Alice Cooper

MONO GOES METAL 2021 – del 2

-

Anmeldelse af: Mono Goes Metal 2021, Aarhus. 10.-11. september 2021.

Andendagen til årets Mono Goes Metal Festival bestod af et varieret program både genremæssigt og i forhold til ren musikalsk kaliber.

 

Foto: Amanda Gaarsdal

 

(Har du ikke læst første del af vores dækning af Mono Goes Metal 2021, kan du læse den HER.)

Efter en glimrende førstedag på årets Mono Goes Metal Festival 2021, er det spændende, om andendagen kan leve op til førstedagen. Programmet er i hvert fald mindst lige så varieret som gårsdagens, så der bliver da rigeligt af specielle oplevelser at tage af. Man skal også huske at rejse sig ved det træ, man er faldet ved, så der bestilles en white russian, umiddelbart inden første band entrerer scenen.

 

Bonejammer
Atter engang starter dagen for mit vedkommende ud med lynhurtig og barmhjerteløs thrash, denne gang dog uden at jeg misser første band. Dagens første band er Bonejammer fra Silkeborg, der gør sig i den meget punkede afart af thrash metal. Tænker du Toxic Holocaust eller S.O.D., så rammer du i hvert fald ikke ved siden af.

Der er fart over feltet fra første strofe, og Bonejammer har fuldstændig styr på det med at spille hurtigt, men simpelt. Det er simplistisk musik uden så meget pis. Der er virkelig stort fokus på soli, som leadguitaristen smækker afsted ofte i bedste Dimebag-stil, hvor der dive-bombes og laves artificial harmonics med whammy baren til den helt store guldmedalje. Det passer rigtigt godt til stilen, og Bonejammers guitarist har tydeligvis øvet sig meget på lige netop denne teknik. Den sidder nu også lige i skabet og bliver benyttet nærmest til fuldt potentiale.

Med så meget fart over feltet går der desværre ofte lidt dynamik tabt, men det virker Bonejammer egentlig fuldstændig ligeglade med. De er kommet for at rykke Monorama rundt, så det er det, de forsøger. Det lykkes også i hvert fald til dels. De får da i hvert fald dele af det fremmødte publikum til at svinge håret i takt til musikken, og det går altså stærkt!

Lyden er ligesom i går til Killing utroligt skarp og mangler altså noget i det lavfrekvente spekter. Måske lydmanden har nogle lidt skidte ørepropper i, der dæmper ekstra hårdt på de høje frekvenser?

Bonejammer virker stadig som et ret nyt band, der er ved at lære deres pladser på scenen, og hvordan de præcis skal agere overfor et publikum. Der er stadig noget vej endnu, men de er i det mindste på rette kurs. Her til aften har de i hvert fald leveret kompromisløs punket thrash, og de har gjort det med stil.

 

Sneglefeber
Atter engang viser festivalen her, hvordan den kan springe fra den ene yderlighed til den anden, og dette endda uden at blinke. Fra Bonejammers hurtige thrash skal vi nu sætte tempoet helt helt ned. Så langt ned, at det begynder at blive svært at headbange med kun nakken faktisk. Det er nemlig blevet tid til en god gammeldags gang doom.

Sneglefeber er sgu i min optik et lidt mærkeligt navn at vælge, men det må være noget med, at får man sneglefeber, må man blive enormt sløv og langsom, for dette er da i hvert fald det indtryk, man får af musikken. At kalde denne musik for langsom og slæbende ville være en underdrivelse ud over det sædvanlige.

Det er tungt, faktisk meget muligt det tungeste band på hele festivalen. Ligesom Heave Blood & Die lever Sneglefeber på gentagelser og kræver, at man får levet sig ind i en trancelignende tilstand. Til gengæld har de sværere ved at få publikum i deres hule hånd, end hvad førnævnte band havde dagen forinden. Ganske som genren foreskriver, er der tæt på ingen publikumskontakt, og det passer egentlig ganske glimrende til musikken, der i sig selv er enormt introvert frem for ekspressivt. Publikum bliver altså ikke holdt i bandets hule hånd, og det kan også ses på fremmødet, der ikke er i top.

Lyden er tør og tung, igen sådan som genren foreskriver. Sneglefeber slår deres publikum lige i hovedet med en forhammer, og trykket kan helt bestemt mærkes. Faktisk spiller instrumenterne ret godt sammen med akustikken i rummet ude i Monorama. Generelt spiller lyden ret godt, når musikken ikke kræver for store detaljer, men nærmere er drevet af gentagelser og en mur af lyd.

Det spiller altså ret godt for Sneglefeber på rigtigt mange parametre. Desværre er det bare ikke super spændende eller interessant doom, som bandet ryster ud af ærmet. Riffsne er ikke rigtigt seje nok, vokalen er for ensidig, og deres optræden lige til den for introverte og rolige side særligt efter Bonejammer, der nærmest var den diametrale modsætning.

Sneglefeber har altså nogle ting kørende for sig, men har også rigeligt af bagage, som de skal have kigget igennem, før de rigtigt kan rejse videre på deres musikalske himmelfærd.

 

Avarice
Næste band på scenen ude i Monorama i Åbyhøj er det genskabte dødsmetal band, Avarice, der ikke vækker nogle minder hos mig, men de var vist også stoppet længe, inden jeg fik øjnene op for størstedelen af den aarhusianske metalscene. Derfor er der desværre heller ingen gensynsglæde for mit vedkommende, ved at bandet er startet op igen samt har udgiveten EP her i det herrens år 2021.

Musikalsk giver Avarice et ret klart billede af, hvornår de præcist stoppede. De lyder nemlig meget henad den dødsmetal, som var enormt populært i Danmark og særligt i Jylland for en små 12-15 år siden. Hvis du her tænker Hatesphere, så rammer du rimelig præcist, for musikalsk er det meget i den dur. Vi er ude i semi-thrashet dødsmetal af den slags, som vi efterhånden har hørt alt alt for meget af herhjemme.

Hvor Avarice hurtigt kommer til at virke ret middelmådigt rent musikalsk, lever de heldigvis godt op til det igennem deres performance. Avarice er et godt liveband, der formår at komme rigtigt langt ud over scenekanten, særligt i kraft af vokalisten  der har godt med krudt i røven. Han gør det altså fremragende som frontmand og formår at udnytte hele scenen på fremragende vis. Resten af bandet følger i øvrigt godt trop med rigeligt af energi og selvsikkerhed i deres musikalske kunnen.
De kan altså spille de her numre og levere et show samtidig, hvilket er mere, end hvad man kan sige om ufatteligt mange bands efterhånden. Bevares, musikken er da heller ikke just synderrivende teknisk, men det behøver musik heller ikke død og kridte at være. Der er altså ikke blevet skrevet musik over evne, men nærmere ud fra at man skal kunne optræde med det. Bevares musikalsk er Avarice ikke super interessant, men som liveband fungerer de altså glimrende, og de får da også hurtigt så godt som fuldt hus inde foran scenen.

 

Svartsot
Nu skal vi så til en af mine helt store kæpheste. Jeg har et meget voldsomt love/hate-forhold til hele folk metalgenren. Hvis den er udført rigtigt, så er det en fuldstændig henrivende og vidunderlig genre. Er den derimod udført, ja, jeg kan vel ikke sige forkert, men så idet mindste ikke veludført og med kærlighed til det folkelige, så kan det virkelig bare blive dødens pølse at lytte til.

For mit vedkommende hører Svartsot desværre til sidstnævnte type ”folk metal”. Ja, jeg benytter anførselstegn, fordi jeg altid vil argumentere mod, at skulle kalde denne type musik for folk metal. Svartsot spiller i bund og grund klassisk jysk dødsmetal, faktisk ikke helt ulig bands som Dawn Of Demise, Bloodgutter, Illdisposed, og Prevail, blot hvor de så lige tilføjer et enkelt instrument per nummer, der sædvanligvis bruges i folkemusik. Som regel er det en fløjte eller en sækkepibe, Svartsot sværger til.

Der skal desværre bare mere til for at pirre mine folk metal-aner end at tilføje fløjte til dødsmetal, der i forvejen er ret pøllet, for nu at bruge et godt gammelt jysk udtryk.

Man må til gengæld give bandet, at de spiller, hvad de spiller glimrende. Der er ikke så meget slinger i valsen, det går bare lige ud af landevejen, og en god del af publikummet virker helt bestemt også hengivet til musikken og det show, som Svartsot nu engang leverer. De formår på fremragende vis at få publikum med på musikken, og det må man da, uanset om man så er til musikken, tage hatten af for.

Svartsot spiller altså ikke musik, der nogensinde kommer til at kilde her, men det gør det jo så heldigvis hos andre end lige præcis denne anmelder.

 

Altar Of Oblivion
Efter en kort pause, hvor der lige er tid til at genopfriske ens drink samt sludre med nogle af alle de velkendte ansigter, er det blevet tid til en svingom med noget episk doom metal.

Altar Of Oblivion går selvsikkert på scenen og leverer en velspillet og stramt sammensat koncert, hvor tyngden og melodierne virkelig får lov til at stå i fokus. Det er tydeligt, at bandet er vellidte i Aarhus-egnen, hvor publikumsfremmødet mildest talt er imponerende. Vi er tæt på at få fyldt salen helt op under netop Altar Of Oblivions koncert; en ting, som ingen andre end Avarice har kunne formå i løbet af aftenen.

Lyden er muligvis den bedste, vi har haft hele dagen, hvor alle instrumenter står skarpt, og vokalen får fin plads i lydbilledet til at bruse ud over det fremmødte publikum. Publikum kvitterer med en blanding af anerkendende nik og headbanging, der går efter den store guldmedalje.

Særligt stramt står guitarerne og trommerne under Altar Of Oblivions koncert. Guitaren leverer fede og tunge riffs samt smukke melodier på stribe, og trommerne er tight og ikke mindst legende. Der bliver tydeligvis gået til stålet, selv når der sidst i sættet bliver hevet en lapsteel guitar frem til noget slide; en ting, der faktisk fungerer noget bedre, end man lige skulle regne med til doom. Vokalen er fed, men er sgu desværre ikke altid helt skarp på tonerne og ligger altså ind imellem lidt skævt, hvor man havde kunne foretrække, at det var mere skønt lidt i stil med meget af det som svenske, Candlemass har leveret. Vokalen er på ingen måde skidt, faktisk, tværtimod, men den sidder sgu ikke altid helt lige i skabet her til aften.

Altar Of Oblivion viser, at de ikke på ingen måde er et nyt band. Deres sammenspil fungerer upåklageligt, og de formår at komme godt rundt og udover scenen. Store dele af aftenens publikum virker til tider som tryllebundet, og særligt forsanger, Mik Mentor, spiller godt op til publikum.

Altar Of Oblivion leverer altså en glimrende koncert med masser af energi, fede riffs og gode melodier. Der er blevet gået til stålet, og publikum har altså fået en velspillet og veludført oplevelse med hjem i kufferten, småfejl til trods.

Atter engang er vi ude i at sidste band mere eller mindre bliver misset til fordel for mad, en drink og en god samtale med en gammel samboende, og derfor kan jeg desværre ikke med god samvittighed skrive en anmeldelse af aftenens sidste band, Arkæon, der ikke alene har fået lov til at lukke ballet, men som også spiller debutkoncert denne aften i Monorama. Det må desværre nok blive en anden god gang, at jeg får set hele deres show, således at jeg kan få anmeldt dem. Jeg forestiller mig, at det nok skal lykkedes – og formentlig snart!

 

Således konkluderes årets Mono Goes Metal Festival. Det har været fuldstændig vidunderligt at være tilbage i de vante rammer med de herlige mennesker, ikke kun blandt publikum, men i lige så høj grad af det arbejdende folk; de ildsjæle, der rent faktisk holder hjulene kørende i forhold til Mono Goes-arrangementerne.

Dette har været den helt perfekte kickstart på forhåbentlig at kunne vende lidt tilbage til en normal tilværelse indenfor i hvert fald kulturlivet.

 

Og her får du Amandas galleri fra andendagen af Mono Goes Metal 2021 – vi glæder os allerede til næste år!:

 

REVIEW OVERVIEW

Bonejammer
Sneglefeber
Avarice
Svartsot
Altar Of Oblivion

Share this article

Recent posts

Fra 8210 til verden

CLIENTS-interview

MONO GOES METAL 2021 – del 2

Sobert brud med de faste rammer

Popular categories