Alice Cooper

For 6,66 kr blandet metal

-

Anmeldelse af: Spot Metal. Train, Aarhus. 17. september 2021.

Spot Metal på Train blev en tilbagevenden til alt, hvad der normalt hører sig til en metalaften med slag i.

 

Foto: Amanda Gaarsdal

Sidste uge stod den på hygge med folk til Mono Goes Metal Festival. Denne uge er vi klar til at endelig skulle gå igennem dørene på Train til årets store metalarrangement under Spot Festival, der i år koster hele 6,66kr at komme ind til. Altså medmindre du har et Spot-armbånd, så er det nemlig gratis at opleve aftenens blandede program.

 

Terminalist
Vi lægger aftenen ud med noget progressivt thrashmetal fra københavnske Terminalist. Der er saftsuseme fart på drengen, når det kommer til Terminalist. Der bliver trykket rigtigt hårdt på speederen, så aftenen bliver sparket i gang med manér.

Jeg har ved flere lejligheder fået anbefalet Terminalist af den grund, at jeg er enormt glad for thrashmetal-bandet Vektor, og der er da også klare sammenligninger mellem Terminalist og netop Vektor. Særligt kan riffsne, der fyres af i et hæsblæsende tempo, godt lyde i retningen af Vektor, men selve bandets tematik, der lægger stor vægt på science fiction, er netop også i samme boldgade. Ligeledes er logoet nogenlunde i samme boldgade. Terminalist er dog ikke Vektor og har på trods af de klare fællestræk også rigeligt af ting, der skiller dem ud og gør dem mere unikke.

Det er dog stadig som om, at Terminalist ikke rigtigt formår at komme helt ud over scenen. Der bliver ikke rigtigt gået så meget til stålet, som man kunne have håbet på, hverken fra bandet eller publikum. Det er svært at sætte en finger på, hvad det er præcist, der ikke helt spiller oppe på 11 her til aften, men det er som om, at koncerten lidt ender med at stagnere og bliver til tider lige lidt ensformigt nok i sine typiske thrashbeats. Der mangler på trods af både black- og prog-elementer noget, der virkelig formår at sætte et fuldendt og varieret indtryk på beskueren og lytteren.

Lyden er en kende varierende af kaliber under denne koncert, hvor den til tider spiller klart og på andre tidspunkter mudrer alt for meget sammen. Der er decideret tidspunkter, hvor man som lytter står og overvejer, om det, man lytter til, er statisk støj fra de høje frekvenser, eller om der bliver spillet en hurtig sweeping-solo på den ene af guitarerne. Ofte er det desværre blot støj, som publikum kan høre.

Terminalist spiller altså en interessant genre og har en fed stil, der dog aldrig helt kommer til sin egentlige ret her til aften. Bandet har for ofte en skidt lyd på Train og formår ikke at komme helt så skarpt ud over scenekanten som man havde håbet. Alligevel vækker bandet min appetit for at skulle give dem nogle reelle lyt både på album og til fremtidige shows.

 

SortHandsk
Med meget fast besked fra chefen om at lige netop dette ikke måtte misses, heller ikke på trods af at chefen på forhånd ikke regner med, at det vil falde i min smag, må jeg da være klar til dette nye projekt SortHandsk. Det lover jo ikke godt, når ens chef allerede giver en et forudindtaget indtryk af, at man ikke vil kunne lide, hvad der skal foregå lige om lidt

Chefen tager grueligt fejl. SortHandsk viser sig nemlig som værende et vildt fedt projekt, der ikke alene leverer solid musik, men også et show, der holder. Alt dette gør de som kun 3 mand. Okay, der bliver brugt ufatteligt meget backingtrack, og det ville da være federe, hvis der rent faktisk var musikere, der spillede live i stedet, men dette er faktisk måske også den eneste anke i forhold til konstellationen.

SortHandsk leverer Nu-Metal præcis, som da den var mest populær i slut-90erne og start-00erne. Faktisk lyder det som et elskovsbarn af en voldsom trekant mellem Korn, Limp Bizkit og Body Count, og det spiller altså fremragende på Train her til aften.

SortHandsk består af rapperen Marwan, Søren Bendtz på guitar og Michel Svane, der normalt også spiller trommer for hip-hopperen L.O.C, og for satan- hvor kan de levere et helstøbt show. Fra første strofe har Marwan publikum i sin hule handske (ja- han bærer selvfølgelig en enkelt sort handske – det fuldender ligesom konceptet). Den fest- der bliver spillet op til under denne koncert- er mildest talt imponerende, og publikum er som i komplet 90er-ekstase. Der bliver hoppet til den helt store guldmedalje.

Lyden er skarp og spiller enormt godt for bandet. Backingtracks og lydniveauet fra de rigtige instrumenter fungerer rigtigt godt og føles på mange tidspunkter som rent live. Den guitar- der bliver spillet live- sidder rigtigt godt i mixet, om det så er i kraft af tunge riffs eller sjove melodier lavet med en whammy pedal i bedste Korn-stil.

Det kan dog godt mærkes, at dette projekt stadig er lidt grønt. Der opstår simpelthen et par afbrydelser i koncerten, hvor de må starte numre forfra. Dette gøres heldigvis med et smil på læben, hvilket da helt bestemt også er den bedste måde at tackle så store fejl, at numre decideret må afbrydes og genstartes.

SortHandsk imponerer altså, men har stadig nogle kanter, der godt kan pudses helt af. Det er ganske vist også et nyt projekt, så mon ikke at det nok skal komme. Hvad de viser allerede nu, er om muligt mere imponerende end lovende, og det er i sandhed lovende for den danske Nu-Metal-scene, som jo ellers mildest talt har været enormt tynd, grænsende til ikke eksisterende.

 

South Haven
Nu skal vi i den poppede ende af metalgenren. Faktisk skal vi over i den meget poppede ende af metalgenren. South Haven spiller utroligt melodiøst moderne hard rock/metal, og her til aften er det altså bare ikke noget, der spiller, desværre.

Faktisk lyder South Haven lidt som et af de der bands, som godt kunne lave musik til introer og outroer i japansk anime, hvis altså de bare sang halvt på japansk og halvt på engelsk. Det er der i sig selv ikke rigtigt noget galt i, men det lander altså ikke på Train her til aften, hvor store dele af publikum også vælger at benytte tiden på andet end netop lige at se South Haven stå på scenen.

Særligt går vokalen altså bare ikke rent igennem her til aften, hvor den alt for ofte ligger skævt i forhold til musikken. Det bliver til tider lige anstrengende nok at lytte til, og især oven på musik, der i forvejen er enormt generisk og poppet. På trods af at være både generisk og poppet sætter musikken sig heller ikke rigtigt fast i underbevidstheden på lytteren. Det er simpelthen ikke catchy nok. Der er ikke meget at hente i forhold til nytænkning hos South Haven, der nærmere føles som et band, der spiller på klichéer fremfor at tænke i nye baner.

Bandet forsøger ellers på at fange publikummet og hive dem med på deres præmisser. De giver et nogenlunde show, og særligt godt spiller det, da bandet inviterer Alexander Eriksen fra aarhusianske Unseen Faith på scenen. Her spiller det okay, og det er på sin vis meget rart at lige få noget andet, end hvad man ellers har fået serveret.

South Haven bliver altså med deres poppede mainstream metal ikke en succes her til aften. Det føles simpelthen for vagt, og selvom det kan mærkes, at bandet virkelig gerne vil, lader det altså til, at der skal finpudses og øves, for at dette projekt rigtigt kan komme ordentligt på vingerne. Det de har vist her til aften klarer i hvert fald ikke at snige sig over gennemsnitligt.

 

(0)
Lad os nu sætte tempoet lidt ned i gear. Vi skal over i den mere doomede tilgang til metal, og her er (0) altså garanter for at levere tung og og indadvendt doom blandet med en tilpas mængde post metal.

(0) er et band, der her til aften formår at skille vandene. Enten kan du lide det, eller også synes du, at det er kedeligt og gentagende. Jeg forstår egentlig godt, hvordan man kan føle det sidste, men her rammer musikken altså rigtigt med sit indadvendte og vrede udtryk.

For første gang her til aften kan man også virkelig mærke, at det er blevet lagt meget energi i de visuals, som benyttes som en del af koncerten. (0) har konstant video kørende, der bader scenen i et syret lys, Det spiller rigtigt godt over med bandets æstetiske udtryk med hætter og hele moletjavsen. Bandet forsøger ikke på at anonymisere sig selv så voldsomt, som man ellers kunne forvente af lige netop dette band. Ansigter behøves sgu ikke rigtigt at gemmes helt væk, og det er også fint. Æstetikken sidder lige i skabet for bandet, og hjælper med at komme ind i den rette stemning i forhold til den tunge lydmur af musik, der vælter ud i hovedet på aftenens publikum.

Lyden mudrer til tider lidt meget, men sjældent så meget, at det er en reel hindring i forhold til lytteoplevelsen. Som sagt er det en mur af lyd, og disse har det altså med at bidrage til, at der tabes lidt i forhold til små detaljer og melodier i sammenspillet. Dette sker også til tider i aften, men med så intens og introvert samt drænende musik fungerer det faktisk også til tider forstærkende i forhold til det generelle udtryk.

Desværre for store dele af publikum her til aften så er (0) bare ikke noget for de fleste, og det ses også på interaktionen fra publikum. Der er ikke lige så fyldt som under de to første koncerter, ja, faktisk er det kun South Haven, der har større publikumsudvandring. Derudover fanger den introverte tilgang ikke super meget af aftenens publikum, hvor headbangingen til de tunge rytmer kun ses sporadisk sammenlignet med de første koncerter.

(0) laver altså ikke musik for masserne, men gør det nærmere med en kunstnerisk integritet, der er helt deres egen. Det er kompromisløst, det er tungt, det er ondt, og til tider er det decideret smukt. Til gengæld er det ikke super lettilgængelig, sådan som de fleste andre bands her til aften er, og netop derfor falder de lidt til jorden hos store dele af publikum, også selvom bandet spiller glimrende og har et spændende og unikt bagkatalog.

 

VOLA
Så er vi nået til det band, jeg ærligt skal indrømme at have set mest frem til; ja, jeg vil faktisk nok endda sige, at det på mange måder er dem, jeg er her for. VOLA har igennem de sidste par år fået en del virak, særligt i kraft af at de er mere populære i udlandet, end de egentlig er herhjemme. Det er en sang, vi kender fra så mange danske bands, hvis karriere er startet i Asien. Jeg skal være ærlig at indrømme at det netop er virakken, og ikke fordi jeg selv har dyrket VOLA, at det har så stor interesse at fange dem her til aften. Hvorfor de ikke er blevet rigtigt populære herhjemme før på det seneste, er dog på mange måder et mysterium. VOLA har et enormt stærkt og helstøbt udtryk, og musikalsk kan man virkelig mærke, at man har med nogle rigtigt dygtige musikere at gøre.

Ligeledes forstår bandet sig på at skrive fængende sange, som er både lettilgængelige og alligevel progressive og komplicerede. VOLA danser altså på en meget tynd linje, og de holder sgu balancen godt!

Showet, bandet leverer, rammer publikum hårdt, og der kvitteres med stor energi fra de fremmødte, hvor der sågar opstår adskillige små moshpits. Der er godt gang i bandet på scenen, og man er ikke på noget tidspunkt i tvivl om de store evner, medlemmerne i dette band besidder. På trods af at spille relativt teknisk, ja, faktisk ret så progget musik, lader overskuddet til at være i top hos VOLA, der igennem hele koncerten føles enormt nærværende og tændte. VOLA leverer et show, der står stærkt her til aften.

Musikalsk sætter VOLA tankerne i frit løb. Hvad minder de egentlig lige om? Spørgsmålet nager mig, og jeg når konklusionen, at VOLA potentielt set kan være metallens svar på et andet dansk band: Mew.

Denne sammenligning består hovedsageligt i at kunne levere stærke ørefængende melodier, effektive hooks, indadvendt musik med et stærkt show og ikke mindst en til tider artsy måde at spille progressiv musik på. Tilsæt så en god portion djent-elementer, lækker vokal, hvor særligt den går lige igennem, og så er du faktisk ret godt i mål i forhold til VOLA. De leverer her til aften en formidabel koncert med rigeligt af de to n’er: nerve og nærvær.

 

CABAL
Aftenens sidste performance kommer fra det københavnske deathcoreband CABAL. Her bør man forberede sig på, at det nu skal begynde at blive tungt. Helt vanvittigt tungt, for at det ikke skal være løgn. Man kan nærmest smage det i luften, hvad der skal til at ske. Den er som tåget i en blanding af sved, anspændthed og forventning. Forventning til, at nu skal der rigtigt festes igennem, og det skal jeg love for, at der bliver gjort!

Nærmest fra første tone slås an af københavnerne starter de første moshpits, og disse bliver et vedvarende element igennem hele CABALs koncert her til aften. Ikke nok med Moshpits vi får også en stagedivende forsanger samt crowdsurfende fans. Hold kæft, hvor har det altså været savnet, ja, faktisk nærmere tiltrængt, igennem hele denne restriktionsperiode. Så er det jo bare godt at CABAL ikke blot agter, men også rent faktisk får leveret på lige netop denne front.

Musikalsk er deathcore altså nærmest på ingen måde noget for denne skribent. Her til aften er dog en undtagelse, for når humøret er højt, festen er i gang, og bandet spiller så godt, som CABAL nu engang gør, så er det sgu svært ikke at blive revet med af den gode stemning. Derudover har CABAL en aggression og et sammenspil, der får musikken til at stå ekstra stærkt. Vi får serveret så rigeligt med breakdowns, og publikum er nærmest konsekvent ekstatiske.

Lyden sidder lige i skabet, og man bliver figurativt og til tider bogstaveligt blæst bagover af de voldsomme toner, der vælter ud i ansigtet på en fra scenen. Bassen er solid, guitarerne stramme, trommerne buldrende, og vokalen er ond som ind i helvede uden hverken at gå for langt frem eller tilbage i lydbilledet. Alt sidder præcist, som det skal.

CABAL får altså lukket aftenen på Train af med manér, og dette bliver utvivlsomt et kærligt minde for ufatteligt mange mennesker, for hvem det formentlig vil være det første kig på en nogenlunde normal aften til en metalkoncert.

 

Nyd et galleri fra Amanda Gaarsdal fra dagen herunder:

 

REVIEW OVERVIEW

Terminalist
Sorthandsk
South Haven
(0)
VOLA
CABAL

Share this article

Recent posts

Popular categories