Alice Cooper

Breaking the Lawra i Latinamerika: black metal i Mexico City

-

Breaking the Lawra i Latinamerika.

Vores  anmelder Laura (AKA Breaking the Lawra) vil i den kommende tid fungere som vores udstedte reporter og anmelder i Mexico, hvor hun p.t. undersøger musikscenen over landegrænser og vil formidle til vores kære læsere gennem dette månedlige indslag.

 

Foto: Laura Fjord Hansen

Siden marts måned har jeg truffet den livsforanderlige beslutning at pakke mit liv ned i en rygsæk og forlade den trygge pigtrådsrede i Danmark; flyve halvvejs over kloden for at undersøge, hvordan den metalliske musikscene udfolder sig i Latinamerika. Jeg har de sidste seks måneder tilbragt mine dage under den varme sol i Mexico, hvor metalmusikken langt fra står øverst på menuen lig på den skandinaviske scene, men hvis man læser det med småt, kan man komme langt!

Det har dog ikke været nemt. Det sidste halve år har jeg manglet, ja, decideret tørstet og lidt under ekstrem metal-withdrawel. mens jeg har gloet korte videoklip fra Sabatonkoncerter fra 2019. Jeg mistede dog aldrig håbet om en dag at finde underbugen af den latinamerikanske metalscene her gennem min rejse – og jeg er ikke blevet skuffet.

Derfor, kære læsere, vil jeg påbegynde min nedskrevne rejselog med at dele mine oplevelser med jer derhjemme, så det rungende sultne kald på metalmusik bliver genhørt over hele kloden.
Hvis du, ligesom jeg, har interesse i metalkultur, så følg med, og jeg vil tage dig på en æstetiske rejse gennem metalscener helt fra de glohede larmende gader i Ciudad de Mexico City til de regnfulde bjerglandsbyer i Chiapas.

 

Warfield – et black metalband fra Mexico Citys dybeste undergrund!

Selvom de færreste først tænker på Mexico, når man nævner metal, så har især black metalscenen faktisk udbredt sig i landet i mange år, og er stadig enormt aktiv, især omkring hovedstadsområdet. Mexicos black metalscene er enormt alsidig og viser sine mangesidede ansigter rundt omkring i landet. Blandt disse kan bands som Black Empire, Wintermoon og Warfield nævnes, hvilket stadig i dag er store navne, som udvikler sig på disse sydlige kanter.

I dette afsnit vil jeg dykke ned i bandet Warfield. Førnævnte black metalband har siden 2005 bredt sig på de latinamerikanske scener. Bandet blev grundlagt i Mexico City, hvor det tør siges, at metalscenen er allermest aktivt i landet.
Mexico er et land, hvor modernitet udviser ekstrem diversitet alt afhængig af, hvilken stat man befinder sig i. Mexico City er omend en af de byer, hvor især bylivet og musikscenen er både rig og aktiv.

Warfield blev hurtigt efter deres dannelse i 2005 optaget i black metalscenen i Mexico med deres ikoniske, dog unikke, lyd, blev de hurtig et navn kendt på folkets læber.

Sanglyrikken er i høj grad præget af satanisme og verbale hug rettet mod kristendommen, hvilket i sig selv er kontrovers i et land som Mexico. Ironisk nok har black metalscenen meget at sige i et land, som i højere grad end Danmark praktisere religion på landeplan, men måske netop herfor er det det lidt mere ukontroversielle anti-religiøse, der bliver sat i fokus.

Warfield har, trods deres mange år på scenen, kun udgivet 2 albums, hvoraf det sidste, Hosco, blev udgivet i 2016, så måske vi allerede snart kan forvente ny skive fra bandet? Trods deres få albums så tager bandet ikke mange pauser fra livescenen, og jeg har været heldig at forhøre mig omkring dette hos de lokale metalhoveder, der er lige så hooked på den sorte bølge, som man kan være. Jeg har også fået fingrene i debutalbummet, Conquering the Black Horde, og det må siges, at det langt fra skuffer!

Som et sort stykke obsidian smedet i rent mørke og aggression omslutter Warfields mørke lyd en. Jeg var blæst bagover af de dystre trommer, som nærmest bankede ind i knoglemarven, som jeg sad der og lyttede til musikkens vrede klang. Warfield viser i den grad, hvordan dygtige musikere kan skabe særskilt musik i genren. Bandet har tydeligvis stærke rødder i black metalgenren, men trækker stadig inspiration fra de tidlige 90’ernes thrash metal samt noter fra det nordlige Europa med hurtige trommer og letter melodiske tilnærmelser.

Strukturen er smedet til aggression, der er pondus og kraft bag hver en note, men med et lækkert strejf af thrashmetal gemt bag guitarriffene. Der er dog en gennemslående black metal lyd som en sort tråd hele vejen igennem. Hvis man nærlæser den maleriske lyrik, så styrtes der ned i apokalyptiske billeder, mens sort blod nærmest strømmer ud af højttaleren og oversvømmer hele gulvet. Særlig kan jeg anbefale numre som “Initiation” og “Nahaul Cult”, hvor der især bliver leveret vold og had gennem lyrikken, som med en næsten sensuel melodilinje tryllebinder lytteren.

Jeg kan varmt anbefale black metal-tilbedere at tjekke dem ud, hvis man er interesseret i gode bands i den latinamerikanske, underjordiske scene. Det er en brandvarm skefuld lige i kæften uden at puste, så vær forberedt på noget af en mundfuld.

 

Som en smagsprøve på overnævnte kan man passende give følgende link et klik og opleve bandets musikvideo med sangen RIP:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Share this article

Recent posts

Popular categories