Anmeldelse af: Opeth + Voivod. Den Grå Hal, Kbh. 10. november 2022.
Opeth fyldte 30 år i 2020, og NU kunne de få lov til at fejre det med en turné med en sætliste valgt af publikum. Men…
Foto: Anders Groos Mikkelsen
Voivod
Jeg skal indrømme, at Voivod ikke er et band, jeg har beskæftiget mig særligt meget med. Det har aldrig rigtig været et band, der har kunnet holde min opmærksomhed i mere end et par sange. Deres meget dissonante univers har aldrig rigtig været min kop te. Dog har jeg hørt meget godt om dem og set mange mennesker gå rundt med deres patches. Så, nu skulle den have hele armen. Åbent sind. Kan de overbevise mig?
Lad mig sige det sådan her: Voivod holdt på sin vis på min opmærksomhed. Men ikke helt på den gode måde. Først er der forsangeren. En mand, der går rundt på scenen og opfører sig lidt som ens stive ”sjove” onkel og prøver at få dig til at grine ved at lave sjove ansigter, samtidigt med at han synger med på diverse sange, men ret så tonedøvt. Og lad mig gerne uddybe på det sidste: Jeg har jo netop indrømmet, at jeg ikke kender så godt til Voivods musik, så jeg kan ikke sige, hvorvidt det var intentionelt, men, for satan, hvor var det irriterende. Det blev i sidste ende så svært at tage ham seriøst, at jeg var NØDT til at fokusere på andre musikere.
Dernæst er der bare Voivods lyd. Jeg anerkender gerne, at nogle kan lide Voivods musik, men sådan er det bare ikke for undertegnede. Thrashede riffs udsat for konstant dissonans over længere tid lyder mere og mere for mig som om, det er musikere, der har faldet lidt i deres instrumenter. Det lyder lidt som helt nystartede musikanter, der skal forsøge at spille en Anthrax/Metallica-sang for deres forældre. Det værste ved det her er, at jeg ved, at det er ret kompetente musikere. Dette kan man nemlig høre på de få stykker, der ikke er dissonante. Men det er manglen på de her stykker og en form for tension/release-forhold, der gør, at jeg ikke kan give mig hen til lyden.
For mig føltes det, at Voivod varmede op for Opeth lidt som om, Opeth havde taget sin lidt mindre attraktive veninde med i byen for selv at stå pænere frem.
Opeth
Og nu var det så tid til at flirte med den lækre veninde i gruppen. De svenske prog-metal/rock-mestre. Opeth!
Denne aften var første aften på en 30-års jubilæumsturné. Dette indebar, at Opeth havde valgt at lade sætlisten være op til publikum. Eneste kriterie var, at de kun ville spille ét nummer fra hver plade i deres diskografi (hvilket der er 13 af). Dét, at der maks er ét nummer fra hver plade, kunne ses som værende et incitament for at publikum skulle/kunne vælge nogle lidt mere sjældne Opeth-numre. Men, ak, allerede fra første nummer skuffer publikum.
Til stor begejstring for de fleste starter koncerten med de velkendte små guitar-klimt fra ”Ghost of Perdition”, hvilket er en sang, de stort set ALTID spiller. Derudover fik vi også stables som ”Sorceress”, ”Allting tar slut” og (nok den mest stabile af dem alle) ”Deliverance”. Der skal selvfølgelig også lyde ros for at have stemt på en sang som “Black Rose Immortal”, som blev spillet live for første gang nogensinde! Et sindssygt nummer på godt og vel 20 min. For satan, det var en fed oplevelse.
Men på trods af tedeummet af mangel på lidt mere variation på sætlisten så spillede Opeth helt fænomenalt. Alting står snorlige, og alt bliver leveret med stor hjertevarme og overbevisning. Alt er bare fucking cool og tight. Dette står jo så, for mig, i skærende kontrast til Voivoids lidt triste og rodede performance lige forinden.
Mikael Åkerfeldt sørgede som altid for hyggen. Der var småsjove jabs mod publikum, især fordi det var et dansk publikum, og der var de ret ydmyge undskyldninger for, hvis ikke alt var helt optimalt. Det var jo trods alt første aften på turnéen. Åkerfeldts clean-vokal var, igen, som altid, sindssygt smuk og dragende. Dog halter hans growls stadig en lille smule, men lyder bedre, end jeg har hørt dem tidligere.
Noget, der dog adskilte denne koncert fra andre Opeth-koncerter, jeg har været til, var, at de havde fået en ny trommeslager. Dette er ingen ringere end Waltteri Väyrynen fra bands som Paradise Lost og Bodom After Midnight. En vildt kompetent og dygtig trommeslager, som spillede helt imminent og mere menneskeligt i forhold til den trommeslager, Opeth havde med på Copenhell i år. Der var dog lidt nogle småfejl hist og her, men med tiden kunne man håbe at Waltteri kunne vise sit værd og blive en fast del af Opeth.
Sidste ting, jeg vil nævne, er lyden. Jeg ved ikke helt, hvad der skete, om det er Den Grå Hal, der bare ikke er helt optimal; lydmanden, der nogle gange faldt i søvn og skruede på mixeren, når han gjorde, eller hvad fanden, men lydniveauerne var til tider meget skiftende. Det største problem var med trommesættets bækkener, når sangene gik fra et mere stille og roligt lydbillede og over i noget mere tungt og METAL. Her var det som om, at lydmanden skulle huske at rette i lydmixet, hver gang det her skete. Dette blev aldrig gjort lige med det samme, hvilket gjorde, at bækkenerne pludseligt bare skar igennem lydbilledet. Dette er ret ærgerligt taget i betragtning af, at det at gå fra stille passager til tungere er en meget stor del af Opeths sound.
Alt i alt så var jeg ovenud lykkelig for at se Opeth igen. De leverer fandeme varen og på et virkelig højt musikalsk plan, samtidigt med at de har overskud til at kigge ud på publikum og få en til at føle, at de spiller for os og ikke dem selv.
Der er nogle ting, der kunne optimeres som sætlisten og lyden, og sidstnævnte trækker i hvert fald lidt ned i min samlede karakter. Jeg vil se frem til at skulle Opeth igen, for det skal jeg uden tvivl.
Her følger lidt flere fotos fra koncerten. Billederne er taget af Anders Groos Mikkelsen:
