Anmeldelse af: Devin Townsend. Bremen Teater, Kbh. 02. april 2019.
Devin Townsend leverede et velspillet og yderst underholdende show, da han gæstede Bremen Teater. Der var lagt i kakkelovnen til akustisk spas med den gæve canadier.
Foto: Mark Stoumann
En aften i selskab med den vanvittigt dygtige musiker Devin Townsend er aldrig spildt, uanset hvilken konstellation manden befinder sig i. Dette viser sig dog også ved, at Bremen Teater er så godt som fyldt helt op til et akustisk show med den rasende dygtige guitarist, sanger og musiker generelt.
Akustisk er jo ikke ligefrem det, som Townsend er kendt for, men alligevel formår han at sælge godt med billetter, fordi man altid ved, at man er i dejligt selskab, når Townsend først begynder at folde sig ud.
Her til aften er der særligt fokus på morskaben fra Townsend, der alle dage har været lige dele fjollet og skarpt. Første sæt starter med, at Townsend spiller en håndfuld af sine numre på en akustisk guitar, der er totalt sovset ind i effekter, altså på den gode måde. Der fumles lidt rundt imellem de to guitarer, men ellers spiller det sgu godt, og Devins vokal står som altid ufatteligt skarpt. Selv i akustisk sammenhæng gås der fra de vilde brøl og skrig til de smukkeste poppede vokal fraseringer. Devin kan altså sit kram, det bør der aldrig herske tvivl om. Særligt stort føles det, da manden spiller Strapping Young Lad klassikeren “Love?” i en meget afdæmpet udgave.
Ind imellem opstår der nogle små fejl fra Townsends side, men disse indrømmes og inkorporeres nærmest i showet som små sjove gags. Devin kan altså bare et eller andet på den front.
Sidst i første sæt går Devin, på opfordring fra en tekniker, i gang med første spørgerunde, hvor der bliver svaret på en bunke spørgsmål, som han har modtaget. Dette foregår naturligvis på den klassisk ironisk distancerede og kække måde, som Devin Townsend er mesteren af. Til tider trækker man på smilebåndende, mens man ofte er ved at klaske sig selv i lårene af grin, over nogle af de ting Devin får fortalt. Manden er en genial entertainer, og det kan man virkelig ikke tage fra ham.
Spørgsmålene er mange, men ikke alle spørgsmål er lige interessante. Dog er Devins svar altid enten morsomme eller ganske eftertænksomme. Uanset er det interessant at lytte til manden snakke om alt imellem himmel og jord.
Vi får en lille pause på en små tyve minutter, før Devin vender tilbage til andet sæt, hvor han laver en god gammeldags ”omvendt rækkefølge ” hvor han spørgsmålene ligger tidligt i sættet og afsluttes med sange. Først bedes publikum dog om at snakke, imens han nulrer rundt på sin guitar, da Devin altid gerne har villet spille til café-agtig stemning. Det er morsomt med en musiker, der decideret beder sit publikum om at være uopmærksomme og nyde musikken på anden og mere casual vis.
Kort efter starter anden spørgerunde. Her begynder man at kunne mærke, at visse publikummer er ved at være kommet i godt humør, og synes at de skal sidde og råbe ad Devin. Dette tager manden dog som en sand champ, og spiller nogle gange med på de tilråb og lyde, der kommer fra publikum. Townsend er idet hele taget god til at læse sit publikum.
Der vendes tilbage til musikken, som stadig er velspillet, endda på trods af at det er udgaver, som publikum sandsynligvis ikke har hørt før. Responsen er stadig god, og Devin spiller fremragende og synger om muligt endnu bedre. Vi får ligeledes igennem aftenen serveret utroligt mange af mandens hits, og de er alle spændende at høre på denne anderledes måde. Man når måske lidt at køre død i, at det hele er akustisk, og man savner til tider virkelig den vildskab, som numrene normalt besidder.
Aftenen har mest af alt virket som en hyggetur igennem Devin Townsends mærkelige hjerne og processen i sangskrivningen. Musikalsk har det været glimrende, men stadig manglende den gnist og fanden-i-voldskhed, som man normalt forbinder et Devin Townsend-show med. Humoren har været god, musikken velspillet og veludført.
Hvad man kunne forvente af netop dette show var en kende uvis, men alligevel føles det hele familiært og præcis, som man kunne have forventet det. Devin Townsend vender tilbage i en mere rocket udgave til efteråret, men her til aften fik vi et besøg af en mere åben, afslappet og knap så hevy Devy.
Mark Stoumann tog et par billeder fra aftenen:
