Anmeldelse af: The Night Flight Orchestra – Aeromantic. Udgives 28. februar 2020 via Nuclear Blast Records.
Svenske The Night Flight Orchestra spiller en mystisk blanding af elektronisk pop og rock, såkaldt AOR: Album-oriented rock.
Night Flight… består af forsanger Björn “Speed” Strid (også forsanger i Soilwork), guitarist David Andersson (også guitarist i Soilwork), bassist Sharlee D’Angelo (også bassist i Arch Enemy), keyboardspiller Richard Larsson, trommeslager Jonas Källsbäck, perkussionist Sebastian Forslund, korsangerne Anna-Mia Bonde og Anna Brygård. Så man kan roligt kalde det for et svensk “all-star” band.
På Nordic Noise 2019 hørte jeg Night Flight… og blev bidt af deres catchy popnumre med elektronisk kant og finesse. Night Flight… er et af de bands, som man enten elsker eller hader – de er så atypiske for et rockband, så de fleste har en stærk holdning til de meget poppede numre.
Personligt kan jeg godt lide deres stil – det er meget afslappende og hyggeligt at lytte til, efter at have headbanget til noget mere tungt. Det er tydeligt at høre, at de er svenskere, forstået på den måde, at de er virkelig gode til at skrive (pop)sange ligesom ABBA, The Cardigans, Roxette og Europe. Selvfølgelig er det ikke i samme tunge liga som Mustasch, Ghost, Amon Amarth, Opeth, Meshuggah, Candlemass og HammerFall, men Night Flight… har samme musikalske kvaliteter.
Night Flight… har tidligere udgivet fire albums: Internal Affairs (2012), Skyline Whispers (2015), Amber Galactic (2017) og Sometimes The World Ain’t Enough (2018). Aeromantic fortsætter stilen fra de foregående. “Servants Of The Air” lægger flot ud med en fransk speak i introen og opbyggende trommer som roterende propeller; luftfartstemaet er tydeligt og fungerer glimrende, og Strid lyder som sig selv, men kan godt savne hans growl, som han gør det i Soilwork.
Heldigvis er der stadig plads til flotte guitarsoli fra Andersson f.eks. på “Golden Swansdown”, og der er tilmed også meget funky keys, som det gennemgående og dominerende instrument på hele pladen. Hvis man kan lide folk-rock, vil man elske violinerne på singlen “Transmissions” – man mangler næsten kun kødboller, blodbudding og surströmning, før det bliver mere svensk.
På “Carmencita Seven” medvirker en indisk klingende sitar, som giver nummeret en “verdenslyd”, der klæder “kabinepersonalet”. Nogle af numrene blandt andet “If Tonight Is Our Only Chance” og “City Lights And Moonbeams” afsluttes med, at sangtitlen bliver sunget, så man ikke er i tvivl om, hvilken sang man lige har hørt – ligesom til Eurovision Song Contest, så man bedre husker den. Det er lidt cheasy, men det virker efter hensigten. Hvis de stillede op i svensk melodi grand prix/Eurovision, ville de sikkert få en høj placering, men det gør de nok næppe, heldigvis.
Der er intet i vejen med det musikalske håndværk på skiven tværtimod. Det er meget professionelt, meget velproduceret og naturligt. Men måske bliver det lidt for pænt og cheasy. For min skyld måtte der gerne være endnu mere “nordisk støj” end pop, men det er jo subjektivt og relativt. Men jeg glæder mig til at se dem på Roskilde Festival til sommer, hvor de lige er blevet annonceret til.
Trackliste:
- Servants Of The Air
- Divinyls
- If Tonight Is Our Only Chance
- This Boy’s Last Summer
- Curves
- Transmissions
- Aeromantic
- Golden Swansdown
- Taurus
- Carmencita Seven
- Sister Mercurial
- Dead Of Winter
- City Lights And Moonbeams
