Barren var sat for lavt

Anmeldelse af: Steel Panther + Fozzy, VEGA, Kbh, 31-01-2018

Lower the Bar er titlen på Steel Panthers nyeste udspil, men det gør sig åbenbart også gældende live

Fozzy

Første gang, lyset blev slukket i VEGAs store sal, var den nærmest kun halv fuld. Det amerikanske band Fozzy havde ikke formået at lokke så mange til fra start, og det selvom, at denne aften var bandets fjerde besøg i Danmark. Fozzy er for det fleste (inklusiv mig selv) nok mest kendt for at have den stadigt aktive wrestler Chris Jericho i front. Men denne aften mindede han dog langt fra som en stor farlig gut, der normalt ville slå på tæven – efter aftale selvfølgelig!

Fozzy åbnede aftenen med titelnummeret fra den seneste plade, Judas, som udkom sidste år. Nummeret har en utroligt fængende melodi og et let omkvæd, som nemt kan synges efter to omgange. Det virkede som en fornem start fra de amerikanske herrer i Fozzy.

Men som aftenen skred frem, begyndte kedsomheden at dukke op. De numre, som Fozzy spillede, mindede for meget om hinanden. Formlen var den samme, omkvæddende var lette og melodiøse, og jeg følte mig på intet tidspunkt udfordret under koncerten. Det så dog ud til at virke fint for det fremmødte publikum, som mellem numrene råbte: ”Fozzy!” ”Fozzy!”. Men jeg var ikke nær så underholdt. End ikke bandets cover-version af Abba-klassikeren ”S.O.S” kunne gøre nogen forskel. Men den kom som noget af en overraskelse. Mange fremmødte kiggede lige en ekstra gang på sidekammeraten, nikkede genkendende og skrålede med.

Chris Jerichos stemme blev i løbet af aftenen hjulpet godt på vej, af bassist Paul Di Leo og guitarist Rich Ward. Deres mikrofoner var skruet et ekstra hak op under koncerten. Det gjorde, at Chris Jerichos stemme oftest druknede i den høje musik, og han kunne kun høres på de passager, hvor han sang alene. Han stemme er heller ikke just teknisk dygtig, men skråle i en mikrofon, det kan han da. Så i sidste ende var det måske til vores held.

Fozzy bevægede sig for meget i den samme rille hele aftenen til min smag. Jeg savnede noget pondus og noget mere alsidighed, som jeg mener kunne styrke bandets musikalske bedrifter. Men indlevelse og karisma besidder bandet masser af.

Steel Panther

Efter cirka en halv times ventetid blev lyset slukket igen. Salen var efterhånden blevet fyldt op, og publikum stod tæt i den lille sal. Steel Panther kom på scenen til et jubelbrøl og sætter i gang med ”Eyes of a Panther” og ”Goin’ in the Backdoor”. Jeg tænker allerede på nuværende tidspunkt, at hvis bandet formår at opretholde den samme energi, som på de to første numre, så bliver Steel Panther årets største fest.

Men det skete ikke. Eller rettere sagt: koncerten tog en uventet drejning.

Efter disse to numre begyndte bandet at snakke oppe på scenen. Forsanger Michael Starr og guitarist Satchel lossede den ene frække vittighed ud over scenekanten efter den anden. Jeg lærte mere om samleje denne aften, end jeg gjorde til seksual-undervisning i folkeskolen, og bandet burde have delt prævention ud, inden de gik af scenen, for god ordens skyld.

Deres jokes var så langt under bæltestedet, at det på et tidspunkt handlede om fødder og tånegle. Man skulle til tider have en humor ligeså bred som sin eks-kærestes bagdel for ikke at lave en Øgendahl og udbryde et ”Aaarrgh”. Imens stod bassisten Lexxi og tjekkede sig ud i spejlet og lagde make-up på sig selv bedre, end pigerne i Matas ville kunne gøre det. Efter 10-15 minutters tid havde koncerten nærmest forvandlet sig til et stand-up-show, og det var ærgerligt, når man nu var kommet for at høre musik.

Musikken forsatte, og vi kunne få mere af det, vi var kommet for. ”Asian Hooker” og ”Tomorrow Night” blev ligeledes fremragende eksekveret. Men efterfølgende skulle vi igen gennem en masse snak og sjofle jokes. Den ene pige efter den anden blev hevet på scenen og skulle stå model til bandets sexistiske jokes. Jo, det var ganske underholdende, menn stadig for meget snak om at måle legemsdele og vise patter i forhold til musik, vel og mærke.

Guitarist Satchel fik senere på aftenen virkelig bevist sine tekniske færdigheder på en guitar, da han disker op med en vildt fængende og vanvittig solo, der også bringer os til et riff-o-rama af kendte metalklassikere. Efter denne solo virkede det, som om at bandet holdt lidt igen med at snakke og lod musikken tale.

Det gjorde, at man med ro i sindet kunne nyde sange som ”Gloryhole”, ”Death to all But Metal”, ”Community Property” og slutteren ”Party all Day”. Det handlede dog stadig om pik og patter, men det slipper man nok ikke helt fra med Steel Panther på scenen. Hvilket også er helt fint.

Jeg havde godt lidt en fornemmelse af, at Steel Panther kunne finde på at snakke lidt om damer, sex og stoffer, men ikke i en sådan grad, at man nærmest ville glemme, at man var til en koncert. Snakken tog overhånd og fyldte for meget af bandets tid, hvor jeg hellere ville have hørt nogle flere numre. Bandet har dog uden tvivl en kæmpe underholdningsværdi og en udstråling, som kan mærkes helt ude på gulvet, og det skal de roses til skyerne for.

Her er et galleri fra fotograf Mark Stoumann fra aftenen: