Senere på året – den 21. august for at være helt præcis – runder jeg mit første kvarte århundrede. Den uundgåelige, eksistentielle midtvejskrise kommer langsomt, men sikkert nærmere, og voksenlivets glæder såvel som pinsler er for længst blevet en realitet.
Det er ikke nogen hemmelighed, at 1992 med flere længder er det mest skelsættende år i verdenshistorien: Knapt havde vi sagt “do svidaniya” til Sovjetunionen, før helvede brød løs på Balkan, Danmark triumferede sensationelt på fodboldbanerne på den anden side af Øresund, og ja, så fik vi også fornøjelsen af at opleve et af de mest overbevisende år for rock og metal nogensinde.
I anledning af mit eget sølvbryllup med livet har jeg derfor valgt at tage et kig på nogle af de udgivelser, der så dagens lys i 1992, og gå dem lidt nærmere efter i sømmene. For holder de sig lige så umanerligt godt, som jeg, her 25 år efter, eller har de mistet deres power med årene?
Pantera – Vulgar Display of Power (udgivet 25. februar 1992)
Det er altid et heftigt debatemne, når samtalen går på, hvilket Pantera-album, der er det fedeste – og indrømmet, der er også mange gode bud. De mest fremhævede plejer dog som regel at være Cowboys From Hell og så Vulgar Display of Power, og det er vel egentlig kun petitesser, der afgør det endelige valg.
For mig står Vulgar Display of Power som den fuldendte perfektionering af den udvikling, som Pantera igangsatte omkring 1989 med indspilningerne af Cowboys From Hell. Det er en gruppe på sit absolut tungeste og mest destruktive niveau, som på en og samme tid hylder 80’ernes idoler, men som også skuer fremad og varsler en ny tid for heavy metal verden over.
Dimebags riffs er uovertrufne, Anselmos lyrik lægger gevaldigt op til øretæver, og ville man have en bedre kombination af heavy og kvalitet dengang i 1992, var det svært ikke at gå forgæves. Vulgar Display of Power holder i den grad stadig i 2017.
Faith No More – Angel Dust (udgivet 8. juni 1992)
Det kan virkelig godt høres, at Mike Patton på Angel Dust for første gang i Faith No More-sammenhæng var inde over på lydsiden, og at han året forinden var begyndt at involvere sig i Mr. Bungles debutudgivelse.
Angel Dust er et storladent kunstværk, hvis grandiose armbevægelser bandet for alvor først synes at kunne kontrollere på den efterfølgende King for a Day… Fool for a Lifetime. Ikke desto mindre, så er det et band, der tør kaste sig ud i sine overvældende idéer, og det endda ganske succesfuldt.
Både “Midlife Crisis”, “Be Aggressive” og “Land of Sunshine” er Faith No More-klassikere, men som enkeltstående udgivelse er Angel Dust alligevel falmet en smule med tiden. Sætter man derimod pladen op i selskab med gruppens samlede diskografi, hvor forskellige stilarter og kompositoriske kneb næsten ikke er til at holde styr på, er den en essentiel hjørnesten i bandets mere end 30 år lange karriere.
Kyuss – Blues for the Red Sun (udgivet 20. juni 1992)
Som med Pantera, kan diskussionen om Kyuss’ bedste plade oftest også koges ned til to kandidater: Blues for the Red Sun eller Welcome to Sky Valley. Vil man have selve essensen af 90’ernes stoner rock, er Blues for the Red Sun det eneste rigtige valg.
Pladen, der endte med at influere et hav af langt dårligere bands i dens kølvand, er en støvet ørkenodyssé, der drøner af sted indhyllet i sin egen hashtåge. Produktionen er lo-fi på den mest indbydende måde, Josh Homme spiller en vild spade, og John Garcia rabler derudaf i lyriske narrative, der hverken kan eller skal give mening.
Alle medvirkende parter er kommet langt i løbet af de sidste 25 år, men de kan alle sammen kreditere Blues for the Red Sun for at have spillet en stor rolle i deres vej dertil. Det er en stonerklassiker fra ende til anden, som bestemt har klaret de første 25 år uden problemer.
Dream Theater – Images and Words (udgivet 7. juli 1992)
Ja: Images and Words er Dream Theaters bedste plade. Det er et progmetal-mesterværk – måske ligefrem også genrens bedste – og den indkapsler bandets allerstørste forcer på lidt over 57 forrygende minutter.
Men, menmenmen, den er også bare så 90’er og så Dream Theater. Det nærmest megalomaniske narrativ, de hyppige og udmattende soli fra både Petrucci, Myung og Moore, den alt, alt, alt for polerede lyd og James LaBries (in)famøse fraseringer, der overdøver alt og alle – det hele er så kliché og en stor del af alt det, der virker som et klart turnoff hos dem, der ikke kan udstå Dream Theater.
Images and Words er uden tvivl en polariserende plade, som progmetal’en ikke kan være foruden, men som samtidig ikke har flyttet sig det mindste siden udgivelsen i 1992.
Alice in Chains – Dirt (udgivet 29. september 1992)
Grunge, mand! Der kan man fandme tale om noget, der (heldigvis) også døde i 90’erne. Det var mest af alt en essentiel og naturlig bølge i rockmusikkens brogede historie, der fungerede som et grimt og direkte modspil til sen-80’ernes polerede glamtendenser, men hvis overeksponering også blev dens forbandelse.
Alice in Chains vil (sammen med alle de andre Seattle-gutter) desværre for evigt være forbundet med 3-4 gyldne år i start-90’erne, hvor plader som Ten, Nevermind og Dirt aldrig kommer til at slippe deres grungeprædikat. Det er en skam, for Dirt er en virkelig solid rockudgivelse, hvor især Cantrell/Staley-samarbejdet klikker på alle tænkelige niveauer.
“Them Bones”, “Rooster”, “Dam That River” og “Would?” er nogle af de bedste, traditionelle rocknumre, der udkom i tidligere 90’ere, men de obligatoriske associationer til en efterhånden svunden tid får Dirt til at føles som en meget ældre plade, end den i virkeligheden fortjener.
Rage Against The Machine – Rage Against The Machine (udgivet 3. november 1992)
Jeg ved godt, at jeg allerede én gang tidligere blandt disse spalter har lovprist Rage Against The Machines debutplade, men nu gør jeg det altså igen (sådan da):
Akkurat som med Images and Words og Dirt er Rage Against The Machine i særdeleshed et produkt af sin tid. Funkmetallens hellige gral er én lang smædesang mod kapitalismen, korrupte politikere og den uretfærdige retssystem midt i et USA anno 1992, der var plaget af raceuroligheder og et ulmende folkeoprør i horisonten.
De vrede unge mænd bag dette anarkistiske kampråb har i hvert fald en del på hjerte, som var højaktuelt for 25 år siden.
Heldigvis er mange af problemstillingerne stadig de samme i 2017. Hvis vi skuer over Atlanten, er det i hvert fald ikke ligefrem lutter glædestårer, der grædes i den politiske debat, og den revolutionære borgerpligt, som RATM opfordrer pøblen til at udføre, føles ikke fjernere i dag en dengang. Dette bliver helt bestemt bevist på Copenhell til juni, hvor tusinder synkront atter vil proklamere “Fuck you, I won’t do what you tell me!”
Bonus: Roskilde Festival 1992 (25-28. juni 1992)
Vi vender tilbage til den famøse sommerdag 26. juni 1992, hvor Richard Møller Nielsens udvalgte drenge sendte tysken hjem med et 2-0-nederlag. Samme dag gæstede både Nirvana og Pearl Jam Orange Scene på årets Roskilde Festival til en folkefest, hvor solen skinnede og øllet flød.
Når folk taler om “de gode gamle dage” i Roskilde-sammenhæng er det det her, de mener. Et ikonisk nedslag i dansk kultur, hvor sport og rockmusik fandt sammen i den smukkeste forening. Det er et øjeblik, som alle, der deltog, mindes på bedste vis, og 25 år efter er det stadig et øjeblik, der bliver refereret til igen og igen.
Du kan se Nirvana live på Roskilde Festival det år sammen med et interview, hvor triumfen i Sverige bliver nævnt.
