Anmeldelse af: Copenhell Metal Cruise 2023 – Dog Eat Dog, Hatesphere, Skullclub, Unto Others, Urne – DFDS Crown Seaways, København-Oslo-København.

Skål, velkommen om bord!

Foto: Magnus Karms Blichfeldt

To syngende matroser fra Flådens Friske Fyre slynger sømandsviser mod os ved landgangen. Det summer på skibet ikke kun af motorstøjen, men også af baggrundslydene fra (forventnings)fulde festivalgæster:

Latter, “Skååål!!”, sprogbrug, som ville gøre kaptajn Haddock stolt; glædelige gensyn, skramlen med bagage og dåser.

Fra skibets PA høres en skrattende, svagt lydtapet af heavy metal hitparaden med alt fra Alice Cooper til Ghost, som danner baggrund for folk i det stiveste puds fra metallens dominerende visuelle kulturudtryk: battleveste, støvler, tøj i sort. Vi er fanget på båden indtil den lægger til kaj i morgen i Oslo – lad os se, hvad natten bringer!

Skullclub | Alle sømænd er glade for piger promiller

Skullclub åbner den flydende festival med dansksproget bøllerock tilsat maritimt tema, der for de uindviede kan beskrives som et uægte barn mellem Flogging Molly og De Glade Sømænd.

Der er med et kæmpe glimt i øjet lagt op til sjov og ballade fra første akkord.

Bandet matcher rigtigt godt den uformelle stemning, der kendetegner Copenhell Metal Cruise.

Måske er publikums alkoholpromille ikke helt høj nok til at starte med, men der er solid trafik til baren undervejs, og stemningen stiger i takt med, at sømilene tilbagelægges.

Columbus Club er som venue en sjov størrelse, som jeg studser over hver gang, jeg stifter bekendtskab med den. Kombinationen af det lidt for lave loft og den dunkle belysning har i min erfaring ofte endt med at suge publikum ned i de lidt for bløde stole til en masse snak om hvad som helst, der ikke har med koncerten at gøre. I kontekst til Skullclubs musik og rå lydbillede giver det dog den perfekte bodega-feeling.

Skullclub er som booking hverken et radialt eller nyskabende valg, men det skal det heller ikke være. Du får det, du forventer: en fest med elguitar og sømandstema, og hvis du vil være med på legen, kan du få det sjovt uden at skulle have fat i den helt store analytiske tilgang til musikken. Det er enkelt, og det virker. Bandet har en lille overraskelse i form en gæstesanger på et enkelt nummer, der præsenteres som Anitta, hvis lyd passer godt ind i den upolerede punk-inspirerede æstetik. Skullclub er et party-band for alle pirater, der elsker de våde promiller!

Hatesphere | Aggressiv præcisionsmanøvre

Ingen lader sig narre af clean-guitar-introen, der ringer ud over Sky Club. Vi ved godt, hvad der skal ske. Hatesphere er som en slags industriel kødhakker, du ikke kan undslippe, hvis du bare har læst en lille smule op på den danske metalhistorik eller har været udenfor i de sidste mange år.

Bandets sange præsenteres i et lydbillede, der er velafbalanceret i tyngden og samtidig har masser af luft og klarhed til at fremvise præcisionen og teknikaliteten i musikernes spil. Lysshowet er stilfuldt og er især flot oppe fra balkonen, hvilket gør Sky Club til en velvalgt venue for Hatesphere.

Der er en elegance i groovet, der styrer Hatesphere uden om den faldgrube af gumpetunghed, som mange bands i deres genre desværre ofte lander i. Det er et drive foran på beatet, som understreger energiniveauet i deres performance.

Uden for Sky Club er der kø, og den er lang. Man har lyst til at gå helt amok, men det er svært, når der er så tætpakket i venue, og det er med til at højne fornemmelsens af intensitet og indestængt aggression.

De er et utroligt velsammenspillet liveband, og selvom jeg personligt aldrig har sat en Hatesphere-plade på derhjemme, er jeg godt underholdt til koncerten grundet den høje energi og velovervejede sætliste.

Den er som deres sange: stilistisk sammenhængende inden for genren og har ikke den utilregnelige aggression som f.eks. Nakkeknaekker besidder, men føles nærmest som en slagter, der har begået en blodig gerning tusindvis af gange før og nu har raffineret sit håndværk, så der kan leveres velskårne, aggressive skiver uden de store overflødigheder.

Unto Others | Mystisk nostalgi

Efter det store aftensmadsritual var der gotisk rock på menuen.

I aftenens anledning har Unto Others et jubilæum – det er deres 225. koncert i en række af optrædener, hvor de bl.a. har spillet support for King Diamond, så det er ikke erfaringen, der mangler for bandet.

Det føles dog stadig, som om jeg oplever et undergrundsband: der er noget upoleret og umiddelbart over deres optræden, som klæder genren og deres lyd.

Vokalen er gennemgående underpitchet, hvilket ofte er et stilistik træk for den gotiske genre som helhed, men live er det desværre med til at trække energien længere ned, end hvad, jeg oplever, salen kan holde til.

Guitartonen er velvalgt og sammenspillet fungerer godt for Unto Others.

Energien er rolig og introvert, måske endda lige på kanten til at være for indadvendt for mig, der tidligere har oplevet Hatespheres thrasheksplosion og Skullclubs festfornemmelser.

Der er dog alligevel noget dragende ved acten og vokalisten, der står gemt bag sin guitar, sine solbriller og sine mørke krøller. Hvem er han?

Det er lidt mystisk og giver en nostalgisk fornemmelse fra dengang, jeg havde Type O Negative og Charon på anlægget på teenageværelset, uden at blive en pastiche af “den gamle skole” inden for det gotiske.

Vil helt klart udforske Unto Others pladekatalog i selskab med et glas rødvin, når jeg igen er på land. Der er dog ikke tid til den slags rugen i kahytten en sen nattetime på Crown Seaways, når Copenhell Cruise er i gang. Hvis du ikke finder festen, finder festen dig!

Openhell Akustisk

På vej rundt på båden kan man ikke undgå at komme forbi Navigator Bar. Her holder festfavoritterne Openhell-bandet til i akustisk udgave. Der er bodega-stemning, så det batter, og de, der har sat sig tilrette i de brune træstole, er med fra første sekund, når Openhell Akustisk lægger ud med et velarrangeret cover af Priest-klassikeren “Breaking The Law”.

Hele baren synger med, og hvis du keder dig, er det din egen skyld!

Urne | Velovervejet kaos

En mur af lyd, røg, mørke og lys rammer mig. Flydende, skiftende grooves, der proklamerer følelser, der er svære at udtrykke gennem andet end forvrænget, kaotisk lyd. Fraser, der stopper lige så brat, som hvis du stoppede et hjerte.

Urne besidder et organisk og levende sammenspil, der smukt fremhæver deres velskrevne sange. Energien er voldsom uden at blive aggressiv, storladen uden at blive søgt, og det er som om, der er lidt højere til loftet i Sky Club, end der plejer at være.

Urne viser den opmærksomme lytter vej gennem et velovervejet kaos, der er æstetisk afbalanceret og utroligt velkomponeret. Den, der er kommet for at vippe lidt med håret og mærke nogle fede riffs sparke i brystet, bliver også belønnet i aftenens set. En balancekunst, der er svær at mestre, men så utroligt effektfuld, når det går op i en højere enhed. Sammensætningen af sætlisten fungerer virkeligt godt, energien bliver aldrig tabt, for voldsom eller for meget.

Dog Eat Dog | “Musik er en kontaktsport”

Først show på en tour er altid noget særligt. Første gang et album spilles live, er endnu mere specielt. Dog Eat Dog er på ingen måde hærget af at have været i gang i 35 år, tværtimod er det som den fineste champagne, der konstant bobler over i glasset.

Musik er en kunstform, der udfolder sig i tid, og Dog Eat Dog mestrer om nogen tempoets og groovets kunst. Der er aldrig stille fra scenen. Imellem sangene kører et track med svedige beats, mens frontmanden fortæller røverhistorier og hyper publikum up. Hvert eneste ord er i timing, men ikke på en forceret eller indstuderet måde. Han er bare så meget i et med musikken, at det er sådan, han taler. Han evner ydermere den sjældne kunst at stoppe et tape på en cool måde med perfekt timing. En evne, der kun kommer af at have gjort det mindst 10.000 gange før.

Der er noget magnetisk over den legesyge og umiddelbare tilstedeværelse i rummet fra bandets medlemmer. Mange bands slynger lystigt om sig med floskler om, hvor meget de elsker deres fans, hvor meget vi er en stor familie, og hvor meget de elsker at være præcis til denne koncert.

Når det kommer fra Dog Eat Dog, føles det faktisk som om, det er ægte. Om det er noget fra old-school hiphoppens real kultur, eller om det er bandmedlemmernes personlighed, kan jeg ikke svare på. Men det passer fantastisk til den fætter-kusine-fest-agtige energi, der har været til stede på båden fra starten.

Man kan mærke, at det er det første show på touren, der er en fantastisk energi og en rastløshed, der kommer til udtryk i en gennemført og højenergisk performance fra bandet.

Fællesnævneren i sammenblandingen mellem hiphop, rap og metal er groovet og sammenspillet, og det kræver musikere i en klasse for sig at mestre sammenspil til sådan en grad, at det lykkes at gøre det overbevisende. Dog Eat Dog er verdensklasse, og tilføjelsen af saxofonisten, Moses, får hele salen op at koge. Det kræver en ekstremt versatilitet blandt alle på scenen at kunne udføre det, de gør, og der er ingen lave punkter i Dog Eat Dogs musikerskab. Om man kan lide musikken eller ej, er op til en selv, men du kan ikke tage noget fra dem som kunstnere.

Det er befriende at se et band, der ikke er bange for at eksperimentere og gøre præcis, hvad de har lyst til. Aftenens sætliste var heller ikke bleg for at blande helt nye sange, der blev spillet live for første gang med de store hits, der fik kenderne helt op ad stolen.

I sættets planlægning var der nogle skift i energien, der virker til at være for hurtige for aftenens publikum. Internt i Dog Eat Dogs genre er der intet mærkværdigt i det, men flere i salen blev hægtet af og forfaldt til snak ved en imponerende volumen under et pludseligt downtempo nummer. Sætlisten kunst er vanskelig, men Dog Eat Dog reddede energien tilbage og fik vendt salen til en fest.

Konklusionen på festen var en sang, der handler om at elske sin hund, fordi den er ens bedste ven. Det opsummerer egentlig Dog Eat Dog meget godt: en samling mennesker, der bare gør det, de allerhelst vil, og ikke prøver på at være nogen andre på den mest befriende måde.

Dag 1 | Bredde, bajer, balance!

Spørgsmålene kan måske stå i kø efter sådan en omgang:

Er det “metal”, at synge en wholesome sang om sin hund? Er det “metal” at være på en båd? Hvornår er man trve? Hvad er musik? Hvem er jeg? Hvor mange drinks har jeg egentlig indenbords? Hvor er mit boarding kort!? Hvordan kommer jeg tilbage til min kahyt? Hvor er min næste drink?!

Hvor vildt bliver det i morgen?!!1?

Fredagen viste en flot bredde og velafbalanceret tilrettelæggelse af programmet for den flydende festival. Der var planlagt noget for festaberne og for nostalgikerne; for dem, der bare gerne vil headbeange, og for dem, der har lyst til at gå lidt op opdagelse i noget nyt.

Stemningen var i top fra starten, der var ikke så mange dikkedarer – man er taget på båden for at have det sjovt, og hvis du ikke finder festen, skal festen nok finde dig!

Magnus Karms Blichfeldt bringer dig billeder fra førstedagen på havet her: