Anmeldelse af: 802, Me And That Man, Bersærk, Openhell – DFDS Crown Seaways, København-Oslo-København.
Foto: Magnus Karms Blichfeldt
(Del 1 fra Copenhell Metal Cruise 2023 kan læses HER.)
Elektrisk intensitet, fællessang og brætspil
Det er køligt og friskt i Oslo. Selv sætter jeg mig på en café, som nogle nok ville mene, er for poser, og skriver på min artikel. Jeg ser flere, der påbegynder den rituelle vandring til Neseblod, der, for de uindviede, er fra Mayhems gamle pladebutik. Stedet, hvor man ud over at kunne finde sjældne plader, kan få sin selfie foran det genredefinerende stykke grafitti med ordene ‘Black Metal’, spraymalet på kældervægge.
Er selfies trve? Ville Mayhems originale gutter kalde os alle sammen posers? Det fortjener nok sin egen artikel. Festligt er det i hvert fald, og for dem, der vælger at blive trygt ombord, er der brætspilscafé, whiskysmagning og generel loungestemning på skibet.
Hvis du keder dig, er det nok din egen skyld. Lørdagen byder også på en del interviews med både bands og sideshows, som vi glæder os til at kunne dele senere.
802 | Melodisk anarki
“Er I klar til at høre noget smadder, straight outta Djursland?!” råber presenteren energisk.
De tre musikere, der træder ind på scenen, ser ud til at passe til punkt og prikke på den beskrivelse. Bandshirts med afskårede ærmer, lædervest, spidse instrumenter, langt hår og den dér særlige attitude og energi, som man kun finder på den jyske metalscene – en aura af: “Hallå jeg spiller hævi, der’, ik’ så meget pis, ikk’å?”
Første akkord er knasende distortion, og jeg forbereder mig på at blive blæst omkuld af en omgang “thrashet død med smadder på” – eller hvilken anden stereotyp forestilling, mit Københavner-sind om scenen på de kanter. kan finde på.
802 er alt andet end smadret. Et forfriskende, varieret og overraskende melodisk lydbillede smyger sig ud over over Sky Club. I powertrio-format med guitar, bas og trommer opbygger de atmosfæriske og drømmende scener med velplacerede poprock grooves, og det hele afveksles med skrigende feedback mellem numrene, der skaber en meningsfuld kontrast og giver kant til udtrykket.
På intet tidspunkt bliver det pænt og yndigt; jeg fornemmer et subtilt mørke gemt et sted i musikken, som kommer til udtryk i den kraftfulde spillestil, som hele bandet lægger for dagen.
Det giver en særlig fornemmelse, at guitaristen og bassisten har fri leg på scenen og uden for den. Der er ingen frontmand m/k at tage hensyn til; der er fri bevægelighed, og de udnytter pladsen optimalt. Der er noget herligt over, at ingen af strengespillerne har en mikrofon, og at bassisten bare råber til publikum mellem numrene – det er på en måde mere nærværende, end når en stemme er blæst op til 100dB.
Det første stykke tid tænker jeg, at det er instrumentalt, indtil det går op for mig, at trommeslageren faktisk synger. Hørbar autotune og effekter på vokalen deler vandene for de fleste – hos 802 er der taget et tydeligt æstetisk valg, der placerer vokalen bag i lydbilledet sammen med de lejlighedsvise synth-elementer. Det skaber en abstrakt og dragende effekt, at vokalen optræder mere som en tekstur end som et fokuselement, og det er et forfriskende kunstnerisk valg.
Crowdet og jeg selv accepterer langsomt, at der ikke er tale om thrashspeedsmadderdød fra Djursland, men noget mere sofistikeret og konceptuelt.
802 præsenterer et set med godt flow og meget velskrevne sange. De er ikke den “sikre” booking, og det skal der stor ros for!
Det hele præsenteres med en oprigtig og umiddelbar spilleglæde. Jeg synes, jeg hører teksten: “The sky is the limit”, blive sunget et sted, og det er som om, at der er lidt højere til loftet, end der plejer at være i Sky Club.
Jeg kan ikke lade være med at blive ustyrligt nysgerrig og draget af 802s univers. Jeg må lige tjekke dem ud på nettet, når der er ordentligt forbindelse igen!
Me And That Man | Djævelens identiet
Når store navne indgår i nye sammenhænge, kan idoldyrkelsen af den enkelte kunstner af og til blokere for, at projektet får sin egen identitet. Dette er bestemt ikke tilfældet for Me And That Man. Udover at “Det er Nergal fra Behemoth OMG!!1!!!!1” besidder Me And That Man sit helt eget udtryk, der ender med at levere den bedste koncert for mit vedkommende på årets Metal Cruise.
Darkblues og americana er svære størrelser. Der er snævre rammer i genren, og klicheerne står på spring for hvert genreparameter, der opfyldes.
Luften føles støvet og varm, selvom vi er midt på et vinterkoldt hav. Tiden føles strukket, som om vi er meget senere ude på natten, end vi er. Hypnotiske rytmer, trampen og klap. Sorte skjorter, sorte hatte. Det er dragende og sing-a-long-venligt som et gospelband i en varm sydstatskirke – men lytter du efter med bare et halvt øre, er det tydeligt, at korset vender omvendt lige nu.
Djævlen i gulvhøjde
Nergal står der med sin guitar og sin hat. Et smil, der på en gang er varmt og en lille smule farligt.
Og det er sjældent, at du kan se så stor en musikalsk profil up close and personal, som du kan på Metal Cruise, hvor scenerne nærmest er i gulvhøjde med publikum. Et par starstruck fans på forreste række, der havde et stort øjeblik. Det er der også plads til – manden med hatten giver dig det, du ønsker dig – måske for en pris, du slet ikke kan forestille dig.
Sammensætningen af livebandet er skruet sammen, så hver enkelt medlems kompetencer udnyttes optimalt. Der spilles med en vanthed og selvfølgelighed, som kun findes efter 100.000 timer på en scene. Man kan mærke, at disse mennesker er vant til at stå på de store af slagsen og på så nært hold, som man kommer på Metal Cruise, bliver intensiteten nærmest fysisk. Sidst, jeg har oplevet lignende energi, var til Bohren Und Der Club Of Gore på nu hedengangne High Voltage.
Elektriske knogler
Det er et oplagt overlap mellem bluesrocks okkulte tematikker, som går igen i dele af metal- og rockparaplyens æstetik, og Me And That Man rammer ned i det på en fintfølende og kunstnerisk afbalanceret måde uden at forfalde til platheder. Det dystre ligger ikke under overfladen, det er i højsædet, smukt i fusion med ørehængende melodier og blues-indflydelsens melankolske energi.
Me And That Man undgår på magisk vis det platte og klichefyldte i en hårfin grænse, udelukkende båret af topklasse musikerskab og nogle virkeligt velskrevne sange. Koncerten løfter sig ud over en samling god musik på en sætliste og er virkeligt en oplevelse, der rammer helt ind i knoglerne.
Hårene rejser sig især på nakken, da hele salen synger med på de anthem-agtige melodier, der får luften til at blive tykkere og mere elektrisk.
Jeg går kan høre, at jeg ikke er den eneste, der nynner nogle af temaerne fra aftenens sidste sang, imens vi bevæger os gennem skibets snirklede gange.
Bersærk | Fællesskabets urkraft
Der er kø til Bersærk, og køen er lang! Der er ingen tvivl om, at her er tale om en publikumsfavorit, og det er et band, der er talstærkt repræsenteret i form af patches på battleveste på festivalens deltagere. Den lange kø gjorde desværre også, at jeg er nødt til at opleve en del af koncerten ude fra gangen foran Columbus Club, men det er i den grad ventetiden værd.
Lyden står knivskarpt til trods for, at der er fuldstændigt proppet af mennesker både foran og bagerst i salen. Det auditive er også det, jeg er nødt til at fokusere på, da jeg slet ikke kunne se scenen, og det giver en anden koncertoplevelse. Især vokalen kan fremhæves i Bersærk, der med en klangskønhed og flot afveksling virkeligt kommer til sin ret til denne koncert.
De dansksprogede tekster går ind på en anden måde, når man sidder og lytter, som jeg ender med at gøre den sidste del af koncerten. Når hjernen ikke skal filtrere det gennem sin indre Google-translatør, kommer den umiddelbare poesi lettere til udtryk og går nemmere ind.
Der er en vildskab og aggression, der kommer til udtryk på en urkrafts-agtig måde i bandets sangskrivning og performance. Sammenspillet er præget af flot frihed i fraseringer og grooves. Hver frase er en ytring, den vil et sted hen. Det bliver dog aldrig konservatorie-pænt; det rustikke lydbillede besidder en klædelig kant, og jeg kan godt se, hvorfor jeg har hørt folk omtale dem som “hedninge-hegn”.
Det, Bersærk i sandhed mestrer, er at skabe den gode stemning hos publikum.
Selv nede bag fra salen oplever jeg festival-energien. Fællessang, broderskabsånd, skål og crowdsurf. Elementer, der også er gået igen i mange af det andre koncerter på Metal Cruise, men som her til Bersærk føles ekstra ægte – er vi blevet rystet sammen her på andendagen, os 666 passagerer i en lille båd, der gynger? Er det nu, inden festen for alvor slutter, at det sidste krudt skal brændes af; de sidste skillinger, bruges på øl, der kan deles med sidemanden? Bersærk lukker med et brag, og efter en eksplosion, er der som bekendt en trykbølge.
Den rammer os lige om lidt til de to afterparty-muligheder, som Copenhell Metal Cruise har sørget for!
Openhell | Drømmenes legeplads
Velkommen til det band, der har spillet flest koncerter på Copenhell. Velkommen til det band, der har opfyldt drømme, givet hår på brystet og skabt kæmpe øjeblikket. Openhell: festivalens helt eget live karaokemetal-band indtager scenen.
Folk vælter rundt, det er sidste aften, og det sidste krudt skal brændes af lige nu. Der er god bølgegang i promillerne, men den løsslupne stemning er den helt perfekte kombination med det sjove koncept, som bandet står for.
Jeg har ikke kendskab til andre festivaler, der har livekaraoke-bands, og det er et absolut genialt koncept. Jeg må bøje mig i støvet over deres sammenspilsevner som band.
Det kræver virkeligt noget af ethvert ensemble at kunne spille covers så tæt på originalerne, levere et godt show og samtidig forholde sig til en ny sanger, toptrænet eller helt grøn på en scene, for hvert nyt nummer!
Det er en lille del af rockstardrømmen, som deltagerne til karaokepartyet udlever. De hundrede af gange, man skrålede med på en sang fra teenageværelset og drømte, om at man var ham fra Iron Maiden, kan endelig udleves i et festligt lag, hvor ingen i publikum råber ‘buh’ – de vil bare have en fest, og i tre minutter er du festens midtpunkt!
Hvis ikke man er til at folde sangstemmen ud, er der Biergarten-DJ oppe i Sky Club, der blaster de store hits ud for fuld decibel.
Den sejlende fest fortsætter langt senere, end jeg må kapitulere og kravle tilbage i kahytten.
Måske er det indbildning, men det er som om, jeg svagt kan høre brusende trommer og rullende riffs for mit indre øre, længe efter jeg har lagt mig i min køje.
Magnus Karms Blichfeldt bringer flere billeder fra andendagen på bølgen blå her:
