Anmeldelse af Brit Floyd. DR Koncerthuset, København. D. 9. oktober 2019
i år er det 40 år siden, at pink floyds the wall udkom. Det skulle fejres i dr koncerthuset i selskab med coverbandet brit floyd.
Brit Floyd
Pink Floyds legendariske konceptalbum The Wall behøver ingen yderligere introduktion. Albummet, hvis cover er indhyllet i hvide mursten i form af en mur, blev udgivet i 1979. Pladen har solgt mere end 24 millioner eksemplarer på verdensplan og er nok bandets bedst sælgende nogensinde. En sand milepæl fra det ikoniske band.
Nu er det ikke fordi, vi skal snakke så meget om Pink Floyd. Det var nemlig Brit Floyd, der onsdag aften kom forbi koncerthuset, for at fejre at det i år er 40 år siden, at The Wall udkom. Det seks-mands store orkester leverede henholdsvis musikken til aftenen, smukt akkompagneret af tre korpiger, som leverede sanseindtryk i højder, som deres mandlige kollegaer ikke kunne hamle op med.
Hvis man skulle have været så heldig at have bevidnet Pink Floyd tunere live med The Wall eller at have oplevet Roger Waters gøre det solo, så ved man, at det er et massivt liveshow, som alle burde opleve, inden man stiller træskoene. Brit Floyds show er kun en miniatureudgave af den originale vare. Men af et coverband at være så gør de det fantastisk.
I front stod Damien Darlington og agerede David Gilmour hele aftenen. Damian er også musical director i bandet, og der skal ikke herske tvivl om, at manden har studeret Pink Floyds liveshows ned til mindste detalje, da hele opsætningen er ligesom at se, hvordan Pink Floyd ville have gjort det live i 90’erne.
Brit Floyd startede med numrene “In The Flesh”, “The Thin Ice”, Another Brick In The Wall Pt 1” og “The Happiest Days Of Our Lives”. Ligesom begyndelsen af pladen. Lydniveauet i salen er højt. Det lyder godt. Bandet er rutinerede, og der er respekt for musikken.
Den runde storskærmen bagved bandet viste samtidig 3D-animerede sekvenser fra musical-filmen The Wall. Hvor velkendte figurer og scener udspillede sig. Det var ikke originale klip, taget fra selve filmen fra 1982. Jeg forestiller mig, at et coverband ikke har rettighederne til at vise dette. Men det fungerede alligevel, selvom det mest af alt lignede billige kopivarer. Men uden alt dette havde det også virket forkert.
Jeg har det svært ved at sidde ned til sådan nogle koncerter. Man kan ikke rigtig vise sin begejstring ved det, som bandet gør på scenen og den musik, som de udøver. Det første nummer, som dog rigtig fik publikum til at rocke i sæderne, var “Another Brick In The Wall Pt 2”. Herefter fortsatte bandet med “Mother”. Bassist Ian Cattell agerede Roger Waters hele aften. Ligesom Waters og Gilmour skiftedes om at synge i Pink Floyd – Jamen, lige såvel skiftedes Cattell og Darlington til at synge i Brit Floyd. Forhåbentligt uden alle skænderierne. Ikke desto mindre fungerede det rigtig godt.
Det var dog ikke kun en fejring af The Wall, bandet ville diske op med denne aften. Flere sange fra Pink Floyds eksperimenterende bagkatalog var også på setlisten. Bl.a. fik vi “The Great Gig In The Sky”, hvor en af korpigerne leverede en fremragende vokalpræstation. Og inden bandet holdt 20 minutters pause, fik vi “Us and Them” og “Sheep”.
Efter pausen fortsatte Brit Floyd igen med materiale fra The Wall. “Empty Spaces”, “Young Lust” og “One of My Turns” blev de næste sange i rækken. Brit Floyds imponerende lysshow med laserlys og flotte kombinationer fik også en del opmærksomhed. Det var flot og tilpas overvældende uden at tage fokus fra musikken, som var hele roden til, at vi alle var her i aften.
Brit Floyd afsluttede en fantastisk og hjertevarm aften med numrene “Wish You Were Here”, “Comfortably Numb” og “Run Like Hell”. Jeg var utrolig glad for at have oplevet numrene fra The Wall live igen. Dog ville jeg havde ønsket, at jeg havde givet mig lidt mere tid til at lære nogle af Pink Floyds andre sange, da de også endte med at fylde meget på aftenens setliste. Alt i alt var det en værdig fejring af Pink Floyds The Wall.
