Anmeldelse af: Deep Purple. Royal Arena, København. 07. oktober 2022.
Efter mange år som anmelder kan jeg stadig blive imponeret over fortidens legender, der spiller, som skulle de gennembryde lydmuren, og har et sammenspil, der kan gøre selv de garvede bands grønne af misundelse.
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Af uforklarlige årsager er det desværre aldrig lykkes mig før nu at opleve de britiske legender Deep Purple live før, da jeg ærligt må sige, at jeg mere er optaget af, hvor rocken og metallen er på vej hen, end hvad nogle briter etablerede for over 50 år siden.
De er da trods alt også kun kendt for den der sang “Smoke on the Water”, der er spillet til døde af enhver spæd guitarist in spe, ikke sandt?
Som du nok kan regne ud via min indledning her, så blev jeg noget så grundigt taget på sengen over, hvad Deep Purple kunne formå at omdanne Royal Arena til af ren festsal, der mere lignede en fremadskuende rockseance end et nostalgisk trip for de gamle 68’ere med rollatorer (hvilket jeg aldrig har set så mange af før til en rockkoncert end den her!).
Før da skulle vi lige have en lille opvarmning i form af:
Jefferson Starship
Du kan nok her allerede regne ud, at vi har at gøre med en et sammenrend/en tidligere konstellation af folkene fra Jefferson Airplane og Starship.
Ergo også et aldrende ensemble, men her skal man ikke tro, at en høj alder er lige med stagneret rockmusik uden pondus.
Den royale arene var lettere decimeret til formålet, da scenen var fremrykket, så fremtoningen af det en anelse sparsomme publikum her i starten af seancen så ud af mere, for der var vist nogle publikummer, der havde taget en lidt for sen og lang eftermiddagslur, eller også ventede de derhjemme, indtil Deep Purple gik på.
Men allerede fra start kunne yngre bands lære noget af dem Jefferson Starship, for de gik på PRÆCIST klokken 20. Ingen tekniske problemer eller divanykker her.
Sættet bød på otte sange i den psykedeliske rockafdeling, og der var især covers i form af “White Rabbit”, “We Build This City” og “Somebody to Love”, der virkelig tog kegler, selvom vokalpræstationen fra de eminente Jude Gold og Cathy Richardson lod lidt tilbage at ønske.
Men ellers var der ikke noget at sætte på lyden, og da de bemeldte covers først blev langet over scenekanten, så sang stort set hele salen da også unisont med.
(Godt nok var gennemsnitsalderen et mindre stykke over pensionistalderen, men det var trods alt fredag, og folk var klar til fest!)
Deep Purple
Så var salen ved at være fyldt, da Deep Purple gik på scenen. Som sagt var det min første oplevelse med dem.
Hold da kæft, hvor kan de spille så tight, at det næsten var telepatisk mellem medlemmerne!
Evnerne og ikke mindst hastigheden på deres spil gjorde, at jeg tror, den gengivne liveoptagelse på bagtæppet ikke kunne opfange alle bevægelserne – og intet lød tilfældigt!
Det var som om, at medlemmerne (og, nej, jeg gider ikke diskutere, hvilken besætning af bandet, der var/er bedst) var blevet født med en guds/satansbenådet gave til at bruge deres liv på at spille rockmusik!
Sådan var min oplevelse efter blot et enkelt nummer fra dem!
Det er svært at komme omkring rigtig meget af bandets diskografi live, uden det bliver på bekostning af kvaliteten, og fokus var da helt klart på en af deres mest velkendte (hit)skiver: Machine Head.
Allerede efter de havde spillet “No Need to Shout” fra Whoosh!-pladen fra 2020, forkyndte de da også fra scenen, at de nok skulle holde sig fra at spille alt for meget af det nye, for folket var uden tvivl kommet for at høre de velkendte numre.
Dog kunne det også blive for meget af det gode med lange introer til sangene samt næsten endeløse afslutninger, hvor man godt kunne have ønsket sig, at de havde spillet bare lidt flere sange, men, hey, det er vel syrerock, hvor man skal space lidt ud.
Hvilket også fik mig til at indse, at da bandet “endelig” nåede frem til “Smoke on the Water”, så var det ikke mit forventede højdepunkt på aftenen, for det havde allerede været der – og faktisk flere gange tidligere.
Det fik mig til at erkende, at så fantastisk er “Smoke on the Water” da heller ikke. Tro mig, det er et godt nummer, men Deep Purple er SÅ meget mere end det.
Forhåbentligt var det ikke sidste gang, jeg så legendebandet livet, for jeg lover, at jeg nok skal være der hver gang fra nu af, hvor de er i Danmark!
Her er flere billeder fra aftenen, taget af Anders Groos Mikkelsen:
