Ikke det amerikanske gennemsnit!

Asking Alexandria i Amager Bio

Anmeldelse af Asking Alexandria, Bohemian Grove og The Word Alive, 25. marts 2017,  Amager Bio.

 

Lørdag aften blev der fyret op for metalcore på Amager, hvor tre bands leverede vidt forskellige koncerter, der alt i alt bød på både mange overraskelser og skuffelser.

 

Bohemian Grove
Aftenen blev skudt i gang med det engelsk band Bohemian Grove, som allerede fra første nummer bragte hele Amager Bios publikum på deres tåspidser. Den energiske frontmand, Spencer Costello, spildte ikke et sekund på scenen og leverede enestående entertainment, der resulterede i samtlige knyttede næver i luften og utøjlet headbanging fra start til slut.

Bohemian Grove bød på musiske optrin, der blandede deathcore og elektroniske dub-elementer. Dette skabte en lækker, anderledes og gennemført solid lyd, som desværre til tider overtog scenen og druknede Costellos vokal og gjorde hans ellers veludførte growls næsten uhørlige. Amager Bio var sparsomt pakket fra aftenens start, men Bohemian Grove formåede alligevel at fyre op for hele salen med tunge breakdowns og god energi fra samtlige bandmedlemmer.

Alt i alt levede Bohemian Grove som opvarmningsband til fulde op til deres opgave, hvor de tilsammen udviste en gennemført indlevelse på scenen, skabte en tæt kontakt med publikum og nåede ud over scenekanten med både deres karismatiske musik og sceneshow.

Fotograf: Guillaume Blanjean Matthiesen

 

The Word Alive
Amager Bio blev langsomt fyldt op i takt med, at aftenens næste band, The Word Alive, gjorde deres entre på scenen. Forsanger Taylor “Telle” Smith brød den forventningsfulde stilhed i salen med en gennemgribende skarp og imponerende vokal, som rangerede vidt mellem dybe growls og lækre bløde, men samtidig hæse undertoner. Frontmandens eminente performance blev bakket op af de resterende, lige så energiske bandmedlemmer. Iklædt hver deres farvede strikhue dansede både guitaristerne og bassisten på scenens kant og pirrede publikum med lækre riffs og soloer, der fik hårene til at rejse sig. Musikkens hårde toner blev afbrækket af elektroniske, næsten techno-lignende breakdowns, som supplerede bandets lyd optimalt.

Bandets frontmand sørgede for at få bragt hele gulvet til live, hvor publikum bevægede sig i takt med musikken. Ubesværet kommanderede bandet med deres crowd, og folk fulgte lydigt instrukser med en bølge af djævlehorn, circlepits og et synkront spring ved forsangerens befaling: ”JUMP THE FUCK UP!”

Bandet nåede et tydeligt klimaks undervejs ved deres fremragende performance af sangen ”Misery”. Desværre burde koncerten være endt dér, for de efterfølgende numre var både lettere overflødige og ensformige, og opbygningen mod “Misery” havde givet bedre resultater, hvis bandet havde holdt showet kort og ladet koncerten slutte med et brag! På trods af det leverede The Word Alive alligevel en ekstremt veludført koncert med gennemført tilstedeværelse på scenen. De levede op til aftenens forventninger og diskede op med eminent energi, god kvalitet og en fuldkommen evne til at skabe forbindelse til deres publikum!

Fotograf: Guillaume Blanjean Matthiesen

 

Asking Alexandria
Endelig oprandt momentet, alle havde ventet på. Luften sitrede af anspændthed, og forventningsfulde fans stod som naglet til gulvet, mens lyset tonede ud, og musikken spredte sig som et tæppe over salen.
Forsanger Danny Worsnop var tilbage og indtog scenen med selvsikkerhed og den gode gamle, klichéfyldte rock-star attitude. Bassen fik Amager bios trægulv til at dundre under fødderne, og publikum fór op som en hvirvelvind ved synet af den energiske, tilbagevendende frontmand.

Desværre kunne Worsnops indledende engagement ikke bære ham hele vejen, hvor han fra start af ikke formåede at levere en troværdig vokalpræstation. Han virkede træt, uforberedt og til tider decideret stakåndet, mens han marcherede fra den ene ende af scenen til den anden. Han havde problemer med at ramme tonerne og måtte afkorte enkelte fraseringer for at få vejret og trumfe helt igennem.
Det var tydeligt, at Worsnop havde haft en længere afbræk fra sin plads som frontmand i Asking Alexandria, og han virkede overordnet fragmenteret. Først ved det tredje nummer virkede han til at være varmet op, og parat til at udnytte scenen til sit fulde potentiale. Senere greb han en akustisk guitar og udleverede en mere autentisk ren lyd, mens han startede på nummeret ”Moving On”. Her formåede han til publikums store begejstring næsten fejlfrit at trænge igennem og afgive sine langvarige falsetter og højfrekvente toner
Luften gik dog hurtigt af ballonen igen i form af mange lange, unødvendige pauser mellem numrene, udfyldt af lettere kedelige monologer, barnlige penis-jokes og intern humor mellem bandets guitarist Ben Bruce og så Worsnop. Den umodne satire kunne snildt være blevet byttet ud med to-tre yderligere numre, hvilket i sidste ende havde bidraget til et bedre show for publikum.

Under omstændighederne var det et modigt valg at tage på tour så kort tid efter bandets afsked med deres midlertidige forsanger Denis Stoff, som udgjorde vokalen på hele bandets nyeste album, The Black, fra 2016.
På trods af tourens navn, Ten Years of Black, blev albummet ikke skænket en tanke, og sangene derfra var som slettet fra Asking Alexandrias repertoire. Derimod blev der disket op med masser af gamle numre med særligt fokus på albums som Reckless and Relentless og From Death to Destiny, hvilket alt i alt fungerede eksemplarisk, da de to albums viser vidt forskellige sange rent genremæssigt, som afbilder bandets transformation gennem årene fra det melodiske screamo-core til de mere rockinspirerede numre som ”The Death of Me”.

Kvaliteten af selve koncerten var temmelig anstændig, hvilket kun kan forventes af et band som Asking Alexandria. Der var styr på det tekniske, lyden var fremragende og musikerne lagde god energi i deres performance. På trods af de mange interne fallosjokes blev publikum medrevet i drengerøvsstemningen og bifaldt den ene joke efter den anden. Især bandets velkendte sang ”Not the American Average” fik pisket stemningen op og fik samtlige gæster på tåspidserne, mens de skrålede ”TEN INCH” før sangens tunge breakdown.

Overordnet set er ting måske ikke helt så gennemført og intensivt som før, men Asking Alexandria leverede hverken mere eller mindre end det, man kunne forvente efter de sidste par års interne drama. Dog kan det diskuteres, om Worsnop burde have brugt et års tid på at genskabe kontakten med sit band frem for at påskynde en tour så kort tid efter sin tilbagevenden, da dette synes at have haft en stor indflydelse på hans manglende evne til at præstere fuldkomment overbevisende.

Du kan se et par udvalgte billeder fra vores fotograf her:

 

Asking Alexandria i Amager Bio

 

 

 

 

 

 

Fotograf: Guillaume Blanjean Matthiesen

Mærkater: , , , , ,