Anmeldelse af: Dweezil Zappa. VoxHall, Aarhus. 27. november 2019.
“Spis ikke den gule sne!” Disse legendariske ord blev gentaget på VoxHall, da Dweezil Zappa spillede sin fars sange, hvor der var særligt fokus på Hot Rats-albummet i anledning af dettes 50-årsjubilæum.
Foto: Jason Champney
At skulle løfte arven fra en mand som Frank Zappa virker nærmest umulig, da jeg går ind på VoxHall denne onsdag aften. Alligevel har sønnen Dweezil Zappa haft stor succes med at netop løfte arven fra den geniale galning, der hærgede verden med sin, ikke blot enormt komplekse, men også morsomme og ekstremt udfordrende musik fra 60’erne til 90’erne, da Frank Zappa desværre forlod vores musikalske jagtmarker.
I aften står den så på jubilæumskoncert for albummet Hot Rats fra 1969, og dette album er ekstremt mærkeligt og teknisk udfordrende. Bandet spiller det til gengæld til UG, og man kan ikke sætte en finger på samspillet. Det er ikke Frank, der synger, men guitarist og keyboardspilleren gør det nu alligevel fremragende med vokalen. Ligeså gør resten af bandet i forbindelse med kor og ekstra stemmer. Det virker dog hurtigt mærkeligt, at det ikke er Zappa selv, der tager denne rolle, da hans stemme på de tidspunkter, hvor han taler og enkelte gange synger, lyder utroligt meget som sin faders stemme.
Hot Rats er ikke et af de albums, der virkelig brager igennem hos undertegnede. Det er meget finurlig, men uden det pondus og de hooks, som Zappa ellers har på mange af sine andre albums. Det er ikke meget vokal igennem gennemspilningen, hvor langt størstedelen af numrene er instrumentale. Det tager lidt af pusten ud af publikum, der dog kommer i gear, da bandet begynder at spille sange fra de andre albums.
Her begynder humoren fra bandet også rigtigt at brage igennem. Bandet spiller fortsat helt fænomenalt, og Dweezil selv laver nogle enormt imponerende soli. Det er faktisk i sig selv utroligt, at bandet overhovedet kan holde styr på så komplekse sange med så mange skift, som der er i numrene her til aften.
Sætlisten er lang og indeholder ikke særligt mange numre, som jeg personligt kender, hvilket jo også er faren ved at høre Frank Zappa blive fremført live. Diskografien er enorm og utroligt krævende at hamre sig ordentligt igennem, fordi den i sit udtryk er enormt udfordrende og til tider avantgarde. Det kræver utroligt meget opmærksomhed at lytte til bare et enkelt album fra mesteren Frank Zappa.
Vi får også enkelte ting, som slet ikke rigtigt har været udgivet, men som er taget fra gamle demobånd. Netop ud fra disse får vi også et cover af ”My Sharona”, fordi Frank Zappa ifølge sønnen har haft inkorporeret netop denne sang utallige gange i numre på scenen. Så det skulle Dweezil Zappa med sit band da naturligvis også.
Lyden er enormt god her til aften. Man er ikke i tvivl om, at Dweezil er aftenens stjerne, men alligevel er der godt med plads til de andre instrumenter, og Zappas musik bliver genskabt på utroligt autentisk vis, hvilket er enormt imponerende.
Lige godt to en halv times koncert med et ekstremt velspillende bands er, hvad der bliver serveret her til aften. Kun afbrudt af at bandet obligatorisk går af for at skulle på til ekstranummer. Det giver 29 sange i alt, hvilket er ekstremt imponerende, når det er så kompleks musik, som vi har fået her til aften.
Dweezil formår at løfte arven fra sin far, og man er ikke i tvivl om, at kærligheden til musikken er enormt meget til stede både hos publikum og hos de optrædende.
Når man ikke kan få Frank, så er Dweezil med sit band altså på ingen måde en dårlig substitut.
