Mono Goes Metal del 2

Anmeldelse af: Mono Goes Metal 2017

Mono Goes Metals anden dag skulle vise sig som en dag med et ekstra fokus på det mere smadrede inden for metallen

Efter successen ved den første dag til dette års Mono Goes Metal måtte man sande, at man nok var en kende smadret. Forsaget af de utallige alkoholiske drikke, man havde indtaget dagen før, havde man mildest sagt fået sig en god omgang tømmermænd, eller, det havde jeg i hvert fald. Det skulle dog ikke forhindre mig i at tage ud til anden dagen af denne lækre festival, hvor der atter engang var masser af fede bands og god stemning.

 

Skin Tuxedo
Dagen skulle lægge ud med Skin Tuxedo fra Esbjerg. Bandet spiller en speciel form for groovet rock, som egentlig fungerede ganske godt. Man kunne mærke, at bandet bare var glade for at få lov til at komme ud at spille. Det betød dog også, at det showmæssige godt kunne have været af en lidt højere standard. Det var ikke, fordi der foregik synderligt meget på scenen, bandet lod musikken tale for sig langt henad vejen. Musikalsk gjorde bandet det egentlig skide godt. Der var en okay energi at spore i musikken, og man kunne mærke, at man havde at gøre med et band, der brændte for lige netop det, som de lavede.

Desværre var koncerten, som det jo ofte sker med de første koncerter på festivaler, ikke særligt velbesøgt. Det betød mildest talt, at der ikke var super meget gang i den. Det er ærgerligt at skulle spille for så søvndyssende et publikum, der mest af alt virker som om, de skal have drukket deres tømmermænd væk. Dette var dog realiteten for Esbjerg-drengene, som gjorde deres absolut bedste for at vække det århusianske publikum fra deres slumren. Det lykkedes desværre kun delvist.

 

Iotunn
Fra rock direkte over i power metal. Iotunn er blevet jævnt populære i den danske undergrund indenfor det sidste år til halvandet. Bandets første EP, (“The Wizard Falls” fra sidste år. red), har høstet en masse pæne ord, og det er med god grund! Det er simpelthen bare en fed omgang power, som ikke bare lyder som alt det andet, der bliver sendt ud indenfor den genre.

Netop denne EP satte dog også forventningerne højt i forhold til deres koncert på Monorama, som var mit første reelle møde med dette band. Man bemærkede straks, at man havde med et hold virkelig dygtige musikere at gøre. Der blev spillet med en form for perfektion, som sjældent ses magen til herhjemme i den danske andedam. Vokalen sad ligeså meget i skabet som det instrumentale og var dejligt varieret! Fedt med et band, der ikke bare vælger at ligge i det høje toneleje, selvom de har en sanger, som er specielt ferm indenfor dette register.

Desværre var lyden en kende mudret under Iotunns koncert, hvilket gjorde, at det ofte var en anelse svært at adskille de forskellige numre og instrumenter fra hinanden. Det gjorde det en smule trættende at opleve en koncert, hvor man havde et indtryk af nogle vildt dygtige musikere, når man ikke kunne høre alle detaljerne i samspillet.

Performancen føltes også stadig ganske grøn for dette band, men helt ærligt, det er vel hvad man kan forvente, da det er ikke det band, som har haft 100 koncerter endnu. Koncerten føltes oprigtig, og alle bands har mulighed for at forbedre sig. Af nyere bands ligger Iotunn dog helt klart i den højere ende af, hvad jeg personligt forventer af bands. Jeg glæder mig til at se dem igen næste gang, de kommer forbi Aarhus-egnen.

 

Hola Ghost
Så er vi nået til lørdagens største overraskelse. Jeg havde personligt ingen forventninger om, hvad jeg gik ind til, da jeg skulle ind for at opleve Hola Ghost, og jeg er i princippet stadig i tvivl om, hvad det egentlig var, jeg var vidne til. Bandet kan vel kaldes for en blanding imellem punk, rockabilly, rock’n’roll og surf? Ja, der er rigeligt af spændende sager, der foregår i Hola Ghosts musikalske univers. Desuden havde bandet et fantastisk mexicansk tema, der virkelig slog kegler. Det virkede bare så fedt og råt samtidig med, at bandet formåede at lave en særdeles god performance.

Lyden var hæftigt forbedret efter Iotunn, og alt lå faktisk rigtigt dejligt i forhold til det udtryk, som bandet forsøgte at få ud over scenen. Jeg har personligt sjældent oplevet en guitarist, der var så decideret fed til at benytte sin delay-pedal! Den indre guitarnørd skreg af glæde over brugen af effekter i bandets musik helt generelt, men lige netop delay fungerede ualmindeligt godt for dette band.

Bandet spillede et fedt sæt og fik lynhurtigt det århusianske publikum på deres side. Dette blev især hjulpet, da de valgte at dedikere et nummer til den afdøde rock-demi-gud Lemmy. Sjældent har man hørt en vokal, der kunne lyde så tæt på Lemmy, uden at det var et Motörhead-coverband eller Motörhead selv. Det fik også publikum op i et højere gear, ja, så højt et gear, at bandet blev bedt om at spille ekstranummer. Det må kunne kaldes en umiddelbar succes, og det bliver bestemt ikke sidste gang, at mine veje krydser med dette band!

 

Afsky
Så skal vi over til aftenens første ‘’dystre’’ band. Afsky er et atmosfærisk black metal-band fra København, som deler kreativ kraft med det en anelse mere kendte band Solbrud i form af forsanger og guitaristen Ole. Det kan i den grad mærkes på Afskys musik, da det ligger ovre i samme boldgade, som Solbrud. Det er tungt, det er smadret, og det er i den grad ondt!

Lyden var heldigvis rigtigt god under Afskys koncert på Monorama, hvilket virkelig hjalp publikummet med at komme ind i den rette stemning, som altså hører sig til en black metal-koncert af den atmosfæriske slags. Det er ikke vanvittigt meget bevægelse på scenen, og kontakten til publikum holder sig til et lavmælt tak, da koncerten slutter. Dette kan nogle måske have det svært med mig selv inklusiv, men det hører sig altså næsten bare til den slags musik, at der ikke bliver leget for meget med publikum. Det skal dog siges, at bare en anelse mere intensitet i forhold til selve performancen ville være et ekstra plus i min bog.

Afsky holder sig indenfor deres genredefinition og formår at få publikum med på deres præmisser, man bliver simpelthen lukket ind i et helt specielt musikalsk univers. Afsky formåede altså at starte lørdagens mere smadrede del med bravur.

 

UxDxS
Fra den ene ende af den smadrede skala til den anden. UxDxS skulle efter Afskys lækre omgang black metal smadre øregangene på det efterhånden godt fulde århusianske publikum med en tung, hurtig og smadret omgang grindcore.

Der blev ikke lagt fingre imellem, det var smadret, og publikum var langt hen ad vejen totalt med på, at der altså skulle moshes løs til denne slags musik. Det var et præmis, jeg bed på, og det skabte en vanvittigt fed fest under bandets veludførte koncert. Det var desværre ikke altid, at lyden var super god for UxDxS, men det hører sig sgu næsten også til, når man er til en grindcore-koncert, at man ikke nødvendigvis formår at få alle detaljer i musikken med. Det skal være smadret, det skal være hurtigt, og det skal være intenst. Dette formåede UxDxS i den grad at leve op til!

Hvor er det i øvrigt dejligt, når der endelig kommer grindcore til Aarhus. Det er simpelthen alt for få bands, vi har herhjemme, som formår at spille denne genre, og så på et så højt niveau. Det kan man i den grad sige, at UxDxS gjorde denne kolde lørdag aften på Monorama.

 

Skogen
Fra smadret grind tilbage til black metal. Skogen var det første af i alt to udenlandske bands, som Mono Goes Metal havde formået at få hyret til dette års festival. Jeg kendte personligt absolut intet til dette band i forvejen og vidste derfor overhovedet ikke, hvad der kunne forventes af deres koncert ude på Monorama. Det skulle dog vise sig, at Skogen var en positiv overraskelse! Der var godt med knald på og en virkelig punket attitude, især fra forsanger og bassist, Joakim Svensson. Der blev satme smækket løs på den bas, hvilket også betød, at præcision ikke var en del af Skogens lydudtryk.

Der blev buldret og braget løs, som var vi nået til dommedag. Dette ødelagde lidt helhedsbilledet af musikken, men samtidig virkede det bare som en så integreret del af deres liveperformance, at det i stedet for at være ødelæggende endte med at være lidt sejt. Det er ikke ofte, man får lov til at opleve et black metal-band der har en energi showmæssigt, som Skogen fremviste på Monorama.

Det kunne i øvrigt også mærkes, at en meget stor del af lørdagens publikum var kommet for at se netop Skogen. Der blev rystet rigeligt med garn og kaster masser af horn i bandets retning. Modsat Afsky, var Skogen meget udadvendte og henvendte sig ofte til deres publikum.

Skogen er helt klart et band som skal tjekkes mere ud på min front, det bevidste de på Monorama!

 

Age of Woe
Atter engang må jeg sgu krybe til korset og sige, at jeg desværre ikke fik set synderligt meget af Age ff Woe. Denne gang var det ikke sulten, der var skyldig, men simpelthen det, at jeg var nødt til at nå en bus for at kunne komme hjem ude fra Monorama, der desværre ligger ret afsidiges fra resten af byen. Desværre skulle det vise sig, at jeg slet ikke nåede min bus, og derfor vendte jeg naturligvis tilbage, men nåede kun at se de sidste 10 minutter af Age of Woe, og det er helt ærligt ikke nok til at give et ordentligt indtryk af musikken eller bandets performance.

 

Mit første besøg til Mono Goes Metal var i den grad en succes! Festivalen er super godt arrangeret, og alt løber på skinner. Der var ingen nævneværdige forsinkelser af bands, og generelt var lyden rigtigt god. Desuden bør jeg citere den gode Don Domingo og sige, at spirituspriserne var ’’rimelige’’. Når man kan få fire white russians for 100 kroner, så er jeg en glad mand, specielt, når de så samtidig er så godt blandet op, som de er på Monorama.

Jeg vil personligt godt takke Leifur og resten af Mono-crewet for en fantastisk weekend! Det bliver bestemt ikke den sidste gang, jeg kommer ude hos jer!

Mærkater: , , , , , , , ,