Anmeldelse af: Mono Goes Metal 2021, Aarhus. 10.-11. september 2021.
Første aften til årets Mono Goes Metal Festival blev der serveret et bredt program, hvor særligt et band overraskede.
Foto: Amanda Gaarsdal
(Del 2 af Mono Goes Metal Festival 2021 kan læses HER.)
Efter lige godt halvandet år med diverse forskellige restriktioner er det nu rart med tanken om at skulle på en festival helt uden disse. Der bliver på trods af nul restriktioner aldrig totalt proppet på Monorama, hvor det altid føles som om, der er god plads, selv hvis der er udsolgt.
Det føles helt rigtigt at få lov til at skyde de normale festivaler i gang igen med Mono Goes Metal. De vante rammer, de herlige mennesker, den gode stemning og ikke mindst det brede program, der altid taler lidt til hver en smag. Det skal nok blive som i gamle dage.
Desværre med arbejde, transport osv. går jeg glip af aftenens første band, Among Phantoms, der netop er gået i gang med deres sidste nummer, idet jeg ankommer, og det første band bliver for mit vedkommende Grenå-thrasherne Killing.
Killing
Så er der fandeme dømt hurtig thrash med high-pitched vokal, så det batter. Hvad Killing mangler i originalitet, gør de op for i smadder og lynhurtig old school thrash af den slags, der minder en god del om Slayer og til tider Kreator. Det lugter altså hurtigt af 80erne inde i Monorama, og heldigvis ved Killing da også langt hen ad vejen, hvordan gammeldags thrash skal skæres. Der er nærmest konsekvent tryk på den højfrekvente skrigende vokal og masser af fart over feltet på guitarerne og trommerne.
Bandet spiller glimrende sammen, i hvert fald lyder det sådan i virvaret af hurtig guitar, voldsomme trommer og en skrigende vokal. Lyden efterlader dog en tilbage med ønsket om mere. Den sidder altså ikke helt i skabet, men sådan kan det ofte gå i mindre lokaler. Lyden er rimelig skinger, og der mangler sgu en lidt dybere bund i lydbilledet, hvor bassen ikke er rigtig får lov til at skinne.
Killing virker som et godt sammenspillet band, der dog stadig mangler at finde hinanden helt oppe på scenen. Når der bliver gået rundt på scenen, bliver det nogle gange en anelse akavet, idet guitaristerne skal forbi hinanden. Til gengæld er der godt styr på den hurtige headbanging, som Killing får leveret så rigeligt af denne fredag aften.
Killing ligger altså aftenen godt og skarpt ud med en god omgang hurtig thrash, der om end ikke er nyskabende, så i det mindste er velspillet og med en åbenlys glæde til musikken og genren.
Bloodgutter
Efter en tur i den hurtige rutsjebane, der var Killing, er det nu tid til at sætte farten gevaldigt ned, da man i stedet sætter sig i den danske dødsmetals svar på ballongyngerne – det er klassisk og noget, vi kender, men det er ikke just den mest hverken ophidsende eller spændende oplevelse.
Vi har at gøre med et band, der bl.a. består af medlemmer fra det ligeledes silkeborgensiske dødsmetal band Dawn Of Demise, og her er altså også rigeligt af musikalske lighedstegn at kunne sætte imellem Bloodgutter og Dawn Of Demise.
Der er tale om langsom til midtempo groovet gammeldags dødsmetal med dyb growlende vokal og en guitar lyd, der nærmest er så tør, at selv vores naboer imod øst må sige: ”Nej, tack!”. Lyden er på ingen måde god eller behagelig til denne koncert, hvor guitaren får lov til at knase i kraft af, at den er så tør og nedstemt.
Musikken er utroligt typisk og fanger desværre ikke rigtigt her. Riffsne formår ikke at få musikken til svinge, ligesom trommerne ikke får det til at gynge. Vokalen virker ligeledes uinteressant og monoton. Det er i hvert fald ikke noget, der når igennem til hjertet her. På scenen er det desværre heller ikke, fordi bandet imponerer med et vildt og voldsomt show. Der bliver ikke rigtigt gået til stålet, om man vil.
Bloodgutter bliver simpelthen bare en standard og generisk oplevelse, og det fanger sgu ikke rigtigt her. Det skal dog siges, at man godt kan mærke, at det er erfarne herrer, og de ved tydeligvis præcis, hvad de gerne vil spille, og dette spiller de da også godt. Det bliver desværre bare aldrig rigtigt interessant for denne anmelder.
Heave Blood & Die
Dette viser sig hurtigt som værende aftenens helt store overraskelse! Jeg har aldrig før hørt om Heave Blood & Die, så jeg aner slet ikke, hvad jeg skal forvente. Faktum er, at jeg slet ikke får, hvad jeg på nogen som helst måde havde forventet.
Heave Blood & Die spiller super tung gang post metal/punk, og det rammer altså helt perfekt i aftenens program til Mono Goes Metal. Bandet ser meget overbevisende åbenlyst kiksede ud, og det virker på en eller anden bizar måde for dem med det mærkelige og i høj grad iøjefaldende look, som de har kørende på scenen. Lige så bevidst kiksede bandet ser ud, ligeså stærkt står deres musik her til aften, der i meget høj grad tvinger publikum til at forholde sig til den, med den symbiose af tung bas, støjende guitarer, og en vred og alligevel kontrolleret vokal. Er du tilstede i rummet, er der formentlig ikke meget overskud til lige at skulle have en sludder med sidemanden til lige denne koncert.
Musikken er til tider nærmest tranceskabende i sin enkelthed og repetitive form. Det er meget gentagelsespræget musik, og man skal lade sig falde hen til musikken. Det er heldigvis ikke ret svært med Heave Blood & Die, der virkelig får musikken til at svinge i et virvar af seje gentagende riffs, lækre basgange og interessant brug af synth. Lyden spiller ligeledes fint til denne koncert, hvor alt skal være lidt smadret. Synthen er ganske vist ikke så skarp i lydbilledet, som den kunne være, men det fungerer alligevel glimrende her til aften. Generelt klinger de forskellige instrumenter rigtigt flot sammen på den mere smadrede og kaotiske, men alligevel kontrollerede måde.
Bandet virker enormt velsammenspillet og formår at fange publikummet godt med deres mærkværdige stil, interessante og tunge musik og gode performance. Hvor publikum formår at falde ind i det musikalske univers, helt uden at der skal bruges så meget tid på normal henvendelse og tale til publikum. Heave Blood & Die formår altså at levere noget ud over det sædvanlige til dette års Mono Goes Metal. Det er i hvert fald et navn, jeg vil begynde at holde øje med.
Desværre formår jeg at gå glip af aftenens sidste levende billede på scenen i et virvar af mangel på føde, nogle gode samtaler over en genstand eller to. Det danske folkmetalband Vansind har jeg altså derfor desværre til gode at få fanget ordentligt en anden god gang.
Slut læsningen af fra dag 1 af Mono Goes Metal 2021 med et galleri fra Amanda Gaarsdal og se frem til dag 2:
