Alice Cooper

Fra 8210 til verden

-

Anmeldelse af: SortHandsk – “SortHandsk”. Udgivet 17. september 2021 via Blå Fugl Music.

 

Mit første møde med Marwans musik var i ungdomsklubben tilbage i midten af 00’erne. Det var før, metallen havde fundet vejen til mit hjerte, og rap var det eneste, der kunne få min puls op. Hans debutplade fra 2007, P.E.R.K.E.R., var en af mange, som der utrætteligt blev spillet i frikvartererne såvel som nede i skaterhallen.
Jeg vil gerne gå så langt som at sige, at Marwan (nu også forsanger/rapper i SortHandsk. red) allerede dengang, selvom der var mange typiske tropper, der blev holdt i hævd, stadigvæk havde blikket rettet i en anden retning end mange andre af hans kollegaer. Det handlede ikke bare om at drikke absint, ryge dope, brække sig i taxaer og være en grisebasse overfor sine kvindelige fans, for der var også plads til politik og eftertænksomhed – ikke i en abstrakt og metaforisk forstand, men nede i en højde, hvor selv gustenblege teenagere fra Nordjylland kunne få et kort, men præcist, indblik i, hvordan livet i Århus V kan forme dig – eller fælde dig.

Da SortHandsk trillede ind til anmeldelse, blev jeg nødt til at SPRINGE på muligheden. Havde jeg været kok i Go’Morgen Danmark, kunne jeg sige, at jeg har “snydt lidt hjemmefra”, da jeg egentlig hørte det første til projektet allerede tilbage i pinsen. Da var jeg nede ved Tue Madsen for at indspille et par numre, og allerede på førstedagen drejede samtalerne sig ind på alt mellem himmel og jord – udover metal. Han var yderst opstemt over projektet, som han selvfølgelig har både produceret, mixet og masteret, så jeg fik lige lov til at høre et par bidder. Pludselig var der lang tid til september…

Denne form for fusion af metal og rap har, i al den tid jeg har lusket rundt på den danske metalscene, aldrig været ordentligt repræsenteret. Jeg har hørt myter om 90’ernes boomende rap-metal scene, men da aalborgensiske Geronimo var i gang med at kaste håndtegn og headbange, var jeg stadig blot en klat, der endnu ikke var leveret. Op igennem 00’erne blev den scene til dels udvandet i en sådan grad, at der aldrig rigtig var noget der stak ud. Datidens Nu-Metal var jo bestemt ikke for alle, og med alle de andre særegnede metalgenrer der var på vej frem i lyset, blev denne rebelske, rytmiske genre skubbet tilbage. Heldigvis ikke længere!

SortHandsk rummer 11 numre, som der alle sammen tilsammen udgør en sindssygt fed plade. For de fleste vil det mest omgående relaterede musik være kunstnere som Rage Against the Machine eller Body Count. Alligevel vil jeg mene, at SortHandsk graver dusinvis af spadestik dybere ned end “FUCK YOU, I WON’T DO WHAT YOU TELL ME” eller “COP KILLAAAAAH”.
Der er ikke kun kælet så meget for produktionen, at mange højpandede prog-metallere kunne lære en lektie eller fem, men, som nævnt i forbindelse med Marwans soloplader, også teksterne stikker voldsomt ud fra denne ellers meget aggressive, men nogen gange overfladiske genre. Numre som “Khina”, “Fascist”, “Teknokrat” og “Krig” rummer den samme slags dybe og stærkt eftertænksomme tekster, der nemt kan stå på lige fod med de bedste samfundskritiske poeter og musikere, vi har herhjemme – synes jeg i hvert fald.

Selve kompositionerne læner sig også stærkt væk fra fx. den tendenserende funkede lyd, som Rage Against the Machine har drevet som hovedfokus i flere årtier med undtagelse få gange, men alligevel er der også langt over til der, hvor den mere thrashede crossover bor. Til at starte med udnytter Søren Bendz en bred vifte af virkemidler på sin guitar, som der bestemt hører hjemme i billedet, men sjældent bliver hørt, og Michel Svane tonser derudaf på trommer. Det er langsomt, det er tungt, det er godt!

På nummeret “Khina” er den stemt i noget nær den brune tone, og mange af sangens riffs lyder i mine ører mest af groovy melodød, når det er allerbedst. Men, hey? Det’ jo fra Århus for helvede!

De instrumentale inspirationer kommer rigtig mange steder fra, og det er rigtig godt sammenspillet. Som en selvfølge på nummeret “Khina” er der taget traditionelle asiatiske instrumenter, jeg aner ikke hvilke, i brug til at understøtte nummeret, sammen med kinesisk skønsang udført af sangerinden Glitch.

Andetsteds på pladen findes der stærke, tunge industrial-inspirationer, og andre steder groover det så hårdt, at Pantera ville være stolte. Der er ingen svage numre på pladen, men hist og her er der nogle tonale skift, som der ikke lyder helt rigtige – det lyder lidt skævt, men ikke på den velovervejede facon. Det sker måske to gange i løbet af albummet, så det er bestemt ikke en dealbreaker.

Denne plade kom styrtende ude fra højre og fældede benene væk under mig. Jeg kan også godt sætte mig ind i, at den ikke er for alle, men hvis du på et tidspunkt i løbet af dit liv udover dit ægteskab til metallen har haft en affære med hip hop, så synes jeg helt bestemt, at den er et lyt værd!

REVIEW OVERVIEW

SortHandsk - SortHandsk

Share this article

Recent posts

Popular categories