Heavy metal på skoleskemaet

Af mange afstande mellem byer i verden er der ikke langt fra Helsingør til Ørestad Syd i København, nærmere bestemt Royal Arena, men ikke desto mindre var tankerne i det ripensiske band nok lidt længere sydpå aftenen før skolekoncerten i Helsingør.

Aphyxion var nemlig i nattens løb blevet annonceret som et af fire danske bands ud af ti mulige til at varme op for Metallica. De havde simpelthen høstet stemmer nok til den tjans. Det var blevet fejret på behørig vis på et hostel i den nordsjællandske by på den anden side af midnat.

Samme nyhed tikkede også ind hos mig, da nattens mørke stadig hang over landet denne fredag morgen. Men hvilken bedre måde at ønske drengene tillykke på end ved at visitere kvintetten til en af deres mange skolekoncerten i samarbejde med kompetencecenteret Levende Musik i Skolen, som med egne ord:

“ønsker (…) at sikre musikalsk mangfoldighed, kvalitet og relevans og skabe et levende møde, der kan åbne, samle, danne, lære, inspirere og udvikle.”

Dette var anden gang, at centeret havde hyret “dødsmetalbandet” til at spille koncerter på landets mange forskellige skoler for 7. – 9. klasserne. I hvilken anden sammenhæng kommer man ellers til at spille syd for Sjælland i Danmark? Som et medlem af bandet kækt bemærkede.

Jeg havde selv været lidt skeptisk, men begejstret, for initiativet med at spille live for de unge mennesker på skolerne, så de kan blive eksponeret for noget musik, de færreste nok intuitivt opsøger som deres første møde med metal.
Min bekymring var mest, om det ville føles som en gimmick, som når nogle “sangere” vil tage pis på talentprogrammer ved at (forsøge at) growle sig gennem et nummer på landsdækkende TV.

Men der var vel en grund til, at Aphyxion var blevet hyret til sådan her en turné her for anden gang (og til en kommende tredje, skulle det vise sig).

Bannere med bandlogo var hængt op i idrætslokalet på Skolen ved Rønnebær Allé i Helsingør. Du ved, den slags lokaler du selv kan huske fra din folkeskoletid. Bandmedlemmerne sad backstage, som var – rigtigt gættet – omklædningsrummet. Blandt træbænke og udsigt til fælles brusebad var der dyre instrumenter og en røvfuld kasser med bandets logo på.

Her skænkede jeg igen en tanke til Royal Arena, denne gang med muligt forskel i fremmøde, da eleverne entrérede lokalet til den første af to koncerter med indlagt pause. Faktisk i samme omfang som en fodboldkamp for nu lige at blive i sportens verden. I første runde skulle 7. klasserne opleve bandet i 45 minutter, så var der 15 minutters pause, og til sidst fik 8. og 9. klasserne lov at se bandet i 45 minutter.

Nu er matematik langt fra min stærke side, men at dømme ud fra fremmødet ved den første koncert (som du kan se HER og selv tælle efter), kunne man sagtens slå alle klasserne sammen til én lang koncert. Fraset pjækkerøvene, så må man antage, at koncerterne var skemalagt, så der vitterligt var mødepligt.

Hvad ovennævnte video desværre ikke tydeliggør, er, at det ellers kunne være indledningen til min frygt: Nu skal de her elever bare have et skud “fee’ døe” i skallen, så de kan lære, hvad rigtig musik er, og så er vi skredet, drenge-attitude. For kort efter, videoen er slut, afbryder Michael Vahl sig selv inde i sangen med et vittigt: “Og bare rolig, vi er ikke kommet for at spise jer”.

Nuvel, Aphyxion-drengene er nok ikke proto-typerne på den gængse opfattelse på en metaller med langt hår, markeret forkærlighed for øl, tusser til ud på knoerne og battle-vest med alverdens obskure bandnavne syet på.

Tja, medlemmerne ligner vel nærmest mere bankrådgivere og kontorelever af anden art. Men snakkene mellem numrene gik da blandt andet også på, at drengene HAR haft langt hår og HAR fået et nej til et muligt job på grund af deres udseende.

For dem, der har begået sig i metal-miljøet en del år, har man hørt og oplevet den slags taler utallige gange, og man kan plædere for, at den snak er udtværet og debatteret til døde. Men når man spotter usikkerheden i øjnene på de unge elever i nogle af deres mest skelsættende år i deres liv, er der sgu grund til at gentage historien om, at det kan være svært at være en del af det store fællesskab, når man ser lidt anderledes ud og hører noget mærkeligt musik.

Her laver jeg lige en passende analogi til følgende sang og tekst fra bandet, som da også blevet spillet til denne koncert, fra deres nyeste plade, “Aftermath“. Den taler for sig selv visuelt og tekstmæssigt.

(Artiklen fortsætter efter videoen)

Det blev nemlig ikke bare bulder i ørene for larmens skyld i nogle øren, hvor nok størstedelen af eleverne betragter det som larm. Efter første nummer fik eleverne en forklaring på, hvorfor forsanger Michael growler og ikke synger, hvorfor man kaster horn, og hvordan man headbanger. Senere fik vi historien om sammenholdet blandt medlemmerne i bandet, der har holdt sammen siden de spæde år. Alt sammen med en kærkommen afslappethed, uden at det skal være så seriøst og farligt hver gang.

Men der var stadig seriøsiteten i, at Aphyxion måtte samle flaskepant til at få råd til at indspille de første numre, skal kommunikere korrekt på de sociale medier og have et fornuftigt budget i et band med en genre, som godt nok har opnået store milepæle, men som – mildt sagt – ikke lever som grever og baroner til hverdag.

Det var svært ikke at finde bandet sympatisk, og trods det pauvre fremmøde og den eklatante manglende indlevelse fra eleverne, hvor jeg ellers har ladet mig forstå, at bandet har oplevet vildere elever end koncertgængere tidligere, så virkede bandet til at være i hopla og nyde sammenspillet – og så var der pludselig langt til Royal Arena, og det gjorde faktisk ikke noget den her fredag morgen.