Night Flight… består af forsanger Björn “Speed” Strid (også forsanger i Soilwork), guitarist David Andersson (også guitarist i Soilwork), bassist Sharlee D’Angelo (også bassist i Arch Enemy), keyboardspiller Richard Larsson, trommeslager Jonas Källsbäck, perkussionist Sebastian Forslund, korsangerne Anna-Mia Bonde og Anna Brygård. Så man kan roligt kalde det for et svensk “all-star” band.
På Nordic Noise 2019 hørte jeg Night Flight… og blev bidt af deres catchy popnumre med elektronisk kant og finesse. Night Flight… er et af de bands, som man enten elsker eller hader – de er så atypiske for et rockband, så de fleste har en stærk holdning til de meget poppede numre.
Personligt kan jeg godt lide deres stil – det er meget afslappende og hyggeligt at lytte til, efter at have headbanget til noget mere tungt. Det er tydeligt at høre, at de er svenskere, forstået på den måde, at de er virkelig gode til at skrive (pop)sange ligesom ABBA, The Cardigans, Roxette og Europe. Selvfølgelig er det ikke i samme tunge liga som Mustasch, Ghost, Amon Amarth, Opeth, Meshuggah, Candlemass og HammerFall, men Night Flight… har samme musikalske kvaliteter.
Night Flight… har tidligere udgivet fire albums: Internal Affairs (2012), Skyline Whispers (2015), Amber Galactic (2017) og Sometimes The World Ain’t Enough (2018). Aeromantic fortsætter stilen fra de foregående. “Servants Of The Air” lægger flot ud med en fransk speak i introen og opbyggende trommer som roterende propeller; luftfartstemaet er tydeligt og fungerer glimrende, og Strid lyder som sig selv, men kan godt savne hans growl, som han gør det i Soilwork.
Heldigvis er der stadig plads til flotte guitarsoli fra Andersson f.eks. på “Golden Swansdown”, og der er tilmed også meget funky keys, som det gennemgående og dominerende instrument på hele pladen. Hvis man kan lide folk-rock, vil man elske violinerne på singlen “Transmissions” – man mangler næsten kun kødboller, blodbudding og surströmning, før det bliver mere svensk.
