Anmeldelse af: Terminalist – The Crisis as Condition. Udgivet via Indisciplinarian d. 08/09-2023.

Der er godt med fart over feltet og ikke mindst velspillet progressivt thrash på københavnske Terminalists nye album.

Det er ved at være en rum tid siden, at der sidst landede et spændende thrashudspil i min indbakke. Derfor er det da netop også enormt kærkomment, da københavnske Terminalists kommende album, The Crisis as Condition, lander på mit bord. Gruppen har haft min interesse, siden jeg fangede dem til Spot Metal i Aarhus tilbage i 2021, hvor de dog desværre var ofre for en lige lovligt mudret lyd. Denne skulle gerne være fraværende på et album, og det lader det skam også til, at den er.

Albummet åbner stærkt med nummeret “Life Won’t Last”, hvor der er godt med smæk på særligt guitar og trommer, der bevæger sig i et mildest talt hæsblæsende tempo. Riffsne er utroligt seje og kringlede. Jeg har aldrig hørt et dansk thrashband spille, som Terminalist gør, hvor teknikken virkelig lader til at sidde så stramt, som den overhovedet kan. Stramhed er et nøgleord, når vi taler om dette album, da musikken konsekvent er hyper stram og veludført. Det står nærmest fra første strofe klart, at dette band består af enormt teknisk dygtige musikanter.

Særligt guitararbejdet står afsindigt skarpt og lækkert igennem albummet, hvor især små finurlige fills og løb formår at løfte musikken en tak op i niveau. Riffsne er for det meste af albummets varighed spændende, udfordrende, og afvekslende. Disse riffs bliver lytteren tæppebombarderet med igennem albummets knap 40 minutters varighed, og der er ufatteligt mange fede riffs på den tid. Ligeledes har bandet et godt flair for at blande de to guitarer, således at de komplementerer hinanden, som blandt andet høres i nummeret “Last Remain”, hvor den mere rene guitar blander sig med den distortede og aggressive guitar. Dette spiller fremragende og fungerer ganske godt i forhold til den musikalske dynamik. Variationen er i hvert fald kærkommen.

Albummets produktion fungerer enormt godt langt henad vejen. Desværre kan den ikke altid redde de hurtige guitarer fra at drukne små dele af detaljerne i spillet ud, således at enkelte af de hurtigere og smadrede stykker virker småt-udvaskede. Dette er dog kun et problem, der opstår, når det går afsindigt hurtigt, og der er mange voldsomme indtryk, så det er heldigvis ikke vedvarende for pladen.

Guitarerne er dejligt dominerende, imens trommerne har en lækker crisp lyd. Bassen gør desværre ikke det helt store væsen af sig igennem store dele af albummet. Derfor er det da også enormt kærkomment, når den får lov til at mase sig lidt legende frem i det musikalske udtryk og ikke mindst det ellers ret mættede lydbillede. Det er egentlig synd, at bassen ikke oftere folder sig ud på albummet, da der er flere steder igennem albummet, hvor denne anmelders ører godt kunne tænke sig lidt mere fra bassen. Særligt er der flere steder, hvor der ganske oplagt kunne være benyttet båndløs bas til fremragende effekt.

Vi kommer heller ikke udenom elefanten i rummet længere. Til trods for at bandets kompositoriske evner rækker langt samt det faktum, at gruppens tekniske kunnen rækker endnu længere, ja, så er The Crisis As Condition bare ikke et synderligt originalt værk. Terminalist låner lidt for meget fra amerikanske Vektor, og til tider fremstår gruppen som en nærmest ublu kopi. Riffs, sangopbygninger og produktion minder ufatteligt meget om det amerikanske band. Visionen og det musikalske udtryk spiller rigtigt meget over de samme strenge, men alligevel er der noget, som er anderledes. Det, som særligt skiller Terminalist fra Vektor, er vokalen, der ikke er i nærheden af high pitch på noget tidspunkt, men nærmere holder sig i et mere traditionelt growl, måske til tider af den lidt bøvsende slags. Til trods for at det kunne tolkes sådan, er dette bestemt ikke negativt ment! Vokalen er glimrende hele vejen igennem pladen, måske en kende traditionel i sit udtryk, men velfungerende og fint udført til trods for, at lidt mere variation formentlig ville spille godt sammen med musikken.

Terminalist gør det glimrende på deres andet udspil, hvor fart, teknisk snilde og ambitioner lader til at gå hånd i hånd. Lyden er fremragende og viser, hvor afsindigt dygtige de fire musikanter fra bandet rent faktisk er. Desværre lyder og minder bandet lidt for meget om en kopi af Vektor, og man ender således, når pladen afrundes, med at sidde med en lyst til at smække Terminal Redux med Vektor på. Dette er for gruppen et tveægget sværd, da man skal være afsindigt dygtig for overhovedet at opnå denne sammenligning, omend denne sammenligning kommer på bekostning af egen unikke identitet. Denne unikke identitet håber jeg, at bandet finder mere frem til i fremtiden, for evnerne er der utvivlsomt for Terminalist på The Crisis As Condition.