatons nyttelast af melodiske riffs og, ja, den noget interessante vokal dæmpet af en ret djævelsk overproduktion. Mit største problem her er, at vokalen synes unaturlig høj og insisterende i forhold til eksempelvis trommerne, som så til gengæld er langt højere end guitarerne. Den underlige blanding er alt, hvad jeg kan fokusere på under nummeret “Con los Brazos Abiertos”, som er albummets eneste powerballade.
Uanset om dette albums tekniske utroskab hjælper eller hindrer dens cementerede kultstatus i mexico, er jeg glad for at kunne rapportere, at Megaton er et band, som fortjener deres status på alle måder. Det er som en tequilabaseret cocktail af Machine Head, DragonForce og Led Zeppelin alt sammen toppet af med lidt ormesalt og lime.
Det tager kun 28 minutter at sluge denne dødelige latinamerikanske cocktail, så hvorfor ikke give det et forsøg?
Drik, indtil produktionen ser pæn nok ud til at tage den med hjem.
Det er alt, hvad jeg har til jer for denne gang, måske gode nyheder, måske bare nyheder. På trods af at jeg er blevet rimelig tæmmet og tryg her i mit nye mexicanske hjem, så skal jeg ej skuffe jer og vil fortsætte min rejse på tværs af staterne og måske endda i sidste ende videre ned gennem Latinamerika.
Se frem til min næste reportage, hvor jeg har tænkt mig at besøge musikkulturen i bjergbyen Xalapa i staten Veracruz.
Indtil da, adios!
