Alice Cooper

Aloha, Nosferatutu og musikalsk ekstase


Anmeldelse af: Devin Townsend. Amager Bio, Kbh. 25. november 2019.

Devin Townsend var i bedste vanlig stil i hopla, da han besøgte Amager Bio med et enormt velspillende backingband.

 

Foto: Mark Stoumann

 

Haken
Engelske Haken er et band, jeg kun kender af navn, men har hørt utroligt positive ting om. De er da også overbevisende, som de kommer på scenen med den sandsynligvis bedste startlyd, jeg nogensinde har oplevet et opvarmningsband have. Alt sidder lige i skabet, og alle instrumenter går klart igennem, hvilket mildest talt er imponerende.

Bandet er ekstremt velspillende, og som man kan regne ud fra de hovedløse guitarer ekstremt progressive og tekniske i deres stil. Umiddelbart rammer bandet på intet tidspunkt ved siden af på deres instrumenter, omend vokalen til tider bliver lidt for meget af ren sang ala Dream Theater og til tider Leprous for mit vedkommende. Til andre tider bliver det for meget af det gode. Det fungerer dog enormt godt, når der bliver varieret imellem den egentlig ret gode clean vokal og den brølende vrede røst, som forsangeren også besidder.

Midt i sættet spiller bandet et instrumentalt nummer, der mest af alt lyder lidt som en blanding af djent og dubstep, og på trods af at dette ikke normalt er genrer, jeg bryder mig om, fungerer det ualmindeligt godt for Haken. Faktisk er dette nok det mest spændende nummer, som bandet leverer her til aften. Hittet ”Cockroach King” leveres også formidabelt og virker bestemt også som et enormt spændende nummer, hvor der bliver leget rigtigt meget rundt i det musikalske univers.

Men så teknisk musik, som Haken spiller kommer, der dog også den desværre ofte vanlig faldgrube nemlig mangel på show. Bandet kommer ikke rigtigt ud over scenekanten med undtagelse af forsanger, Rosa Jennings, der gør alt, hvad der står i hans magt for at vinde publikum over. Der bliver jublet rigtigt godt imellem numrene, mens responsen ikke giver meget bid fra sig.

Haken er bestemt et interessant band, der helt klart har noget at byde på, og jeg føler i høj grad, at jeg tager noget nyt med mig hjem til mit repertoire af musik, der helt klart er værd at lytte til.

 

Devin Townsend
Lige inden Devin Townsend går på scenen, går keyboardspilleren ind og begynder på mest morsomme vis at mixe drinks med, på publikums opfordring, ufattelige mængder af alkohol. Turnéens tema er tilsyneladende Hawaii, for alle bærer Hawaii-skjorter, og projektørerne er indstillet til palmestrand. Selv da Devin kommer ind, er han i Hawaii-skjorte og sætter passende nok i gang med det formidable nummer ”Borderlands” fra sit seneste album, Empath. Således skydes denne mandags fest i gang af en Devin, der er lige så skarp som altid, og et backingband, der spiller ud over det sædvanlige.

Okay, fair nok, Devin har ALTID et godt band med sig, men her til aften er bandet nu alligevel overraskende dygtige til at bære deres roller. Der er intet tidspunkt, hvor en tone sidder skævt, eller et beat lander forkert. Musikalsk er det vi her til aften oplever rent ud sagt perfektion.

Særligt i starten har Devin sit evigt fantastiske glimt i øjet, og manden beviser atter engang, at han altså er den fødte entertainer. Han siger altid til sine shows, at han egentlig er meget introvert og sceneangst, og at det faktisk er derfor, at han er, som han er på en scene. Jeg siger, at han får det absolut bedste ud af sine problemer, for manden er en genial performer, entertainer og musiker. Det er sjældent, at man oplever nogen, der er så stærk på alle de områder og som netop ved, at alt ikke skal tages så seriøst.

Alt er dog ikke useriøst aloha-tema, så skjorterne ryger lidt inde i sættet og erstattes af vanlig sort scenetøj. Her opstår der lidt et udfald i, hvor spændende koncerten er med et par numre, der ikke fanger helt ligeså godt som vanlig. Koncerten stagnerer som sådan lidt på et tidspunkt, men Devin tager sig sgu kærligt af det og får hevet stemningen op på topniveau, der særligt kan mærkes, da han får hele salen til at lave ”jazz hands” til omkvædet i baskeren ”Lucky Animals”, der i øvrigt har fået lavet teksten om til noget (utroligt nok) endnu mere perverst her til aften.

Det visuelle på scenen særligt i form af den varierende grafik på diverse skærme fungerer utroligt godt og går godt i spænd med lysshowet. Det er tydeligt, at der er tænkt over tingene og lagt meget energi i netop dette. Visuals er denne aften ekstremt fede og imponerende.

Sætlisten er dejligt varieret imellem særligt Empath-albummet og en god håndfuld ”Devin Townsend Project”-numre. Særligt stiger begejstringen til sange som ”Deadhead”, som velsagtens kan ses som en sang, der nok aldrig ryger ud af Devins sætliste.

Lyden er fremragende igennem hele koncerten, hvor der dog sporadisk er lidt udfald på vokalerne, så man nogen gange ikke helt kan høre dem. Det er super ærgerligt, for både Devin og Devins kvindelig modstykke, Che Aimee Dorval, synger helt fantastiske og komplementerer hinanden på bedste vis. Tilsæt så et formidabelt kor, og du føler hurtigt, at du er i himlen.

I mod slutningen af koncerten får Devin lige skiftet til et tylskørt til hele publikums store morskab. Han fortæller, at han kalder sit tylskørt for ”Nosferatutu”, og at han er den eneste, der synes, at det er sjovt. Her til aften er han dog bestemt ikke den eneste, der finder det navn morsomt.

Det ordinære sæt lukkes med en smuk akustisk version af ”Spirits Will Collide”, der unægtelig vækker minder om, da man så manden i Bremen tidligere i år. Devin erklærer herefter, at de vil gå ud, og at vi skal klappe og huje, hvorefter at de vil komme tilbage fem minutter efter, og så skulle de nok spille overraskede. Humoren sidder altså lige i skabet; og som sagt, så gjort.

Alligevel er Devin ikke helt tilfreds med sin egen performance, da han entrerer scenen, og beder os om lige at gøre det igen. Publikum adlyder og denne gang sidder den i skabet, inden bandet begynder at spille et fremragende og meget morsomt cover af disco-nummeret ”Disco Inferno” af ”The Trammps”. Her tager Devin sig af at synge med på omkvædet og lader ellers Dorval stå for leaden, som hun gør fremragende.

Til slut får vi den uundgåelige klassiker, ”Kingdom”, der altså bare altid er helt fantastisk at høre live. Publikum giver den en sidste omgang gas, og bandet takker af, imens Devin tonser rundt og high-fiver til de forreste i publikum. Vi kan alle gå hjem med en oplevelse af at have oplevet noget, der ikke blot var kunstnerisk flot og velspillet, men også var umådeligt sjovt.

 

Mark Stoumann har billeder til dig fra koncerten her: 

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

Fotograf: Mark Stoumann

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

Haken
Devin Townsend

Discover

Latest

Tredobbelt australsk walkabout

Anmeldelse af: Northlane, Polaris og Void Of Vision. Hotel Cecil. 04. dec. 2019.   Walkabout er en gammel australsk tradition for Aboriginals, hvor unge mænd tager...

LOVE THY NEIGHBORINO!

Anmeldelse af: Okilly Dokilly og Hanging The Nihilist. Spillestedet Stengade, Kbh - 04. dec 2019. Hylende morsomme, super hurtige og fyldt med én donut -...

Årtiers musikalsk solskin i én koncert 

Anmeldelse af: Nightwish - Decades: Live In Buenos Aires. Udgives 6. december 2019 via Nuclear Blast Records.  30. september 2018 spillede Nightwish i den...

Fotoreportage – Delain

Fotoreportage fra: Delain + Arkona. Pumpehuset, Kbh. 30. november 2019. Galleri af: Tommy Sonne Skøtt      

Aloha, Nosferatutu og musikalsk ekstase

Anmeldelse af: Devin Townsend. Amager Bio, Kbh. 25. november 2019. Devin Townsend var i bedste vanlig stil i hopla, da han besøgte Amager Bio med...