Anmeldelse af: Dirkschneider, VoxHall, 29. november 2017

Den lille tysker Udo Dirkschneider droppede ind forbi VoxHall i Aarhus for at give sin, angiveligt sidste omgang liveoptræden med de numre, som han medvirkede på i sit gamle band Accept. Koncerten var præget af at være totalt gennemtænkt på grænsen til det kedelige.

Min onsdag aften skulle i denne uge stå i old school heavyens navn. Udo Dirkschneider havde nemlig forlænget sin Dirkschneider-tour, den tour, der eftersigende skulle blive sidste omgang med Accept-numre fra den lille goblin-lignende tysker. Opvarmningen var i øvrigt ikke et hvilken som helst band. Raven fra England skulle nemlig endelig komme til Danmark, en ting, som jeg faktisk har håbet på i lige omkring ti år. Derfor skulle det blive spændende at endelig få oplevet dem igen og så få hørt Accept, sådan som jeg bedst kan lide det: Med Udo!

 

Raven
Anmeldelsen af Raven bliver nødt til at starte med noget uforbeholdent brok fra min side. Jeg kom et kvarter inde i bandets sæt, fordi VoxHall havde angivet koncertstart til at være 20.00. Bandet gik altså så på, kunne jeg efterfølgende høre, kvart i otte. Det var, hvad det var, men det var nu ret træls, når man nu følte, at man havde okay styr på det. Jeg ankom derfor først imod slutningen af det tredje nummer, det dejlige ’’All For One’’, som blev spillet fra scenen med en fed karisma. Raven er godt nok blevet gamle, og de har lagt sig ud, men hold da kæft, hvor vil de gamle grimme mænd bare stadig gerne underholde! Dette kan især mærkes og ses ved, at sanger og bassist John Gallagher har headset-mikrofon, så har kan rende rundt på hele scenen og danse, imens han synger. Det virkede ganske glimrende for Raven!

Raven er i min bog et af verdens mest undervurderede 80er-bands! De kunne altså bare mere, end hvad de nogensinde har fået credit for. Desværre var det ikke synderligt credit, de fik af det tunge publikum på VoxHall denne aften. Det var mildest talt en stillestående og faktisk pinlig affære. Første række var tilnærmelsesvist fyldt ud, men så var der et godt gabende hul til et meget stillestående og snakkende publikum. Jeg fik ondt af Raven, der gjorde alt, hvad der overhovedet stod i deres magt for at levere et godt show.

Lyden var egentlig glimrende under Ravens koncert. Især lød guitaren altså bare suverænt fedt og 80er-agtig! Det er jeg godt nok også inderst inde lidt en sucker for, da 80er metallen og dens guitarlyd er den, som fik mig ind i metal-genren. Vi fik imod slutningen af sættet serveret en guitarsolo, der desværre trak alt for langt ud. Bagefter kunne jeg så forstå, at dette var sket, fordi der havde været problemer med basudstyret, og der egentlig bare blev fyldt ud af den ellers glimrende guitarist Mark Gallagher.

Raven leverede en glimrende koncert, hvor publikum dog desværre lod til at hellere ville stå i deres egne tanker. Der var masser af fart over feltet og fandenivoldskhed samt et godt glimt i øjnene. Raven gav sig i høj grad godt ud som opvarmning på Voxhall. Lad os håbe, at de vender tilbage igen snarligt! Metal Magic Festival ville være perfekt mulighed for dem. Make it happen!

 

Dirkschneider
Da jeg sidste år var inde for at se den kære Udo på Train med hvad, der dengang skulle have været sidste omgang af Accept, blev jeg blæst bagover. Mildest talt. Den koncert var på grænsen til, hvad jeg vil kalde for old school-perfektion. Det var et fedt, godt sammenspillet og tændt band, der leverede en sætliste, der bestod nærmest udelukkende af fantastiske sange. At muligheden opstod, for at fange ham og hans band igen, med Accept sætliste, var derfor et must for mit vedkommende. Helt klart en oplevelse jeg bestemt ikke ville snyde mig selv for.

Desværre nåede koncerten på VoxHall bare ikke op i den kaliber som den koncert, vi fik serveret på Train sidste år. På papiret skulle den ellers være ret sikker, men et lidt tamt valg af sætliste og alt for meget rutine-præstation gjorde, at koncerten føltes lidt flad. Bevares, bandet spillede godt. Vanvittigt godt endda. Jeg kunne personligt ikke høre nogle fejl igennem sættet. Alt sad lige der, hvor det skulle gøre. Det var så stramt og vellydende, at jeg overvejede at prøve, om appen Shazam kunne genkende numrene. Du ved, bare for sjov. Problemet var, at det hele blev for pænt. For kalkuleret. Der manglede simpelthen den magi, som gør, at koncerter føles unikke. Alt var planlagt helt ned til de mindste detaljer i forhold til deres optræden. Det var super ærgerligt. Man følte nærmere, at man bevidnede en live-dvd, end at man var til en egentlig koncert. Stort set alt blev gjort synkront, og hver gang der var solo, var alle klar på, at solisten skulle i spotlight midt på scenen. Det blev for tamt og pulsløst.

Lyden var meget muligt noget af det bedste, jeg har oplevet på VoxHall, og det siger altså en del! De kan sgu godt finde ud af det dernede, og denne aften var det fabelagtigt. Dejligt med så godt styr på lydsiden! Lysshowet, som Dirkschneider har med på denne tour, er i øvrigt også helt suverænt fedt, om end det er med til at bidrage til stagnationen i forhold til optrædenen. Sætlisten var en kende tynd og fokuserede rigtigt meget på de senere plader. Der blev altså ikke serveret særlig meget fra Restless And Wild, Metal Heart, Breaker eller den klassiske Balls To The Wall. Dette gjorde også, at festen blev holdt i skak fremfor at komme op i blus. Der var slet og ret bare for mange sange, som var lidt ligegyldige. At der så slet ikke blev serveret klassikere som “Too High To Get It Right”, eller “Restless And Wild” burde nærmest anses som helligbrøde.

Publikumskontakten var henvist til at få folk til at klappe i takt eller få dem til at synge med på guitar-melodier, som i det fremragende “Princess Of The Dawn” eller klassikeren “Metal Heart” fremfor reelle henvendelser og talen. Fællessangdelen er altid cool og er noget, der passer super godt med de gode 80er bands. Desværre klædte det ikke rigtigt Udo, at han ikke snakkede lidt til sit publikum. Han plejer ellers at virke en kende mere karismatisk og entusiastisk, end han gjorde denne aften. Det føltes mest af alt, som om at koncerten egentlig bare skulle overstås.

Efter endt ordinært sæt fik publikum dog smækket en kavalkade af klassikere lige i fjæset med førnævnte ’’Princess Of The Dawn’’, ’’Metal Heart’’, Speed-klassikeren ’’Fast As A Shark’’ og slutteligt en rigtigt fed omgang ’’Balls To The Wall’’.

Vi fik altså serveret en halv-tam og alligevel okay koncert fra den kære Udo. Hans backing-band spiller mildest talt for vanvittigt, og mandens stemme er stadig i super form. Desværre var det hele bare så kalkuleret og pulsløst, at det aldrig rigtigt nåede op i den kaliber, som jeg ellers forbinder Udo med. Koncerten endte med at være Accept-abel og ikke meget mere end det.

Mærkater: , , ,