Anmeldelse af: The Raven Age + Unseen Faith, Pumpehuset, København, d. 13-11-2017

Der var ikke meget vildskab at spore hos The Raven Age, da de i mandags besøgte Danmark. Med sig havde de danske Unseen Faith, som i sidste ende endte med at være mere overbevisende end hovednavnet.

Foto: Jeppe Ludvig Jensen

Mandag.
Den dag på ugen som er mest udskældt. Dagen, som definerer at en ny uge starter. Det betyder derfor, at man ikke kan være længere fra weekendens frihed, fester og fadøl. Hvad kunne jeg så selv gøre for at min mandag ikke bare skulle ende i den samme trummerum?
Jeg havde tilfældigvis hørt en fugl synge om, at The Raven Age skulle spille i Pumpehuset, og derfor tænkte jeg: ”Det bliver min overspringshandling!”. Temperaturen havde denne mandag aften ramt nulpunktet, da jeg traskede mod Pumpehuset. Da jeg endelig kom frem til Pumpehuset, var det lille lokale ligeså kold og mørk som udendørs, men i det mindste så blev øllen da ikke varm. Unseen Faith var blevet tildelt aftenens opvarmnings-tjans, så de var først på scenen.

 

Unseen Faith
Der var ikke just dukket mange mennesker op, da Unseen Faith trådte op på Pumpehusets lille scene. Der var langt imellem folk, og derfor var lokalet stadig så koldt, at man nærmest kunne skimme dampen fra sin egen ånde. Bandet fra Aarhus skulle i hvert fald hælde en ordentlig spand benzin på bålet, hvis vi skulle kunne nå at få varmen inden The Raven Age.

Diverse lys-spots var meget afdæmpede, og bandet var en halvmørk fornøjelse at overvære for de sløve mandags-øjne. Atmosfæren var dog den helt rigtige for et band, som i genre-skalaen bevæger sig over i deathcore. Tunge nedstemte guitarer og stortrommer, som kører deres helt eget show, er en stor del af Unseen Faiths musikalske univers. Breakdowns er heller ikke ilde hørt i selskab med bandet. Man når lige at blinke med øjnene, inden et nyt nakke-vridende breakdown brager ud af højtalerne og ind i ens øregange.

Forsanger Alexander Eriksen har en god Jekyll og Hyde-karisma på scenen. Under numrene growler han ondsindet ned i mikrofonen, men imellem numrene er han jo egentlig en glad og smilende jyde, som gang på gang takkede publikum for deres tilstedeværelse og anerkendende klapsalver. Bandets bassist Christian Jensen assisterede med vokal, imens han klemte alt liv ud af sin lille bas. Man undres helt over, hvor disse jyske drenge får deres aggressivitet fra, men det vigtigste er, at de besidder den. Så der var rig mulighed for at få sine mandags-frustrationer ud sammen med bandet.

Unseen Faith afslutter aftenen med den vanvittigt tunge ”Dystopia” fra debutpladen Waver(2017). Personligt har jeg aldrig været god til den musikalske udfoldelse inden for deathcore. På trods af det, overraskede Unseen Faith mig med en velspillet og energisk koncert, som desværre ikke hældte helt den ønskede mængde benzin på mit bål.

 

The Raven Age
Trommeslager Jai Patel var først på scenen. Han satte sig bag trommerne og viste hornene. Publikum fangede den med det samme og smed hornene i vejret efter ham. Resten af bandet trådte på scenen og startede med titel-nummeret fra debutpladen Darkness Will Rise (2017). Det blev varmt modtaget af publikum. Det lod allerede til, at bandet havde publikum lige, hvor de ønskede det, og det er vel næppe en skidt ting.

Men efter publikums varme modtagelse og et par numre inde i koncerten, var min begejstring så småt ved at forsvinde. Forsanger Michael Burrough går rundt på scenen og virker ikke synderlig tilstede, kaster nogle horn i luften en gang imellem. Imens har hans band-kammerater en større energisk udstråling. Men af et band, som lige har udgivet deres debut, havde jeg måske forestillet mig et band, der ville bevæge sig frem og ud over scenekanten mere strømlinet end en duracell-kanin. Det var ikke det, jeg oplevede denne aften i Pumpehuset. Jeg oplevede mere et band, som uden overbevisende effekt og meget selv-sikkert kørte denne koncert hjem. Måske lidt for selv-sikkert.

Bandets guitarist, George Harris, er søn af den levende legende og bassist Steve Harris (Iron Maiden, British Lion). The Raven Age har derfor tidligt i karrieren scoret sig nogle lækre opvarmningsjobs for bl.a. Iron Maiden, Tremonti og Anthrax. Det virkede som om, at det skulle have påvirket bandet til at slække på speederen og være mindre fokuseret på at kæmpe for sagen og levere et energisk og højspændt show. Hvilket er drønærgerligt, når man nu står på en lille intim scene og har alle muligheder for det.

De to guitarister, Tony Maue og George Harris, spiller lækker dual-guitar på nummeret ”The Death March”. Det lyder fantastisk. Man kan i hvert fald ikke tage fra bandet, at de er dygtige musikere, og det rammer mit begejstrings-center. Det er dog svært kun at kunne holde begejstringen oppe på det punkt, når resten af deres præstation endte med at være en søvndyssende fornøjelse.

The Raven Age afsluttede koncerten med min personlige favorit, ”Angel In Disguise”. Et vanvittigt velskrevet nummer fra tunge vers til det utroligt melodiøse omkvæd. Men stadig virkede det som om, at bandet havde ”endnu en dag på jobbet”, som skulle være ovre, før det begyndte, og hvad der kunne have blevet et gennemført metal-brag, endte med at blive et uinteressant møde med bandet.

”Angel In Disguise” peakede dog alligevel min aften, men det var langtfra nok til at gøre aften koncert mindeværdig for mig.