Anmeldelse af: Lamb of God – “Lamb of God”. 19. juni 2020. Nuclear Blast.
Med deres selvbetitlede plade leverer amerikanske Lamb of God en festlig groove metal-skive, der er fremragende at drikke bajere til, men hvis man har mod på at dykke ned i teksterne, har den endnu mere at byde på.
Lamb of God er ikke et band, jeg har stærke holdninger til. Jeg har hørt det meste af deres bagkatalog igennem en gang eller to, og jeg bliver aldrig ked af at andre sætter dem på til en fest, men de er heller ikke nogen, jeg har følt behov for at pådutte andre. På de første par gennemlytninger af deres selvbetitlede tiende studiealbum (eller ottende, hvis man ikke tæller de to albums udgivet som Burn the Priest med) var der ikke rigtigt noget, der indikerede, at det skulle til at ændre sig.
Fra første til sidste sekund er der ingen tvivl om, at det ,man har med at gøre, er et Lamb of God-album. Guitaren er groovy, trommerne tunge, og bassen lægger en glimrende bund under det hele, mens Randy Blythes vokal kører derudaf i sin vante semi-growlende stil, bortset fra når han fra tid til anden slår over i et clean-singing-segment. I det hele taget er de stadig et band, der næsten formår at løfte arven efter Pantera, men det er jo tilpas store sko til, at man sagtens kan fejle i det mål uden på nogen måde at være dårlig.
Så hvis alt du har lyst til her i sommervarmen, mens protester og pandemier lægger verden omkring os ned, er en bundsolid skæring groove metal, så kan Lamb of God 100 % levere den vare, og du kan lukke anmeldelsen her.
For mig kom punktet, hvor pladen skiftede karakter nemlig, da jeg midt i endnu en gennemlytning fandt sangteksterne frem og fulgte stille og roligt med Randys vredessang. Jeg har aldrig tænkt på Lamb of God som et politisk band, de bærer ikke deres holdninger på brystet, sådan som diverse anarkister og hval-elskere, vi ikke behøver name-droppe her, gør, men jeg skal fanden-æde-mig love for, at de er blevet eksplicitte omkring deres holdninger til verdens tilstand, hvis man gør sig den ulejlighed at finde frem til de ord, growlen gemmer.
Alt fra forbrugersamfundet over de sociale medier til det amerikanske toparti-system bliver taget under hadefuld behandling – der er ingen hyldestsange her, kun protester og opråb. Teksterne er over hele linjen skrevet med en smuk balance mellem det poetiske og det eksplicitte. For mig nås højdepunktet midt på pladen med nummeret “Reality Bath”, som jeg må indrømme, gav mig både tårer i øjnene og en klump i halsen, da jeg indså at den starter med verset:
“Anxious steps everyday through the halls of learning
She’s watching every corner, she’s praying for a warning
She’s just a child of 8 years old, already scared to die
And no one’s done a fucking thing but watch the bullets fly”
Det er fucking hårde ord, men en vigtig påmindelse om, at kunsten må og til tider skal adressere vægtige emner i den verden, den udspringer af. Man kan sagtens lave heavy metal, der handler om at have en fest, om drager og dæmoner, eller om heavy metal selv, men en gang imellem skal der lande en plade som den her, og jeg kan kun sige, at Lamb of God så sandelig har været opgaven voksen.
